Et filmprograms fødsel

”Mit navn er Mikkel Munch-Fals, og jeg er 35 år gammel. Når jeg går i haven, kan man se to tredjedele af mine baller, og når jeg overanstrenger mig med en skruetrækker, tisser jeg en lille smule i bukserne. Det betragter jeg som et tegn på, at jeg er moden nok til at forholde mig kritisk til min omverden, til de film, der afspejler min verden, og de film, der vil have mig til at glemme den. God aften og velkommen.”

Danmarks nye filmprogram er i luften. Godt nok kun i den luft, der cirkulerer i et lille redigeringsrum i DR Byen. Men den lille skare af DR2-medarbejdere ånder alligevel lettet op, da de i april 2008 hører den nye filmvært Mikkel Munch-Fals’ bekendelser i den allerførste programtest. Den proces, der er gået forud, har nemlig været usædvanligt lang og opslidende.

Ud af reservaterne
DR har en stolt tradition for filmformidling.

Den har groft sagt udviklet sig fra hyggelig forbrugeroplysning med Bjørn Rasmussen i 1960’erne over I. C. Lauritzens didaktiske pegefinger i 70’erne til Ole Michelsens elegante løft på hatten i Bogart, der med sine sytten år (1985-2002) er det længst eksisterende filmprogram.

”Spøgelset Ole.”

Sådan bliver han ofte kaldt blandt folkene bag filmprogrammet. ”Intet har kunnet måle sig med hans frankofile spydigheder,” som DR2’s kanalchef Arne Notkin udtrykker det.

For nogle år siden stoppede Bestseller, Viva og Filmland (Bogarts afløser med Søren Høy i spidsen). DR2 ville ”lukke kulturen ud af reservaterne”, som kanalen kaldte det, og kunstformidlingen skulle nu findes rundt omkring på programfladen i temaaftener, Deadline eller Smagsdommerne.

Kritikken fra fremtrædende kulturdebattører har siden været benhård, og nu er tiden for DR så kommet til at gå tilbage. Men på en ny måde. Reservaterne skal i dag bygges med ganske andre materialer end tidligere. Engang injicerede DR’s eksperter viden ind i seerne. Så begyndte de at formidle den. Og nu skal den helst underholdes ind under hjernebarken på de rastløse og oplevelsessultne seere.

Ganske atypisk var det DR’s generaldirektør Kenneth Plummer selv, der i februar 2007 varslede det nye filmprogram ved en debataften i Grand Teatret i København. ”Vi har brug for det, fordi filmen er den mest populære kulturform,” lød argumentet. Men generaldirektøren forsikrede samtidig, at programmet skulle være ganske anderledes end Bogart. ”Autoriteterne er under pres, og de skræmmer folk væk,” sagde generaldirektøren.

Men hvordan undgår man at skræmme folk væk fra filmreservatet? Selv ikke DR’s general havde formentlig forestillet sig, at der skulle gå over halvandet år, før programmet blev en realitet.

Værten betyder alt
I sommeren 2007 er DR præget af sparerunder. Langt de fleste idéer bliver ved snakken, men opbakningen til et filmprogram varer ved, og programredaktør på DR2 Peter Gren Larsen får til opgave at føre det ud i livet. Han regner med, at det bliver et hurtigt overstået venstrehåndsarbejde.  

”Et filmprogram burde være det letteste i verden at lave,” siger han og håber på et program, der får 80.000 seere. Han vil blive skuffet, hvis det konsekvent kommer til at ligge under 50.000. Til sammenligning har succesen Smagsdommerne cirka det dobbelte.

Hen over sommeren skitserer Peter Gren Larsen et løst koncept. Humor og troværdighed er nøgleordene, og ugens premierefilm skal være i fokus. Værten er altafgørende. På DR1 snakker man om X Factor. På søsterkanalen taler man om en ”DR2-kant”, om at finde en personlighed, der ikke bare går ind i konceptet, men som konceptet kan bygges op omkring. Som Clement Kjersgaard, Adrian Hughes eller Mikael Bertelsen.

”I er to tilbage”
I starten går det strygende. Allerede ved den første castingrunde forelsker redaktionen sig i en vært. Men den udvalgte takker nej af familiære årsager og derefter begynder det at trække i langdrag.

I oktober 2007 er der endnu en casting. Blandt de håbefulde er den 23-årige filmbuff Søren Langelund, som til kameraet taler om internationale filmtendenser og exploitation-filmen Amazonia, som han har fået tilsendt på forhånd af redaktionen.

33-årige Frederikke Lett går samme tur igennem. Hun er jurist, men har altid haft film som sin store passion og vil nu tage springet. Hun taler varmt om Lady Chatterleys elsker.

Begge kandidater sig godt, og i november får de hver især en mail, der næsten får deres drømme til at materialisere sig.

”I er nu to tilbage.”

Til den afgørende casting skal de improvisere. ”Du skal vise, at du også kan være vred,” får Frederikke Lett at vide. ”Casteren gav udtryk for, at jeg havde været for pæn en pige inden da,” fortæller hun.

Notkin nulstiller
Begge kandidater får fornemmelsen af, at folkene bag er usikre på, hvor de vil hen med programmet. Og de har ret.

I november tager tingene en 180 graders drejning. Arne Notkin bliver ansat som ny chefredaktør på DR2, og han er ikke tilfreds med udviklingen. Han kan ikke få øje på den nye tilgang til film, som man ikke i forvejen kan se i Aftenshowet eller Deadline.

”DR2 har tidligere fravalgt at have et filmprogram, fordi det ikke blev set. Måske fordi folk er trætte af reservaterne. Måske fordi vi har været for dårlige til at lave dem,” siger han.

Omkring årsskiftet fylder tolv-fjorten plancher væggen i chefredaktionen. Arne Notkin har nulstillet processen og bedt redaktionsleder Kåre V. Poulsen lave en brainstorm over, hvordan filmprogrammet kan se ud.

Smagsdommerne med film. Debatten med film. Kåring af den bedste danske film nogensinde. Debat i biograferne efter forsamlingshusmodellen. Interview med stand up-komikere. Nyt aspekt af filmkunsten i fokus hver uge … forslag er der nok af.

Chefredaktionen lader plancherne hænge til skue i tre måneder. Som et monument over, at man ikke plantede flaget, før terrænet var afsøgt.

Kvinde vs. mand
Arne Notkin og Peter Gren Larsen bestemmer sig for en model, hvor to meget forskellige værter, en mand og en kvinde, skal diskutere ugens film. De vil væk fra forestillingen om, at anmelderen har den endelige dom. Film er en social aktivitet, og det skal honoreres.

”Der er dem, der græder i stride strømme, og dem, der er uberørte, når de kommer ud fra en Susanne Bier-film. Her kan vi få begge typer repræsenteret,” siger Kåre V. Poulsen.

Søren Langelund får at vide, at han ikke passer ind i det nye koncept, mens Frederikke Lett bliver prøvet igen. Ligesom to andre kvinder sættes hun sammen med fire forskellige mænd for at diskutere Things We Lost in the Fire og Soning.

I midten af april i år erfarer hun, at hun ikke bliver valgt. Hun når aldrig at møde andre end casteren og fotografen ansigt til ansigt. ”Det var min største drøm, der sivede ud efter et halvt års rutschebanetur af følelser,” fortæller hun.

Folk, der ikke går i biffen
”Måske kunne vi godt have fundet to, hvis kemi kunne opbygges over et halvt år. Men den tid havde vi bare ikke,” konstaterer Peter Gren Larsen. På redaktionen er brynene rynkede. Det kan ses på samspillet, at parrene ikke kender hinanden i forvejen. ”Vi kom til at mangle naturlighed og autoritet, eller også gik der for meget uinteressant sniksnak i den,” siger Arne Notkin.

Matheden sænker sig. Kandidater fra de fjerneste afkroge af filmmiljøet har været til casting. Stand up-komikere, nyhedsværter og branchefolk. Intet har siddet i skabet. ”Det hang os ud af halsen – hvad fanden skulle vi nu gøre,” sukker Arne Notkin.

Der er behov for at trykke på nulstil-knappen. Endnu engang. Arne Notkin går i dialog med en konsulent fra DR’s programudvikling. Først sætter de sig for at undersøge, hvem målgruppen for filmprogrammet præcist er. De finder ud af, at målgruppen er mellem 30 og 50 år og kun sjældent har tid til at gå i biografen. Men de har gået meget i biografen og vil gerne kunne tale med om de aktuelle film. Filmprogrammet skal skarpt fortælle dem, hvilken af ugens film de skal købe billet til, hvis de for en sjælden gangs skyld får børnene afsat.

”Vi henvender os ikke først og fremmest til folk, der læser Ekko,” understreger Peter Gren Larsen.

Han dér er da god!
Arne Notkin og konsulenten laver en stram tidsplan. Værten skal findes i en fart. Kåre V. Poulsen afsøger igen filmmiljøet, og han ringer til Zentropas Meta Louise Foldager og spørger, om hun vil til casting. Det synes hun er så sjovt, at hun kører ind i bilen foran sig. Lars von Triers producer har intet ønske om at skifte job.

”Men til gengæld kender jeg en ung instruktør. Han er lynende intelligent og dybt selvironisk,” fortæller hun DR.

En kvindelig redaktionschef kommer forbi, da et par DR-medarbejdere står og kigger på en casting-optagelse. ”Ham dér er da god,” udbryder hun. De andre nikker. Værtsaspiranten har ikke nået at skrive noget ned, men alligevel taler han flydende og underholdende om The Darjeeling Limited og Alien vs. Predator – Requim i tyve minutter.

”Tænk på Spise med Price. Vi ved, at Adam og James kan deres kram, men de kan også fyre noget af gennem sidebenet,” siger Peter Gren Larsen.

Redaktionen har ledt efter troværdighed med et glimt i øjet. Og ingen af dem er i tvivl: Her er værten, og han har været ventetiden værd.

Talentfuld enspænder
Mikkel Munch-Fals er til filmkunst. Og populærkultur. Han sluger begge dele råt, og så er han et opslagsværk af – som han siger – ”unødvendig” viden om amerikansk film.

Han søger i sine sene teenageår ind på Filmskolen. Uden held. I stedet uddanner han sig i Filmvidenskab. Han både maler, tegner og skriver. Sideløbende med studierne udstiller han collagekunst på gallerier. I 2001 indtager han andenpladsen efter Wulffmorgenthaler i en Politiken-konkurrence om at finde Nikoline Werdelins sommerafløser. Mikkels stribe Alice og Ugge kører i avisen gennem en lille måned.

Han begynder at skrive manuskripter. Da han arbejder på ét til Lars Kaalund, siger filmkonsulenten til ham: ”Du skal da hellere selv komme i gang med at instruere.”

Mikkel kender Meta Louise Foldager fra universitetet. Med hende som producer laver han to kortfilm på Filmværkstedet. I den barske Partus spiller Bodil Jørgensen en læge, der forsøger at hjælpe sin retarderede, hjemløse søn. Filmen får en Robert for årets bedste kortfilm i 2006.

I branchen beskrives Mikkel Munch-Fals som et yderst lovende multitalent med en usædvanlig sans for billedkompositioner. Han betegnes også som en enspænder, der sjældent hænger ud i baren, når filmfolkene går til fest.

Farvel til andagten
Mikkel Munch-Fals når både at vaske gamle mennesker på et plejehjem, medudvikle brætspilsuccesen Bezzerwizzer og få en fast stilling i kommunikationsfirmaet Mediestunt, inden han går til casting på DR i maj 2008.

Han har egentlig ikke de store forventninger. Men kort tid efter er DR i røret. Om han vil komme på konceptværksted mandag formiddag som den nye vært?

I to dage diskuterer han og DR-medarbejderne intenst konceptet for programmet. Noget ender i papirkurven, andet står sin prøve.

De vælger et enkelt koncept: en vært, et simpelt studie og filmklip, som værten går i dialog med.

Formen skal være frisk og pågående. ”Programmet lægger afstand til den andægtige og selvrosende tone, der præger filmmiljøet,” står der i oplægget, og Jon Stewart nævnes som forbillede. Mikkel kan – ligesom den amerikanske tv-vært – stoppe midt i et klip, hvis han synes, det er sjovt eller pinligt. Han kan også tegne sin anmeldelse op på det store lærred bag sig. Eller gå i clinch med en anmelderkollega, ringe instruktøren op eller ...

”Jeg vil gerne lave noget andet end den gængse anmeldelsesform, hvor man giver et handlingsreferat og siger lidt om instruktøren og skuespillerne. Jeg vil skabe en tv-oplevelse. Det må gerne være, som hvis Tom Wolfe lavede en filmanmeldelse – uden at det skal gå hen og blive Monty Pythons cirkus,” siger han.

Værtens mening skal ikke stå uimodsagt. Som et fast indslag fortæller en udvalgt gruppe af filmentusiaster deres uforgribelige, uforbeholdne mening om én af ugens film. Og programmets navn? DR2 Premiere, efter at titler som Jack, Samurai, Movie Klip og DR2 Film er blevet diskuteret heftigt.

100 procent kunstner
”Jeg er ikke anmelder af hjerte,” erkender den nye filmvært. ”Jeg er 100 procent kunstner, som tager en time out for at blive anmelder.”

Mikkel Munch-Fals har fået udviklingsstøtte til sin første spillefilm for Zentropa, men DR har krævet projektet stillet i bero, mens han arbejder for stationen.

Det er ok med Mikkel. Han kan endnu ikke leve af at lave film, så at leve af at tale om film er det næstbedste, han kan forestille sig. Og tilbuddet om at være filmvært på DR kommer kun én gang i livet. Instruktørkarrieren må vente.

Der er meget få eksempler på filmanmeldere, som selv har en instruktørbaggrund. Mikkel håber, at det giver ham en særlig vinkel på filmkunsten. Han ved dog også godt, at hans baggrund placerer ham i en udsat position. Hvad nu, når han skal anmelde den næste film produceret af Meta Louise Foldager?

”Jeg har fortalt hende, at hun lige kan vove på at lave noget lort,” svarer han med et grin.

Provinsiel benovelse
I redigeringsrummet overværer Mikkel sin egen hårde anmeldelse af Søren Kragh-Jacobsens Det som ingen ved i den første programtest.

”Det dér, det bliver sgu for perfidt,” udbryder værten. Han kan ikke lide at være ond, slet ikke over for noget, andre har lagt sved og tårer i. Han vil overveje sit ordvalg grundigt, når han anmelder danske film.

”Man snakker også pænere ved middagsbordet om folk, når de sidder ved siden af,” siger han.

Men de danske film skal stramme sig an, hvis Mikkel Munch-Fals skal drysse sit stjernestøv ud over dem. Han respekterer allermest de instruktører, der virkelig investerer noget af sig selv, for eksempel som den skånselsløse tabu-udfordrer Todd Solondz fra USA. Mindre begejstret er han for velpolerede danske genrefilm – som Det som ingen ved.

”Jeg hopper ikke på den der provinsielle benovelse, hvor anmelderen allerede er oppe på fire stjerner, hvis man har haft råd til en dygtig belyser og husker at skjule boomstangen.”

Nu eller aldrig
I DR’s kulturafdeling er man spændt. Kan det nye nicheprogram bære?

De kreative idéer skal spire fra tilrettelægger Jon Adelsten og Mikkel Munch-Fals’ hoveder. Mandag efter mandag. Og opfindsomheden kan godt risikere at blive kvalt, når programmets kun tre fuldtidsansatte også skal ordne alle de praktiske sager.

De får travlt, og meget står på spil. For ikke alene vil filmprogrammet give et fingerpeg om, hvorvidt DR2 formår at gøre reservaterne tillokkende igen. Lider DR2 Premiere en stille død, kan det besegle skæbnen for filmprogrammer i fremtiden. Og så bliver Spøgelset Ole ved med at gå igen i DR Byens gange.