Erindringens filmpoet er her ikke mere

Umbra Sumus
And if thou wilt, remember
And if thou wilt, forget

Med disse ord meddelte Terence Davies’ manager John Taylor i går lørdag, at en af Englands største filminstruktører gennem tiderne er sovet fredfyldt ind i sit hjem efter kort tids sygdom. Han blev 77 år gammel.

”Vi er skygger. Og hvis du ønsker det, så husk, og hvis du ønsker det, så glem,” kan linjerne, som delvis stammer fra den britiske 1800-talsdigter Christina Rossetti, oversættes.

Terence Davies’ værker er ligesom Rossettis en refleksion over eksistensen og den menneskelige erfaring. Og de smukke afskedsord indfanger ikke bare filmskaberens vilje til at huske, men også hans særlige tone, som er højtidelig og nøgtern, følelsesfuld og illusionsløs.

Han har foreviget den engelske arbejderklasses liv i midten af forrige århundrede på det store lærred. Hverdagen skildres i al dens ubarmhjertighed, men samtidig med et lyrisk blik for skønheden i det banale.

Davies fandt en forbindelse til noget større i de daglige gøremål og rutiner. Selv om han var en svoren ateist, har hans film en spirituel eller guddommelig kvalitet. Han vendte ryggen til den katolske kirke, der prægede hans barndom, og erstattede religionen med kunsten.

Stilistisk er filmene et aparte, men frugtbart ægteskab mellem brutal engelsk socialrealisme og romantiske amerikanske musicals – især Meet Me in St. Louis – som den unge Terence forelskede sig i på sine ture til den lokale oase: biografen.

Hovedværket Fjerne stemmer, stille liv fra 1988 og efterfølgeren The Long Day Closes fra 1992 er begge baseret på hans egen families erindringer.

At se Fjerne stemmer, stille liv er som at bladre i et familiealbum. Her gør familien Davies sig klar til Eileens bryllup.

Siden lavede han tre filmatiseringer, to digterportrætter og en enkelt adaption af et teaterstykke. Men han var bedst, når stoffet byggede på hans eget liv.

Som essaydokumentaren Of Time and the City (2008), hvor han med sin stemmes blide temperament hylder barndomsbyen Liverpool, men også indigneret og sarkastisk udtrykker sin vrede over magthavernes behandling af almindelige mennesker, arbejderklassen.

Fra bogholderi til filmkunst
Terence Davies bliver født den 10. november 1945 i Kensington i Liverpool. Han er den yngste af ti børn i den fattige, patriarkalske familie, som faren styrer med hård hånd.

Faren dør af kræft, da Terence er syv år, hvorefter han bliver opdraget af sin omsorgsfulde og stærkt religiøse mor.

Som sekstenårig får han arbejde som kontormedarbejder på et rederi og siden bogholder i et revisionsfirma.

Men efter ti år forlader han Liverpool og flyttede til Coventry for at gå på dramaskole fra 1973 til 1975. Her skriver han manuskriptet til sin første kortfilm Children, som han instruerer med støtte fra det britiske filminstitut, der har fået øjnene op for hans talent.

Han bliver optaget på National Film and Television School, hvor han instruerer sin anden kortfilm, Madonna and Child, der er hans afgangsfilm fra filmskolen i 1980. Tre år senere skaber han endnu en kortfilm, Death and Transfiguration, og tilsammen er de tre film kendt som The Terence Davies Trilogy.

Den selvbiografiske trilogi handler om en ung mand, der gør op med sin katolske opdragelse, accepterer sin homoseksualitet, reflekterer over sine forældres død og forestiller sig sit eget endeligt.

Emotionel hvirvelstrøm
The Terence Davis Trilogy placerer Terence Davies som en af de mest talentfulde filmskabere. Og hans første spillefilm, Fjerne stemmer, stille liv, bliver hovedværket og får verdenspremiere på Cannes-festivalen i 1988, hvor Terence er 42 år gammel.

Filmen skildrer hans families liv i et fattigt rækkehus i Liverpool i 1940’erne og 50’erne. Pete Postlethwaite inkarnerer uforglemmeligt den knugede, koleriske og voldelige far Tommy, hvis humørsvingninger gør hverdagen til et mareridt af en emotionel hvirvelstrøm for de tre børn og deres engleblide mor.

Den patriarkalske orden er så kraftig, at da faren dør, efterlader han ironisk nok et tomrum, som aldrig kan fyldes ud. Familiens sammenhold smuldrer.

Fjerne stemmer, stille liv er en erindringsfilm, men det er samtidig en film om erindringens væsen.

Om morgenen henter moren Mrs. Davies – spillet af Freda Downie – mælkeflasken på dørtrinet, mens BBC-speakeren messer søfartsvejrmeldingen som et mantra: ”Iceland, Baileys, Faroes … Fair Isle, Cromarty, Forties.” Moren skynder på børnene, og de kommer ned ad den smalle trappe, men vi ser dem ikke. Vi hører kun fodtrinene.

Midt i morgenritualet ophæver Terence Davies for en stund realismen, og den spøgelsesagtigt tomme trappe udtrykker det ingenmandsland, vi befinder os i, når vi erindrer.

Fortiden er nær og dog så fjern. Vi er hverken tilbage dengang eller i nutiden, men et sted midt imellem.

Kameraet på opdagelse
Erindring er sjældent lineær eller kronologisk, som mange film fremstiller den. Den bevæger sig cirkulært, elliptisk eller i associative spring.

Således lader instruktøren familiehistorien brede sig som ringe i vandet. Kameraet kan finde på at gå sin egen uransagelige vej ned ad den mørke, klaustrofobiske korridor, mens morens stemme – uden for tid og sted – synger blues-klassikeren I Get the Blues When It Rains.

Eller også rejser kameraet tilbage i tiden i en næsten ubrudt, glidende bevægelse parallelt med omhyggeligt komponerede og kolorerede erindringstableauer – fra datterens bryllup over farens pyntning af juletræet til det dækkede bord, hvor faren i et vildt raseri flår dugen af, mens børnene sidder lammet af skræk.

Effekten er fortryllende, og filmen var en åbenbaring for mig.

Fra et arbejderrækkehus i Liverpool i 50’erne til et middelklasseparcelhus i Hundige i 70’erne, hvor jeg voksede op, er der kun et stenkast, når vi taler om stor kunst.

Hvis jeg skulle tilbringe resten af mit liv på en øde ø og kun kunne medbringe én film, ville jeg vælge Fjerne stemmer, stille liv og hver aften lade mig lulle i søvn af Mrs. Davies’ ukuelige stemme, der synger en vuggevise.

Herfra min verden går
Næste film med den vidunderlige titel The Long Day Closes (efter Arthur Sullivans korsang) handler om Terence Davies’ opvækst med moren efter farens død.

Den er ikke så kompleks og dramatisk spændstig som forgængeren, men har mere karakter af en række stemningsfulde situationer, der kredser om efternølerens ensomhed.

Terence Davies’ alter ego Bud (Leigh McCormack) tilbringer meget tid alene i The Long Days Closes, der skildrer den tolvårige drengs forhold til familien, skolen, kirken og seksualiteten.

Den viser Davies’ eminente evne til at lade lærredet med stærke følelser i kraft af billeder, lyde og musik, som han henter fra datidens populære ballader, jazz og traditionelle britiske folkesange.

Den glidende kamerabevægelse, der indrammer de tre vigtigste offentlige rum i hans barndom – biografen, kirken og skolen – til tonerne af Debbie Reynolds Tammy, må være en af de smukkeste ”herfra-min-verden-går”-sekvenser i filmhistorien.

Solidaritet med kvinder
”At være i fortiden får mig til at føle mig tryg, fordi jeg forstår den verden,” har Terence Davies sagt.

Men med The Long Day Closes er det personlige erindringsstof opbrugt, og instruktøren laver historiske film baseret på romaner og et teaterstykke, som alle ligger tæt på hans eget livs centrale temaer: barndom, familie, patriarkat, social undertrykkelse.

The Neon Bible fra 1995 – efter John Kennedy Tooles roman – er en coming of age-historie om en teenagedreng, der forsøger at finde sig selv i en religiøs og konservativ lilleby i det sydlige USA i 1940’erne. Tydeligvis beslægtet med Davies’ egen historie.

Munterhedens hus fra 2000 – efter Edith Whartons roman – følger den unge og smukke Lily Bart (Gillian Anderson), der i begyndelsen af det 20. århundrede kæmper for kærligheden i et samfund præget af strenge sociale normer.

Den viser, hvordan kvinder i det patriarkalske samfund er afhængige af mænd – igen et tema, som ligger instruktørens hjerte nært.

Terence Davies var en mester i frapperende billeder og situationer fra det almindelige hverdagsliv – som her i Sunset Song fra 2015.

The Deep Blue Sea fra 2011 – baseret på Terence Rattigans skuespil – sætter fokus på en kvinde (Rachel Weisz), der i 1950’ernes London er fanget i et ulykkeligt ægteskab med en dommer og indleder en passioneret affære med tidligere pilot.

Sunset Song fra 2015 – på baggrund af Lewis Grassic Gibbons roman – måtte Davies kæmpe i mange år for at få finansieret. Den handler om, hvordan en kvinde i Skotland i starten af det 20. århundrede er under indflydelse af sin autoritære og dominerende far.

Passioneret og reserveret
De to sidste film er biopics om berømte forfattere.

A Quiet Passion fra 2016 handler om den amerikanske 1800-tals digter Emily Dickinson (spillet af Cynthia Nixon), mens Benediction fra 2021 skildrer den homoseksuelle, britiske digter Siegfried Sassoon (Jack Lowden), der oplevede Første Verdenskrigs rædsler på nært hold.

Han fremstiller i virkeligheden Dickinson og Sassoon som versioner af sig selv, og det kan resten af hans hovedpersoner også siges at være.

Terence Davies fik ingen børn, men har engang sagt, at filmene var hans børn. Han sagde også, at han ikke have lyst til at udleve sin homoseksualitet.

Han brød sig ikke om romantiske forhold, fordi ”tingene hele tiden kan ændre sig mellem mennesker ... du misforstår dem, og de misforstår dig. Jeg finder det ekstremt svært,” som han sagde til The Guardian i 2022.

Jeg mødte ham en enkelt gang. Cph Pix-festivalen viste i 2016 en retrospektiv serie med hans værker, og han fortalte passioneret om dem på et hotelværelse, hvor interviewet fandt sted. Men han var samtidig også reserveret.

I den sidste scene i Benediction bryder Sassoon i gråd, da han indser, at han aldrig blev forløst som menneske. Det er fristende at se det som en selvkommentar, for Davies befandt sig bedst i erindringen og kunstens verden.

Alting på en gang
Havde han svært ved at omsætte sine erkendelser til kunsten at leve, er det imidlertid slående ved hans værker, hvordan han har formået at fortælle om en traumatisk opvækst med så megen empati.

Ligegyldigt hvor jævne og frygtelige personerne er, uddeler han som kunstner tilgivelse. Forfatteren Klaus Rifbjerg har beskrevet instruktøren Jean Renoir med ord, der passer perfekt på Terence Davies.

”Det storslåede er, at han med fuld indsigt i de komplicerede forhold mellem mennesker og uden at forfalde til kynisme og sentimentalitet kan skildre deres gøren og laden, så man får hele spektret med,” skriver Rifbjerg i Karakterbogen og fortsætter:

”Det vil sige, at han er i stand til at forvandle det trivielle eller blodige, det tragiske eller ophøjede, til kunst. Hvilket i min mund betyder, at han kan skildre alting på en gang.”

Derfor vælger jeg at huske Terence Davies.