Hypermoon trænger dybt ind i mennesket
Forvent ikke en klassisk almindelig spillefilm. Intet er almindeligt her. I filmisk forstand. Men omvendt, hvad er ”almindeligt”?
Alle mennesker er forskellige. Alle kriser er forskellige, og ikke mindst alle kræftforløb er det. Hvad der dog måske er fælles – i hvert fald for mange, der rammes af livstruende krise – er tankerne.
Refleksionerne. Myldret af erindringer, der trænger sig på og nærmest ubevidst kræver stillingtagen. Sammen med den totalt altopslugende stilhed i nuet.
Det er netop dette sted i tilværelsen, som Mia Engbergs Hypermoon filosofisk og smukt beskriver. I en særlig kakafoni – både visuelt og auditivt – trænger vi dybt ind i mennesket, i mylderet og roen på en gang.
Se Hypermoon med kode fra Ekko #95.
Hypermoon er en film, hvor begrebet ”evighed” beskrives gennem filmens første lange og slørede scene.
En måge hvæsser sit næb på et stort bjerg én gang hvert 100 år, og først når bjerget er slidt ned, er der gået det første mikroskopiske øjeblik af begrebet.
Udfordrende tungt og langsommeligt. Men samtidig usandsynligt poetisk.
Trailer: Hypermoon
Se Hypermoon i Ekko
Mia Engbergs Hypermoon handler om, hvor svært det er at overskue livet, når døden kommer i kalenderen.
Den kan ses her på siden med en kode fra Ekko #95 indtil 1. april.
Filmen er en selvstændig del af Belleville-trilogien, som også kan ses på siden.
I #95 kan man læse Merete Hellerøes essay om trilogien, der kredser om en ungdomsforelske i Paris.
Kommentarer