Tragedier kommer for tidligt på film

Da norske Dag Johan Haugerud satte sig for at lave en spillefilm, hvis omdrejningspunkt er et barns død, mærkede han hurtigt sit lands kollektive traume efter Anders Breiviks terrorangreb i 2011. 

”I min research besøgte jeg mange skoler, hvor man kunne mærke et ’før’ og ’efter’ angrebet på Utøya. Alt forandrede sig, og folk snakkede sammen på en helt anden måde. Det kom til at ligge i baghovedet,” fortæller instruktøren, der er aktuel i danske biografer med dramaet Barn. 

”Bare ordet ’beredskabsplan’ har jo fået en helt anden betydning for folk. Der er også opstået et behov blandt politikere og medier for at placere skyld og spørge, hvem der har ansvaret.”

Skyld er derfor et vigtigt spørgsmål i Barn, hvor trettenårige Jamie dør for hænderne af sin klassekammerat Lykke. Var det blot et hændeligt uheld?

Dag Johan Haugerud har dog ikke så travlt med at give svar, for han mener, at det hele er rigeligt forhastet nu til dags.

”Der kom ret hurtigt film og tv-serier om Anders Breiviks angreb. Det kan være godt at bearbejde noget gennem fiktion, men det er jo også meget kommercielt. Nogle gange har man brug for mere distance, før man kan kaste sig over sådan noget, men den her tendens kommer til at fortsætte,” mener den 55-årige instruktør.

Herhjemme har vi debatten om den kommende Peter Madsen-dokumentar og tv-serien Efterforskningen, og han sender en stikpille til sin landsmand Erik Poppes ellers kritikerroste Utøya 22. juli.

”Alle ser det som vigtigt at behandle det traume, men de unge mennesker, der er med i filmen, gik jo til psykolog et år efter. Hvis medvirkende i en film er nødt til at gå i terapi et år efter optagelserne, er det så i orden?”

Den dårlige samvittighed
Dag Johan Haugerud er op til den danske premiere på Barn – som Ekkos anmelder giver fem stjerner – i København med filmens hovedrolleindehaver Henriette Steenstrup. Hun spiller skolerektoren Liv, der får sit at se til, da en af hendes elever slår et andet barn ihjel.

Før det danske visit var de to i Sverige, hvor filmen vandt hovedprisen på Göteborg-festivalen. Med den følger verdens største pengepræmie i filmfestival-forstand på én million svenske kroner. 

”Jeg kunne se ud fra manuskriptet og ved at kende Dag, at det ville blive en både grusom og smuk film – og morsom, på en temmelig syg måde,” siger 45-årige Henriette Steenstrup med et grin. 

”Det er jo svært at vide under optagelserne, hvordan en film vil se ud, men den er blevet akkurat, som jeg håbede.”

For skuespilleren er det især filmens hverdagsobservationer, der gør historien lige dele troværdig, dramatisk og humoristisk.

I flere scener sidder hun som Liv og skal håndtere kaotiske situationer, hvor hun som chef jonglerer anmodninger fra lærere og frustrerede forældre. Instruktøren lader kameraet rulle mange minutter ad gangen.

”Det var krævende at lave så lange optagelser. Som skuespiller er man vant til pauser, hvor alt skal filmes fra forskellige sider, men det giver en intensitet – og sådan nogle møder er jo lange!” siger Henriette Steenstrup, der som mor til to børn taler af bitter erfaring.

”Alle har sin egen agenda. Sådan er det jo altid, men det gælder i særlig grad, når det handler om vores børn. Så bliver det meget følelsesladet. Folk er måske ikke særligt engagerede i deres børn til hverdag, men den ene gang, de kommer ud på skolen og ser, hvordan deres poder har det, skal al den dårlige samvittighed ud med det samme.”

Sympatisk højrefløj
Det gør kun situationen endnu mere betændt, at Lykke er datter af en socialdemokratisk politiker, mens Jamies far er højrefløjspolitikeren Per Erik. Og som om det ikke var nok, har Liv indledt et forhold til den nationalistiske politiker, hvilket hun skjuler for sin venstreorienterede familie.

”Det politiske lag er der af samme grund som humoren: Det er en del af livet, som vi hele tiden snakker om. På den her måde kunne vi helt konkret snakke om Fremskrittspartiet og venstrefløjen i Norge,” siger Dag Johan Haugerud.

”Barn er ikke en debatfilm, men den viser, hvilket blik vi har på politik og politikere. Vi snakker mest med mennesker, der har samme politiske holdning som os selv, og diskuterer sjældent med dem på den anden side af det politiske spektrum. Det er vigtigt med de nuancer, at en person på det yderste højre kan være sympatisk.”

Instruktøren leder efter det menneskelige i alle sine karakterer. Han er dog meget opmærksom på, at man nok skal respektere det enkelte menneske, men ikke nødvendigvis acceptere deres holdninger.

”Det ekstreme højre er i vækst i hele Europa og bliver mere og mere stuerent. Sådan er det også i Norge, hvor der bliver tolereret ting, der ikke var tilladt for tyve år siden. Alle er blevet mere tolerante i den periode, men det, vi er begyndt at tolerere, er også meget farligt.”

Stille revolution
Den danske fordom om Norge er, at der nærmest bobler penge op fra undergrunden takket være de store oliefelter, som Danmark i sin tid fik forvildet til broderlandet mod nord.

Det er da også en særdeles fotogen skole, der bliver brugt som kulisse i Barn. Men det er nu primært, fordi de mere almindelige skoler ikke ville lægge lokaler til. De havde nok problemer i forvejen og skulle ikke forbindes med en film om et dødt barn, siger Dag Johan Haugerud med et grin.

I de flotte rammer er der optimale muligheder for at præstere, men det er faktisk også problematisk, mener makkerparret.

”Da jeg gik i skole, var der en anden autoritetstro. I dag er det mere individualiseret, og det er godt, at alle kan få, hvad de hver især har brug for,” siger Henriette Steenstrup.

”Men samtidig er det helt umuligt at styre en skole, hvor alle forældre hele tiden vil have, at netop deres barn skal have mere. Det er en svær institution at få til at fungere, fordi der har været den stille revolution, hvor børn bliver målt på resultater, mens lærerne prøver at være der for børnene.”