Ernst og lyset

Hvem vil ikke gerne se lyset? Ernst Petersen, succesfuld sælger udi rengøringsartikler, er rent ud sagt ligeglad. Efter sin vellykkede salgsturné til Tyskland (”Guten Tag, auf wiedersehen, så var det hele solgt”) tænker han kun på at komme hjem til konen, der, som han bramfrit udtrykker det, ”godt kan begynde at sprede benene”. Penge og fisse – i dén rækkefølge, det er, hvad han tænker på, ikke det himmelske lys. Jo, Ernst Petersen er en typisk dansk mand.

Det handler selvfølgelig om Tomas Villum Jensen og Anders Thomas Jensens Oscar-nominerede kortfilm Ernst og Lyset fra 1996. Manus bygger på den geniale idé, at Jesus efter 2000 år vender tilbage til jorden. Af alle har Jesus netop udvalgt Ernst som den første discipel i sin revival. Det skulle han ikke have gjort. Ernst – eller Ernie, som han kalder sig selv og sin bil, for det klinger amerikansk – er nemlig ret ligeglad. Penge og fisse – og en mobiltelefon, der virker: Dét er Ernie!

Ernst og konen
I to centrale scener, der indrammer mødet med Jesus, taler Ernst med sin kone, Conni. Første gang i anslaget: Ernst Petersen, i den effektive businessman dress code – jakkesæt, hvid skjorte, slips, mappe og duffelcoat – ankommer med sidste fly til Kastrup Lufthavn efter sin succesfulde salgsrejse og skridter energisk gennem den øde ankomsthal til akkompagnement af Life Will Be a Dream. Klokken er halv to om natten. Ernie finder sin mobiltelefon frem i farten, kun for ærgerlig endnu engang at konstatere, at den stadig ikke virker (”Nu bli’r det Sonofon!”).

I telefonboksen smækker han B.T. på bordet – overskrift: Hvad skete i nat? – taster sit nummer hjem og får fat i Conni, der er urolig, fordi han ikke har ringet. ”Så du lyset i nat?” spørger Conni spændt. ”Nej, jeg har læst om det,” afbryder en uinteresseret Ernie: ”Skal vi ikke sige, at du så småt begynder at sprede benene. Så er jeg hjemme ...” – han kaster et blik på armbåndsuret – ”skal vi sige om en times tid?” Rapt klip fra nærbillede af ur til totalbillede af Ernies pralebil, der startes og accelererer ud af garageanlægget med et hvin. Ernst Petersen vil hjem til konen. Nu.

Anden gang, Ernst taler med konen, er i filmens udtoning. Jesus har opgivet sit forehavende – at hverve Ernst som discipel – og er steget ud af ERNIE for at vende tilbage til himlen. Et mægtigt blåligt lysglimt blænder Ernst, der beskyttende tager hænderne for ansigtet, derpå mørke. Så kommer lyset i bilen tilbage, båndoptageren sætter i gang med I Feel Good, Ernie starter bilen, tænder en cigaret, griber mobiltelefonen, der denne gang virker: ”Jeg vil bare lige sige, jeg er hjemme om tyve minutter!” ”Så du det?” lyder Connis stemme, fuld af gysende undren, ”det var der lige igen, lyset!” Ernst, totalt ligeglad: ”Jo jo, jeg så det lige … Nu skal du bare høre det mest utrolige, du, min mobiltelefon er begyndt at virke igen!” Klip fra Ernsts ansigt med mobiltelefon til totalbillede af ERNIE, der drøner op over en bakke i natten under den øde motorvejs lysguirlander. Hvad rager lyset Ernst? Efter tre dages forretningsrejse vil han hjem til konen, der venter på ham i sengen, længselsfuldt må man tro.

Ernst og Jesus
Centrale scener, nej hør nu her! Er det ikke proportionsforvrængning at kalde disse to hurtige samtaler mellem mand og kone centrale i forhold til filmens lange midterdel, mødet mellem Jesus og Ernst? Er det ikke at forveksle ramme med billede? Kvantitativt ligger filmens tyngden i midterdelen, ingen tvivl om det. Det er også i dette religiøse hvervemøde, at filmen gemmer sin pointe: Verden er kold og kynisk, et materialistisk, superegoistisk helvede på jord, der blankt afviser Jesu budskab. ”Du skal sgu da ikke redde nogen her,” siger Ernst hen mod slutningen af samtalen til en mere og mere modløs og forvirret Jesus, ”du skal bare tænke på dig selv.” For anden gang i historien lider Jesus et nederlag. Ernst Petersen og verden vil ikke vide af ham. Med uforrettet sag må han igen forlade jorden.

Kvalitativt kan man samtidig konstatere, at filmen – rent billedmæssigt – går i stå i denne lange samtale: En stereotyp klipning mellem 1) Ernst og Jesus i halvtotal på ERNIEs forsæder, 2) halvnær af Ernst en face med refleksionen fra motorvejslyset, der danner en slags – anklagende? – viser hen over ansigtet, 3) halvnær af Jesus en face. Det er udelukkende dialogen, der henter stikkene hjem her, Ernsts brandere (”Du ligner overhovedet heller ikke Jesus. Det skal du selvfølgelig ikke hænges op på. Ha,ha, fik du den? Hænges op på, ha, ha!); smart businesstalk (”Ja, det er sgu da jeres egen skyld. 2000 år, det er lang tid! Jeg er sælger, ikke? Jeg følger op på en ordre inden for den første uge, ikke? Ellers smutter kunden (…) Forstår du, hvad jeg mener?”) og overbevisende modargumenter (”Ikke noget jamen. Ligegyldig hvordan, så må I indse, at I har fejlet. Der er ikke brug for jer længere. Markedet er væk, pist!”). Det er filmens ene svaghed: Dialogen, skønt med grinagtige pletskud, kommer til at dominere over billedet. Den journalistiske grundregel – don’t tell it, show it – tabes på gulvet. Kun i anslagets og udtoningens rammefortælling er der inciterende billeder og et filmisk flow over handlingen.

Jesus uden rygrad
Denne dramaturgiske brist hænger sammen med filmens – efter min mening – anden store svaghed, fremstillingen af Jesus. Den Jesus, vi kender fra evangelierne, var vel handlingens mand. Og når han talte, befalede han og brugte lignelsen – ikke en argumenterende overtalelsesfacon. Filmens Jesus, iført pels og rullekravesweater (Ernst: ”Se på dit tøj!”), ligner en genopstanden 68’er, blød mand uden rygrad, hvis vege fremtoning forstærkes af Søren Østergaards våde hundeøjne og hans tryglende stemme. Hvor er Jesu handlekraft og myndighed i filmens udgave? Okay, Jesus kan få ERNIE til at gå i stå og starte igen ved at himle med øjnene, han er i stand til at bevæge sig hurtigere end Ernsts toptunede bil, mobiltelefonen kan han få til at virke igen, han kender Gud og hver mand. Det er også alt, lidt trylletricks. Gud har bestemt, at Ernst ”er udvalgt til at være den første i den store skare, som skal følge” hans søn. Men ikke desto mindre spørger Jesus i begyndelsen af samtalen, om Ernst er normal. Normal? De mennesker, evangeliernes radikale Jesus opsøgte og færdedes iblandt, var vel netop de udstødte, de anormale, folk, der stødte an mod den tids herskende norm.

Mod slutningen af samtalen spørger Jesus, om der ”slet ikke (er) nogen, der har bevaret troen, eller nogen, der vil frelses”. Ernsts svar kommer prompte: ”Gu’ er der ej! Folk vil have sex og vold – og sex, sex. Og så rengøringsartikler, du!” Hvorpå det lyder, bekymret, fra Jesus: ”Hvad er meningen så med det hele?” Meningen? Evangeliernes Jesus spørger aldrig om meningen. Han taler om radikale bud, som mennesket skal følge: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke”. Og: ”Du skal elske din næste som dig selv.” Intet andet bud, siger Jesus, ”er større end disse” (Markus 12, vers 29-32). Mod denne flæbende vatnisse har macho-Ernst i Spottags dækkende skikkelse let spil. Det er filmens anden dramaturgiske svaghed: Der er aldrig rigtig spænding om udfaldet. Selvfølgelig vil Ernst ikke følge sådan en tryglende slapsvans, der bekymret spørger om normalitet og meningen med livet.

Jesus og Satan
Samtalen falder i to tempi: Første del slutter med, at Ernst bremser op på motorvejen for at smide blafferen, der påstår, at han er Jesus, ud af bilen (”Jeg gider ikke høre på mere lort, du (…) Ikke mere missionspis, ikke mere om Gud og udvalgte”). I 2. del går Ernst på skrømt ind på, at blafferen er Jesus, men sandsynliggør hurtigt med sine effektive merkantile argumenter, at missionen er dømt til at mislykkes på forhånd, ”efter en del opmærksomhed de første par uger, Billedbladet, Se & Hør.” Men i begge samtalens faser taler Ernst og Jesus forbi hinanden i en absurd énvejskommunikation – ganske som i den lignelse, Ernst fortæller Jesus om telefonens opfinder, ”der ikke har nogen at ringe til, for (han) er den eneste, der har én, ha, ha.”

I filmens mytologi er Ernst skildret som en ren satan på jord, skønt hans kælenavn Ernie klinger ærligt på engelsk, og skønt han er sælger udi rengøringsartikler. Da hitchhikeren dukker op anden gang, mumler Ernst bandende i sin mørke bil: ”Satans!” Tilsvarende forlener de kontrastfyldte clairobscur-billeder af den overraskede Ernst – den ene halvdel af ansigtet i skarpt lys, den anden halvdel i mørke – ham med et diabolsk udseende. Senere, da Jesus starter bilen igen, udbryder Ernie: ”Det var satans!”

Men ikke desto mindre giver Ernst midt om natten, på en øde motorvej, hitchhikeren et hjælpsomt lift. Og ikke desto mindre er det første, Ernst gør, efter han er landet med flyet, at ringe til sin bekymrede kone. Efter intermezzoet med Jesus ringer han igen, han er jo blevet forsinket. Ernst ved, modsat Graham Bell, at han har ”nogen at ringe til” – og han handler resolut. Er Ernst Petersen sådan en mandschauvinistisk, superegoistisk satan, som filmen gerne vil have os til at tro? Ganske vist smider han ikke alt, han har, for betingelsesløst at følge en galning, der påstår, han er den genkomne Jesus. Men er Ernst ikke bag den brovtende, tjekkede facade en hjælpsom, omsorgsfuld mand, der tænker på sin … næste – og handler derefter? Derfor bliver de to samtaler, Ernst har med Conni i filmens rammefortælling, så centrale.

Ernst og næsten
Det, at filmen taber en genial idé på gulvet, åbner imidlertid for en kritisk meddigtning i en pædagogisk undervisningssammenhæng. Eleverne har set kortfilmen én gang. Spontan oplevelse og indlevelse. I anden omgang skriver eleverne dialog og lydeffekter ud i en drejebog med centrale stillbilleder som storyboard. I et tværfagligt samarbejde mellem dansk og religion sammenholdes evangeliernes myndige og bydende Jesus med filmens flæbende populist, for hvem projektet står og falder med, om Ernst vil følge ham eller ej. Et historisk perspektiv etableres, og kerneudsagn fra evangelierne sammenstilles med filmens: Matthæus 6, 1: ”Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem”; filmens: ”Menneskene har ventet på mig i 2000 år, nu er jeg her endelig!” Matthæus 7, 3: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?”; filmens: ”Det var jo fars idé, jeg adlyder jo bare.” Lukas 6, 37-38: ”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer”; filmens: ”Jeg er jo redningen!”

Eleverne fortæller centrale lignelser, der sammenholdes med den situation, hvori Jesus beretter dem. Hvori adskiller disse lignelser sig fra filmen? Læreren fortæller til sidst lignelsen om den barmhjertige samaritan (Lukas 10, 25-39); eleverne læser den på egen hånd. Så falder meddigtningsopgaven, som en fortsættelse ud over filmens slutbillede:

”En halv snes minutter efter kommer Ernst til motorvejsafkørslen og drejer fra. Nu har han kun ti minutter, til han er hjemme. Ved sit villakvarter ser han tre mænd, der tamper løs på en fjerde, som falder om, blødende. Mændene sparker til det livløse offer, men flygter, da lyskeglen fra ERNIE rammer dem. Hvad gør Ernst? Skriv et manuskript og udarbejd derpå en drejebog med storyboard til fortsættelsen!”

I en verden, hvorfra Gud har trukket sig tilbage, skal eleven give sit eget bud på en slutning. Hvad gør Ernst i sit livs point of no return? Vælger han også at trække sig tilbage, til konen? Eller handler han, der opfattes som ugleset og usympatisk, som den barmhjertige samaritan?



Mere undervisningsmateriale til Overbygningen.