Interview
06. dec. 2022 | 11:24

Et godt manuskript får alt til at blomstre

Foto | Andreas Vinther
Manuskriptforfatterne Kasper Schlüter, Frederik Rye, Marie Bjørn og Andrea Winding har i løbet af deres tid på Super16 markeret sig som store talenter i dansk film.

”Det handler om at gøre hinanden bedre,” siger manuskriptforfatterne på Super16, der har taget et stort skridt mod ligestilling på uddannelsen.

Af Nicki Bruun

Der findes i filmens verden en idé om, at den store kunst gerne slår ned som et lyn fra en klar himmel i et auteur-geni, der oftest er en visionær instruktør.

Den antagelse har meget lidt med virkeligheden at gøre. Mens åbenbaringer godt kan opstå ud af det blå, er film altid et resultat af holdarbejde.

”Den underlige fascination af geniet er virkelig bare en gammel myte. Film skabes af et kollektiv, hvor alle funktionerne er vigtige,” siger en af årgangens manuskriptforfattere, Marie Bjørn.

”Det handler om at gøre hinanden bedre. Hvis manuskriptet er godt, kan instruktøren blomstre bedre, og sådan går det hele vejen rundt,” fortsætter hun.

Find filmens kerne
Ellevte årgang på Super16 viser deres afgangsfilm på Ekkos hjemmeside frem til 8. december. Men de fire manuskriptforfattere er allerede temmelig etablerede i den danske filmbranche.

Andrea Winding var med til at skrive Andrias Høgennis kritikerroste DR-serie Ingen vej tilbage, der fik premiere i starten af året. Foruden filmene på Super16 har hun også skrevet Peter Ahléns kortfilm Akvarieklubben, der kan ses på Ekko Shortlist.

Frederik Rye er et kendt navn i Ekkos spalter.

Han vandt i 2018 prisen for bedste manuskript ved Ekko Shortlist Awards for kortfilmen Det vi mister, og så har han sammen med Super16-instruktøren Teys Schucany lavet en Viaplay-serie, der får premiere til foråret.

Også Kasper Schlüter har vundet manuskriptprisen ved Ekko Shortlist Awards. Det var i 2015, hvor han sammen med instruktør Sigurd Kølster snuppede prisen for Ude i havet.

Endelig blev Marie Bjørn i 2020 Reumert-nomineret som årets dramatiker for teaterstykket Apokalypse. Hun har dog ikke været med til at skrive nogle af årgangens afgangsfilm, fordi hun har haft så travlt med andre projekter, at hun tog orlov.

Mens manuskriptforfatterne har mange jern i ilden, har de efter eget udsagn lært en masse af at arbejde med de andre filmskabere på Super16.

”Noget af det fedeste har været at arbejde sammen med tre helt forskellige instruktører. Det har virkelig givet muligheden for at dykke ned i, hvordan folk tænker,” siger Kasper Schlüter, der er manuskriptforfatter på afgangsfilmen Bjergets tårer.

”Det har gjort mig mere parat til at møde en ny instruktør eller producer ude i branchen. Og så er jeg blevet klar over, hvad mine styrker er, og hvad jeg kan bidrage med. Fordi vi har lavet så forskellige film på kort tid, er vi blevet trænet i, hvordan forskellige idéer møder folks ører,” fortsætter manuskriptforfatteren.

”Man kan jo fortælle om den mest spændende film på en sindssygt kedelig måde. Det kan skyldes, at man ikke er klar til at tale om projektet. Men jeg er blevet bedre til at finde ind til kernen af en film. Nogle instruktører kan jo formulere deres intention fra første øjeblik, mens andre først kan gøre det, når filmen er færdig.”

Ingen ensom forfatter
Frederik Rye har skrevet både Flygt frys kæmp og Splittet af afgangsfilmene.

Sidstnævnte er skrevet i samarbejde med Jahfar Muataz, der har ladet filmen basere på sin personlige historie. Derfor var fortællingen fra starten ret langt i processen, mens det modsatte var tilfældet med Teys Schucanys Flygt frys kæmp.

Instruktøren sagde få måneder inden optagestart, at han ikke følte for det projekt, de var i gang med. Derfor blev der truffet en hurtig beslutning om at gå i en anden retning, hvilket var en spændende udfordring.

”På første år skrev jeg også to film, så jeg havde lidt træning i, hvordan man kan dele det op. Men det er lidt ligesom at være skilsmissebarn. Og fordi skriveperioden er komprimeret, bliver nødt til at være ret effektiv,” siger Frederik Rye, der ikke lever op til myten om den ensomme forfatter.

”Min erfaring er, at det faktisk er skræmmende lidt af tiden, der går med at sidde og skrive. Men jeg vægter også samarbejdet højt. Så 90 procent af tiden går med snakke, tekst på tavler og alverdens ting og sager, mens ti procent af tiden går med at skrive det ind i en computer.”

Mere fokus på manus
Super16 er en forening, som drives af de medlemmer på de aktuelle to årgange. Derfor står de for det hele selv, men det giver dem samtidig frie hænder til at lave ændringer.

Ellevte årgang besluttede, at der i stedet for kun fire manuskriptforfattere skulle optages seks af slagsen på årgang tolv ligesom på instruktør- og producerlinjen.

”På den måde får alle mulighed for at prøve at arbejde med en manuskriptforfatter, mens de går på Super16, og vi kan være med til at imødekomme den større og større efterspørgsel på manuskriptforfattere i filmbranchen,” siger Andrea Winding.

Hun suppleres af Frederik Rye, der har været meget glad for sine samarbejder på Super16.

”Det er et forsøg på at spejle den virkelighed, der er ude i branchen. Her får forfatterne mere og mere at sige og spiller en stadigt større rolle, især i tv-serier,” lyder det fra manuskriptforfatteren.

”Efterhånden er manuskriptforfattere mere ligestillet på Super16. Det er en udvikling, som har taget tid. Men i vores tid på Super16 har vi taget et stort skridt hen imod det.”

Kommentarer

Marie Bjørn

Manuskriptforfatter.
Født 1991 i Esbjerg.

Kasper Schlüter

Manuskriptforfatter.
Født 1989 i Hedehusene.

Andrea Winding

Manuskriptforfatter.
Født 1992 i København.

Frederik Rye

Manuskriptforfatter.
Født 1994 i München, opvokset i Aarhus.

© Filmmagasinet Ekko