Erik Clausen ville skabe et større billede

Længe før diversitet og mangfoldighed blev et kulturpolitisk mantra, havde kunstner, gøgler og instruktør Erik Clausen formuleret det i en mere forståelig sætning: ”Det handler om, hvem der er i billedet ... hvem der er deroppe på lærredet.” 

Men det udgangspunkt for Erik Clausens fortællinger og kunst kom ikke til ham fra starten. 

Clausen, som gik bort forleden i en alder af 82 år, lukkede gavmildt Lars Movin og mig ind i sit kreative univers og dele af sit liv tilbage i 1988. Og for mig stod det klart, at hans udgangspunkt var en stærk klassebevidsthed. 

Det alene motiverer ikke nogen til at skabe fortællinger. Det gjorde den gengældte kærlighed til Eriks hårdtarbejdende mor. Det var her følelserne, dramaet og jagten på respekt kom fra. Respekt for det, vi alle kan bidrage med. 

”Nogle kan synge en sang. Andre kan lave en sildemad. Og det er alt sammen lige vigtigt,” som han siger i vores portrætfilm En god klovn, som blev resultatet af mange timer i Eriks verden. 

Filmen kan ses på Filmstriben, og det er i øvrigt – så vidt jeg ved – eneste portræt af en af Danmarks mest produktive filminstruktører! 

Slip kunsten fri
Moren knoklede hårdt. Faren svigtede, som fædre gør. Erik havde meget respekt for kvinder og knap så meget for mænd. De skulle altid blære sig. 

Flere kvinder end mænd har ”mandsmod”, var en af de mange udsagn, han strøede om sig med. Han hadede også udtrykket ”enlig mor”. Han så stolte kvinder, der trillede rundt på Amager med deres barnevogn. Og som måtte kæmpe sig igennem et familieliv uden barnets far, når ”ham stodderen var stukket af med en yngre model”. 

Eriks mor var også stolt af ham. Under produktionen af En god klovn stod der to store brune kufferter med udklip, som Eriks mor havde samlet. Alt, hvor han blev nævnt. Hun måtte have haft en lille hær af bladlæsere til at klippe de små notitser ud.

Familiefilmen Tarzan Mama Mia (1989) gør publikums hjerter bløde med historien om elleveårige Rikke, der efter at have mistet sin mor vinder en hest i lotteriet.

Erik blev uddannet maler, men han kunne ikke holde ud igen og igen at aflevere så dårligt et arbejde, som byggesummen rakte til. Så han gik sammen med Sylvester og sprang ud som kunstner. 

En af de første udstillinger, de blev antaget på, var Den Frie på Østerbro. Her oplevede han ikke, at kunsten var fri. Den var lukket, lukket om sig selv, højtidelig og kedelig. Han opdagede hurtigt, at han ikke kunne falde til i den eksklusive og elitære kunstverden. 

Sylvester og Erik ville ud og møde publikum, almindelige mennesker, som også skulle have glæde af deres sprudlende energi og fortællelyst.

First mover
De blev gøglere, for det var sådan, man kunne møde arbejderen – mennesker på bunden. På dyreskuer, pladser og på gaden. 

Allerede her bryder Erik med dominerende normer for kunstnere. Det er som regel nok eller endda vigtigere at blive anerkendt af parnasset, og kunstneren skal ikke være den komiske gøgler, hvis man søger ind i den kunstneriske avantgarde. Han søgte ikke avantgardens anerkendelse, men folkets. 

Her er Erik igen first mover. 

I dag kræver publikum at kende instruktøren bag de værker, som betyder noget for dem. Og medierne – særligt de sociale medier – stiller sig til rådighed for den ofte afmålte og strategiske eksponering. 

Det er ikke altid, at det går godt. Og det er ikke alle kunstnere, heller ikke instruktører, der kan stille sig op foran et bredt publikum. Men i dag skal værk og kunstner kunne måles på den værdipolitiske målestok. Se bare Roman Polanski, Luc Besson, Lars von Trier og Woody Allen. 

Erik Clausen og Leif Sylvester bragte sammen med Helle Fastrup deres gøglershow til det store lærred i Cirkus Casablanca fra 1981.

Det vigtigste for Erik Clausen var at komme ud og møde mennesker, men også at fortælle deres historie. Dem man så ned på, dem på samfundets bund, de arbejdsløse, de kiksede, dem, der ikke vidste, at kunst kunne sige dem noget. Dem, der ligesom Sylvester i Cirkus Casablanca bare vil til Sverige. 

Han var særligt glad for, at han havde fået lov til at male sjove og glade motiver på Sundby Hospitals børneafdeling. I En god klovn fortæller han dedikeret, hvordan kunsten både skal skabe glæde hos de syge børn, men også fungere som vejviser. Kunsten har en funktion. 

De skulle nu være malet over, har jeg hørt. Så meget for respekten for maleren Erik Clausen. 

Hadede højrøvet satire
Men det var i filmen, at Erik kunne opnå alt det, han havde lyst til at fortælle om på en måde, som kommer helt ind i følelserne og sjælen hos publikum. 

For mig personligt var det en øjenåbner at se Cirkus Casablanca tilbage i 1981. Det var tydeligt, at den film indledte et helt nyt kapitel i dansk film. Folkekomedien havde hidtil ikke vist folket den respekt, som er tilfældet i Eriks – og i øvrigt den eminente fotograf Morten Bruus’ – portrætter af ”manden på gulvet”. 

Erik Clausen hadede den højrøvede satire, der så ned på den almindelige dansker. ”Satiren skal få os til at grine af de rige, af dem med magten. Ikke de magtesløse,” sagde han. 

I en sjov montage vasker den nyrige blærerøv sin bil, mens konen har elskeren på besøg i den trøstesløse ”parcel-idyl”. Fortællingen skal vendes på hovedet. 

Tove Maës spiller pensionisten Inger Marie i folkekomedien Felix (1982), hvor Erik Clausen har en uvant rolle som hendes småborgerlige søn.

Han havde øvet sig på Danmarks Radio. Her lavede han små ”kortfilm”, som ofte ikke kunne stå alene. I En god klovn har vi dog én, som udgør en fortælling i sig selv takket være brugen af lydsiden. 

Erik kommer gående ned ad gaden, modløs og ikke særligt cool. Han ser en af de her heste, hvorpå børn kan få en ridetur for en krone. Erik kigger sig omkring. Sætter sig op og sætter hesten i gang. På lydsiden starter western-soundtracket fra de mange cowboyfilm, man så på det tidspunkt. Den lille mand bliver et øjeblik John Wayne. Erik ved godt, hvordan man fortæller i levende billeder. 

Langt fra Sydhavnen
Efter Cirkus Casablanca laver han Felix (1982) i et forsøg på at øge respekten for pensionister. Hans mor var på det tidspunkt ikke længere på arbejdsmarkedet. Inspirationen kom hjemmefra. 

Rocking Silver fra 1983 er endnu en film om at være on the road. Men det er særligt en film om at genvinde respekten for sig selv og sørge for at udleve sine drømme, før det er for sent. 

I 1984 sker der noget afgørende nyt i dansk film. Lars von Trier har premiere på Forbrydelsens element. Den vilde og ekspressionistiske fortællestil appellerer i den grad til Erik. Han vil se, hvordan man kan kombinere historierne om dem på bunden – de ikke respekterede – og et mere grænsesøgende filmsprog.

Der er stemningsmættet symbolik for alle pengene i Manden i månen (1986), som skildrer morddømts forsøg på at komme tilbage til samfundet og finde sin ukendte datter.

Manden i månen og Rami og Julie udgør begge film, som på samme tid fastholder fortællingen om de, der normalt ikke kommer op på det store lærred, men i et filmsprog langt fra gøgl og komedien. 

Rami og Julie er den første film, der for alvor bruger indvandrere i bærende roller i dansk film. I køkkenet i hans lejlighed på Vesterbro var det tydeligt, at han var stolt og glad for den anerkendelse, netop de to film fik på udenlandske festivaler. 

Erik Clausen kom ud og rejse på første klasse til eksotiske lande. Han var kommet meget langt væk fra Sydhavnen. 

Med Tarzan Mama Mia vender han tilbage til det enklere og mere folkelige filmsprog. Og i film efter film portrætterer han mennesker, hvis historie meget sjældent bliver fortalt i dansk film. 

Han havde enorm respekt for de mennesker, som måtte kæmpe. I dag kalder vi dem ”minoriserede” eller ”udstødte”. Jeg ved ikke, om Erik ville kunne lide de udtryk. For det var menneskers talent for at overleve, at komme videre, at drømme – også bare de små drømme – som var hans grundstof. 

Han så talentet, før han så udfordringerne. Han havde selv kæmpet sig ud af en stillestående og drømmeløs tilværelse. Så han kunne genkende den evne i andre mennesker. 

Musikalske venner
Erik var betaget af musikken, fordi den på poesiens og det magiske plan kan krybe ind og skabe glæde og empati, sætter følelserne i spil. Få dig væk fra det højpandede og ”kloge”. 

Han skrev tekster, som skabte billeder. Flere gange under optagelserne til En god klovn sang han: ”Oh frihed, oh friheden flyver. Som svalerne højt i det blå. Oh frihed, oh friheden flyver. Jeg helst på jorden dig så.” 

Han forklarede, at den skulle synges sådan bagerst på tungen. Sådan gjorde arbejdsmanden på Amager. 

Han valgte nøje sine musikervenner. Kim Larsen havde han den største respekt for. Netop fordi Larsen med enkle greb kunne åbne verdner med poesi og billeder.  

En palæstinensisk indvandrer (Saleh Malik) forelsker sig i ekspeditricen Julie (Sofie Gråbøl) i Rami og Julie (1984), der er en moderne omskrivning af Shakespeares Romeo og Julie.

”Jeg kom til verden på 5. sal” – jamen, så ved vi, at vi er i København, på brokvartererne. ”Min far var tosset, men mor var normal.” Så er scenen sat, som han fortalte os to unge filmfolk. 

Det lykkedes os, at få Kim Larsen til at spille gårdmusikant ude hos Eriks mor. Jeg tror, at Erik fældede en lille tåre, da han genså den scene i En god klovn ved 80-års fødselsdagsprogrammet i Cinemateket. 

Vi fanger, at Eriks mor sidder med telefonen i vinduet. Hun har ringet til en af veninderne, som også skal høre Kim. 

Filmens spejl
Filmen om Carl Nielsen, Min fynske barndom, er igen en fortælling om en kunstner, der kæmper den svære kamp frem mod anerkendelse. Mens Erik føler sig hjemme i fortællingen, oplever jeg ikke, at han føler sig hjemme i et periodedrama. 

Han var ægte interesseret i livet bag ruderne, som han kørte eller cyklede forbi på sine lange ture. Han var rastløs i sin søgen efter inspiration og forståelse for de mennesker, han ønskede at portrættere. Han ville væk fra klichéen, frem til det ægte udtryk – til noget, vi kunne genkende.

Han talte om spejlet, som filmen sætter op foran os, så vi kan se, hvem vi i virkeligheden er. 

De fleste af hans karakterer lyver for sig selv og andre på et tidspunkt i fortællingen. Sylvester kan godt nok stikke et søm op i næsen, men verdens stærkeste mand er ingen af de to gøglere, selv om de prøver at få det til at se sådan ud. 

Det er i afsløringen, at komikken ligger. Vi må kunne grine af os selv i stedet for hele tiden at gå og ”blære sig”, som Erik sagde om mænd. 

Fra Tango i 1997 til Aldrig mere i morgen fra 2017 instruerer han syv spillefilm med sig selv i hovedrollen eller en central birolle. Sideløbende spiller han med i flere film og serier, ligesom han laver tv. 

Filmene bliver set. 

Slip hestene løs bliver en storsælger på trods af en pitch, der virker næsten lige så udramatisk som det bløde ”d”, filmens hovedperson, vinduespudseren Bent A. Pedersen, har i sit efternavn. 

Grin af dig selv
Erik Clausen vidste altid, når han havde en god historie, en interessant betragtning, en overraskende vinkel på et menneskeligt fænomen. 

Som en anden standup-komiker fik han prøvet publikums reaktion af. De skulle ikke nødvendigvis være enige, men målet var at grine af sig selv og opleve at blive udfordret af de ofte meget politiske udsagn, som Erik slyngede om sig med. 

Som en anden politiker rejste han rundt med de samme historier og prøvede at vende fortællingen om. Der var en forside og en bagside af ethvert menneske. Vi skal kunne lade os overrumple og give plads og frihed til, at mennesker overrasker med deres talent for at synge en sang eller lave en sildemad. 

Efter visningen af En god klovn i Cinemateket fastholdt den da 80-årige Erik det 170 personer store publikum i en time, stort set uden hjælp fra de mange spørgsmål, Lars Movin og jeg havde forberedt. Erik ville hellere være i ”samtale” med publikum end svare på vores ”kloge” spørgsmål. 

Aldersforskellen er et tema i Slip hestene løs (2000), hvor Erik Clausen har rollen som arbejderromantisk vinduespudser, der forelsker sig i den 24 år yngre mor (Marianne Frost).

Han viste det mangfoldige Danmark, længe før Dansk Folkeparti krævede, at DR portrætterede deres vælgere med større respekt. Længe før det var forfriskende og fornyende, at man også kunne lave tv-serier i Jylland. 

Der har i hans film altid været et Danmark uden for København og Nordsjælland, selv om han i de senere film ikke søger så meget ud geografisk som i det menneskelige landskab. 

Man må også anerkende, at hans søgen efter diversitet og mangfoldighed kom til udtryk i både film, skuespil, gøgl, sangtekster og maleriet. Anerkendt kunster blev han aldrig. Jeg købte et serigrafi på loppemarked for 50 kroner – indrammet. 

Men man må bøje sig i støvet for hans produktivitet, iver efter at møde publikum og hans leg med film- og billedkunsten uden at gå på kompromis med kvaliteten. 

Vor tids historier
Kampagnen Et Større Billede slog sidste år til lyd for, at danske instruktører sagtens kan besætte rollerne bredere end de hvide, kristne mænd og kvinder, som befolker filmfortællingerne igen og igen. Erik forsøgte altid at skabe et større billede af Denmark, danskerne og kunsten. 

Erik var en mand, hvid og privilegeret. Men hans kunstneriske mål var at få fortalt de menneskers historier, som sjældent eller aldrig når det store lærred. Og således har han sat en dagsorden, dansk film skal forfølge i langt højere grad end hidtil. 

For det er her, kvaliteterne ligger. Det er vigtigt, hvem der er på lærredet, og hvem der fortæller vor tids historier.