Et filmmord jeg aldrig glemmer...

KIM FUPZ AAKESON / FORFATTER:

THE KILLING OF A CHINESE BOOKIE
John Cassavetes 1976              
Cosmo Vitelli (Ben Gazzara) har en natklub, han omgiver sig med dejlige damer og dejlige biler, han kan lide at spille om penge, men sidder efter en uheldig nat i bundløs spillegæld til nogle rigtig kedelige karle. De giver ham et enkelt tilbud, han ikke kan afslå: Han skal dræbe en kinesisk bookmaker, så er de kvit. Hele filmen, som titlen så uhæmmet angiver, handler om dette mord, årsag, forberedelse, udførelse — og eftervirkning, hvor livet siver ud af den sårede Cosmo. Og hvad selve mordet angår, viser det sig, at Cassavetes er blærerøven nummer et. For man ser det ikke. Cosmo kommer indenfor i bookmakervillaen, han sniger sig forbi diverse bodyguards, han kommer helt ind til swimmingpoolen, hvor den aldersstegne bookmaker med stålbrille og hængerøv hygger sig med en ung luder. Cosmo ser på ham, han ser på Cosmo, vi ser pistolen, vi hører skuddet, og vi hører det plask, det giver, når en bookmaker falder om i egen pool. Nice.


BRIAN MIKKELSEN / KULTURMINISTER:

BLADE RUNNER
Ridley Scott 1982        
Jeg kan nævne ikke bare ét, men flere filmmord, nemlig den serie drab på replikanter, som Harrison Ford begår som lejemorder i science fiction-filmen Blade Runner. Ford skal opspore og eliminere en gruppe menneskelignende robotter, inden de forvolder skade på mennesker. Altså i bund og grund en klassisk krimihistorie, hvor helten jager de onde robotter og én for én gør det af med dem. I sidste scene vender filmen imidlertid. Harrison Ford har forfulgt den sidste robot op på toppen af et højhus, hvor han dog selv er kommet i problemer. Han er skredet ned ad taget og hænger med det yderste af fingrene i tagrenden. I det øjeblik træder robotten hen til ham, kigger på hans desperate kamp for at holde fast i tagrenden — og løfter ham op i sikkerhed. Det er en magtfuld scene, der tvinger beskueren til at tage filmens morale op til revision. Filmen er ikke en historie om det gode menneskes jagt på de onde robotter. Det er en historie om, at vi i virkeligheden ikke kan være sikre på, hvem der er gode, og hvem der er onde. Vi vandrer alle i mørke. Og hvem har ret til at sætte sig til dommer over et andet menneske og sige: Du har ikke ret til at leve? Hvad Blade Runner fortæller os er, at ingen er moralsk hævet over sine medmennesker. Det betyder ikke, at vi skal give afkald på at udøve magt, for så falder samfundet fra hinanden. Men det betyder, at enhver magtudøvelse skal være funderet på en erkendelse af modstanderens ligeværd.


ALICE DE CHAMPFLEURY / INSTRUKTØR:

BUTTERFLY KISS
Michael Winterbottom 1995
Dræb mig! Eunice er en omflakkende desperado med mord på samvittigheden og en smerte så stor, at hun ønsker at dø. For hende er jorden et helvede. Hun beder Miriam, der elsker hende ubetinget, om hjælp. Målrettet går de to kvinder ved daggry gennem de fredfyldte, tågede engelske marker. De er elskende, de har indgået en pagt. Som legende børn løber de ud i havet og nyder et øjebliks skyldfri lykke, indtil Eunice vender hovedet og siger: Nu! Eunice har givet tegn og venter på sin bestilling. Miriam skal presse hende under vandet, som at presse en klump vasketøj ned i en balje vand. Så let, så svært. Uden en lyd vælter Miriam sig over hende. Hun trykker Eunices hoved og krop under vandet. Stumt og modbydeligt som at aflive kattekillinger, nærværende og ømt som en elskovsscene. Benene spjætter, kroppen gør modstand, vil op, Miriam holder fast. I stilhed kæmper de i et skvulpende hav, med hud, hår og vejrtrækning, som en baglæns fødsel. Et samarbejde om at dræbe. Det kan ikke være mere fysisk, mere sanseligt og mere selvmodsigende. En brutal aflivning og et kærligt medlidenhedsdrab udført i en underspillet realisme. Et klaustrofobisk mareridt så hudnært skildret, at det føles virkeligt. Kroppen bliver slap. Eunice er død. Kampen er overstået. Efterladt alene i helvedet holder Miriam om de livløse lemmer, vugger dem som et elskede lille barn. Tilbage er kun lunkent vand, en kold virkelighed, en død krop.


MOGENS RUBINSTEIN / JOURNALIST:

SJAKALEN
Fred Zinnemann 1973               
Når jeg — trods det store antal af filmmord — relativt let kan finde en favorit, er det fordi denne type mord eller mordforsøg er eminent godt drejet — i flere udgaver endda. Og samtidig har den alle de elementer, der gør det banale drama til noget særligt. Navnet er Sjakalen. Der er endda mulighed for at vælge mellem dén, hvor Charles de Gaulle skal dræbes (1973), og dén med Bruce Willis, Richard Gere og Sidney Poitier (1997), hvor det er en amerikansk politiker, som er på sigtekornet. Lejemordet er fællesnævneren for filmene, der forstår at holde spændingen længe, meget længe. Og selv om vi alle går ind i biografen vel vidende, at den tidligere franske præsident Charles de Gaulle døde af alderdom, er Sjakalen lavet, så man får en lille tvivl om, hvad der er historisk virkelighed, og hvad der er film. Det er den samme form for grænseland mellem Historien og filmen, jeg ser frem til, når filmatiseringen af Dan Browns roman Da Vinci Mysteriet i 2006 rammer det store lærred. Også her er der tale om en eller anden form for bestilt mord i en større sags tjeneste. Indtil videre forbliver Sjakalen i Fred Zinnemanns oprindelige udgave fra 1973 favoritten. Også fordi det i sig selv er en bedrift, at det for seeren nærmest bliver lige meget, om kuglen rent faktisk forlader våbnet og rammer det udsete offer. Spændingen er det vigtigste, selve drabet — hvis det finder sted — det underordnede.


EBBE IVERSEN / FILMKRITIKER:

EN LILLE FILM OM KUNSTEN AT DRÆBE
Krzysztof Kieslowski 1988
Det kan tage ulideligt lang tid at slå et andet menneske ihjel. Denne ubehagelige kendsgerning er man tilbøjelig til at glemme bekvemt i biografen, for folk på film er næsten altid høflige nok til at dø hurtigt, og filmmord rummer ofte det beroligende budskab, at det gør ikke særlig ondt og kan i øvrigt være herligt underholdende at se på. Aldrig er denne amoralske løgn blevet demaskeret så effektivt som i Krzysztof Kieslowskis En lille film om kunsten at dræbe, alias film nummer fem i den mægtige Dekalog-serie baseret på de ti bibelske bud. I filmen slår en grim ung døgenigt uden nogen påviselig grund en taxachauffør ihjel i hans bil, og det tager en evighed, for den blege ungersvend er ingen erfaren morder, og chaufføren vil sgu ikke dø frivilligt, så forbrydelsen bliver klodset og panisk og endeløs og mere og mere ubærlig at overvære. Det er en sund pointe, at taxachaufføren ikke virker særlig sympatisk — moralisten Kieslowski vil ikke lade vores chokerede afsky basere sig på banal sympati med offeret — og det er en grum pointe, at endnu et meningsløst mord bliver begået i filmen, da den magre unge mand som en kølig ekspeditionssag henrettes for sin forbrydelse. Men især mordet på chaufføren er brutalt, hæsligt, kvalmende og totalt uforglemmeligt. Det er stor kunst, som — tror jeg — ligner virkeligheden uhyggeligt godt.


JAN FOGT / FILMCENSOR:

M
Fritz Lang 1931
Som filmcensor har jeg mødt en kavalkade af eksplosioner, skud, sværddrab, kvælninger, lystmord, selvmord og massemord. Det er imidlertid en af filmhistoriens mindst spektakulære mordscener, som har gjort det dybeste indtryk. Fritz Langs M fra 1931 er et uhyggeligt og tragisk mesterværk på højde med Aischylos og Sofokles, og som hos de gamle grækere behøver Lang ikke engang at vise os grusomhederne for at få os til at gyse. Mordet på den lille pige i filmens åbningsscene sker helt uden for billedet. Hvad vi ser, er kun tomme eller næsten tomme billeder, fraværets metaforer for døden: legende børn set i sært fugleperspektiv, en skygge hen over en plakat, en mors ængstelige kalden, en tom tallerken, en tom trappeopgang, en tom gade, en bold der ruller stille ind i billedet, en ballon der stiger til vejrs mellem telefonpæle, en montage af tomhed og alligevel ved vi nøjagtig, hvad der foregår. Ligesom de gamle grækere undlader instruktøren ikke at fortælle os, hvad der er sket, men først bagefter. Hos grækerne kommer der et bud ind fra højre og beretter om det grufulde. Hos Lang derimod udkommer der selvfølgelig en ekstraudgave af den lokale sensationssprøjte, hvis headline— ET GRUSOMT MORD ER BEGÅET — skriges ud over byen. Og mesterligt er også det portræt, Lang tegner af morderen, en mand der balancerer mellem skyld og uskyld, og som derfor udløser netop den blandede følelse af rædsel og medfølelse, der er tragediens væsen.


CHRISTOFFER BOE / INSTRUKTØR:

REBET
Alfred Hitchcock 1948
Film kan groft sagt opsummeres i to handlinger: kysset og mordet. Som lille dreng var det mordet, der fascinerede i alle dets afskygninger, men det mord, som ændrede livets gang for mig, var et ideologisk mord — et mord, hvor motivet ikke var hævn, penge eller kvinden, men selvrealisering. Jeg var vel elleve eller tolv. Filmen var egentlig Fleischers Compulsion, men jeg opdagede hurtigt, at Hitchcock havde lavet Rebet (begge film bygger på Loeb og Leopold-sagen), så jeg vælger denne film. Hitchcock er nu engang Mesteren — mordet er i hvert fald hans kunst. I Rebet dræber to unge mænd, der har læst for meget Nietzsche, en uskyldig ven for at bevise deres egen overmenneskelighed. Mordet er i sig selv ikke voldsomt, men konteksten, hvori det placeres, gør mordet til selve øjet, hvormed filmen aflæses. Hvert eneste blik, hver eneste kamerabevægelse, handler om dét mord. For liget ligger i en kiste i stuen, hvor filmen udspiller sig, som var det ét langt take. Vennerne er på besøg. Der konverseres. Og den myrdedes fravær diskuteres. Alt imens står kisten med sin hemmelighed som et monument på deres bedrift, på mordets storslåede vanvid, mordernes vilje som eneste gældende lov. Det er mordets eneste funktion: at bevise, at det kunne lade sig gøre. Det er samtidig Hitchcock i sin ypperste form. Dybt pervers og uendeligt tilfredsstillende. Bagefter købte jeg en antikvarisk udgave af Nietzsches Also Sprach Zarathustra. Øjnene blev dog hurtigt trætte, og jeg vendte tilbage til lærredet, hvor jeg siden fandt kysset, kødets lyst og sjælens ubodelig ensomhed.


RIKKE SCHUBART / LEKTOR:

ROBOCOP
Paul Verhoeven 1987
Der er forskel på drenge og piger. Hvorfor ved jeg ikke, men første gang, jeg forlod biografen i utide og slæbte en kæreste med ud, var da Murphy blev skudt i smadder af grinende psykopater i RoboCop. Hvorfor griner psykopater altid? Egentlig er Verhoevens sci-fi-actionfilm både satirisk og samfundskritisk og ganske subtil, men som novice i actionfilm gik det subtile hen over hovedet på mig. Jeg levede mig fuldstændigt ind i politimanden Murphy (Peter Weller), der har forfulgt forbryderne til deres skjulested. Afvæbnet og omringet er han prisgivet deres nåde. Først får Murphy skudt den ene hånd af, dernæst ryger armen, og til sidst ligger den maltrakterede, blødende politimand på jorden, skrigende. "Gør det ondt, gør det ondt?" vrænger banden, da anføreren skyder Murphy en kugle for panden. "Sov godt, kære prins," jubler psykopaterne og forlader liget. Men "liget" genopstår som filmens cy-borg-helt: RoboCop. Spørgsmålet er nu, om cyborgen er mere menneskelig end menneskene. Og her er forskellen på drenge og piger. Piger (i dette tilfælde mig) reagerer impulsivt på den ubehagelige vold. Drenge forstår derimod, at filmvold — ud over at være chokerende og spektakulær — også har en mission. Murphy dør for at genopstå som RoboCop og legemliggøre en diskussion af menneske over for maskine, moral over for penge, forbrug over for følelse. Men det opdagede jeg først ti år senere, da jeg forskede i actionfilm og så RoboCop til ende.


KIM FOSS / NATFILM FESTIVALEN:

THE RAT CATCHER
Andrzej Czarnecki 1986
Mord kan iscenesættes til optimal effekt, men kan Steven Seagal nogensinde overtrumfe "rigtige" snuff-film fra Abu Ghraib og Guantanamo Bay? Nej vel, og derfor er denne skribents "favoritmord" da også helt autentisk. Polske Andrzej Czarneckis The Rat Catcher (1986) er en i bogstaveligste forstand lille film (22 minutter) om kunsten at dræbe. Den kørte på Odense Film Festival for mange år siden, og det er begrænset, hvor mange enkeltstående scener der står tilbage på den indre harddisk. Indtrykket af den totale tilintetgørelse er til gengæld uudsletteligt. The Rat Catchers helt er angiveligt Polens eneste rottefænger, der kan udslette dyr på industrielt niveau. I filmen eksperimenterer han lystigt med akvarier og druknedød, mens han fortæller, hvorledes man doserer giften, så dyrene ikke lugter lunten eller bliver resistente. Man skal helst gå langsomt og metodisk til værks, argumenterer rottefængeren, der dog også forstår at svinge køllen, når en tilfældig rotte pludselig træder inden for hans aktionsradius. Metoderne er sikkert de samme, når det gælder "rigtige" udryddelseslejre til "rigtige" mennesker.