Et hul i mit hjerte

 Det er en jetlagged Lukas Moodysson, som stiller op til interview i restaurant Sult i Filmhuset, København. Han er lige kommet hjem fra New York og er fuld af indtryk fra mødet mellem hans nye film Et hul i mit hjerte og det amerikanske publikum. Han har haft mange gode oplevelser med tilskuere, men til gengæld tror han ikke, at de amerikanske kritikere kan lide filmen. Det viser sig at være rigtigt, da anmeldelserne kommer. New York Times' anmelder konstaterer, at filmens barske indhold og kaotiske form mest gav ham hovedpine og lyst til at lukke øjnene.

Et hul i mit hjerte er sandt nok ikke en film, det er let at holde af. I en fragmenteret, kaotisk stil med indklip af blandt andet en skamlæbeoperation fortælles en historie om tre mennesker, der indspiller en amatør-pornofilm i en lille, svensk forstadslejlighed. Filmens instruktør, Rikard, er far til en misantropisk teenager, der også opholder sig i lejligheden, men forsøger at ignorere sin fars projekt og hans to hovedrolleindehavere.

Lukas Moodysson ville oprindelig have lavet en film om den amerikanske pornoindustri, men som han fortæller, mens vi får en svensk mineralvand - der i danske ører meget apropos kommer fra et sted med det uheldigt klingende navn Bollebygd - trængte en anden film sig pludselig på og måtte laves først. 

"Da tanken om Lilja 4-ever pludselig dukkede op, var det som at få en opgave. Den film skulle bare laves, og jeg måtte tilsidesætte mine egne projekter og lave den før alt andet. Da jeg siden genoptog arbejdet med den anden film i pornomiljøet, bestemte jeg mig for at flytte historien til Sverige. Det ændrede naturligvis historien, for oprindelig havde jeg tænkt, at filmen også skulle handle om det amerikanske sygesikringssystem."

"Under min research fandt jeg mange interessante historier - blandt andet én om en ung kvinde, der fik kræft, men var nødt til at fortsætte med at lave pornofilm for at betale sine regninger. Hun blev sygere og sygere, og jo dårligere hun fik det, jo dårligere film måtte hun lave, for der er et hierarki baseret på udseende i branchen. Hun faldt bare, men det tema forsvandt, da historien flyttede til Sverige."

Ti sekunders ydmygelser
Lukas Moodysson ved godt, at hans nye film til tider kan være næsten ubærlig at se med de mange ydmygelser, karaktererne bliver udsat for. I forbindelse med den svenske premiere sagde han, at filmen var et måltid, og han vil ikke tygge maden for publikum. I dag er han mere åben for at tale om filmens forskellige handlingstråde, men det er vigtigt for ham ikke at overforklare sine film. De skal leve deres eget, langsigtede liv. 

Et hul i mit hjerte handler om den ydmygelseskultur, som Moodysson synes præger den vestlige verdens medier. Tidligere snakkede Andy Warhol om femten minutters berømmelse, men i dag handler det snarere om ti sekunders ydmygelser på landsdækkende tv, hvor de mest intime sider af privatlivet udstilles for åben skærm. 

"I Sverige har mange udelukkende opfattet filmen som et angreb på pornoindustrien, og det er den virkelig ikke," fortæller han. "Den er både et angreb og et forsvar, men den er også en masse andre ting. Der er mange forskellige tråde i filmen, men det vigtigste er nok at skildre, hvad der sker med mennesker, som udsættes for et uhørt stærkt kulturelt pres. Det pres handler ikke så meget om pornografi, det handler snarere om at leve under et pres fra hele vores vesterlandske kultur, som efter min mening er i krise."

"Filmen handler også om, hvordan fortiden altid er med os. Jeg har nok hele tiden tænkt, at faren Rikard og sønnen Erik er samme person. Man kan se det på navnene, ERIK-RIKard. De er samme person i to aldre. Når man bliver voksen, har man altid den lille dreng, man var tidligere, med sig. Og han protesterer!"

Slås med historier
Et af de billeder, som sætter sig stærkest på nethinden, er af sønnen Erik med hudfarvet plaster for øjnene. Undervejs får man som tilskuer flere gange selv trang til at afskærme sig fra filmens kaotiske billedbombardement. Ifølge Lukas Moodysson er filmen ellers ikke blevet nær på kaotisk, som det var tanken.

"Jeg gik egentlig efter en mere kaotisk stil, men det lineære og historierne trængte sig på. Jeg slås meget med det med historier. På den ene side er der nogle filmkonventioner og genrer, som jeg arbejder med, og jeg kunne da godt forestille mig at lave en amerikansk komedie engang. Men dybest set er jeg mere interesseret i detaljer og alt andet. Det med at fortælle historier for enhver pris er en vældig forenkling. Det er en konstruktion, for sådan er livet jo ikke. Livet er ikke fuld af små historier, som starter og slutter et sted. Man fødes og dør, men derimellem der bare en masse uafsluttede historier."

"Og det er nok sådan, jeg også ser på det at lave film. Jeg slås meget med, om jeg skal afslutte mine historier eller ej. Jeg opfatter den her film som fuldstændigt uafsluttet. Af de der femten-tyve tråde, som løber gennem filmen, er der måske tre-fire stykker, som bindes sammen. De andre fortsætter videre."
 
Modstridende følelser
For Lukas Moodysson er det positivt, at man som publikum ikke bare umiddelbart kan aflæse en film, men må arbejde med den undervejs og bagefter.

"Da jeg viste Et hul i mit hjerte i London sagde en ældre dame, at hun virkelig godt kunne lide Lilja 4-ever, men denne her film kunne hun overhovedet ikke lide. Hun ville ikke sige, at hun hadede den, men hun sagde, at hun måtte kæmpe med den. Det synes jeg er fint, for man skal tage ting med sig, og livet er meget mere kompliceret - det kan ikke bare gøres op i godt og dårligt."

"Jeg synes også, det er interessant, hvis man sidder og skifter mellem at synes, at noget er forfærdeligt dårligt, og at det samtidig berører én. Den følelse er meget spændende. På flyet hjem så jeg lige Shall We Dance med Richard Gere. Skulle jeg anmelde den, ville jeg nok skrive, at den var dårlig. Men samtidig må jeg erkende, at jeg var grebet af visse øjeblikke, for eksempel når Gere træffer sin søn og genforenes med sin kone. Så kom jeg til at savne min kone endnu mere. Filmen gjorde altså noget ved mig, den havde en funktion, som man ikke får med, hvis man kun bedømmer den som et kunstværk ud fra en eller anden kunstnerisk kvalitet."
 
Film som flaskeposter
Lukas Moodyson nævner Aleksandr Rogozhkins The Chekist, der består af en monoton serie af mennesker, der føres til henrettelse. Da Moodysson så den for en ti år siden, hadede han den. Han syntes, den var både kedelig og dårlig. Alligevel er det en af de film, han har tænkt mest over i sit liv.

Mens vi snakker, laver han en improviseret liste over sine fem yndlingsfilm, og The Chekist havner på listen sammen med så forskellige titler som Marcel Carnés Hotel du Nord, Jean-Luc Godards Sympathy for the Devil, Chaplins The Kid og Jonathan Caouettes dokumentarfilm Tarnation, som vakte opsigt sidste år i Cannes med instruktørens yderst personlige skildring af sin opvækst med en skizofren mor.    

Når det gælder Et hul i mit hjerte, må publikum efter Lukas Moodysons mening gerne hade filmen, men forhåbentlig tager de den med sig og måske føler de senere, at den sagde noget vigtigt om verden. Som Lukas Moodysson siger, opfatter han sine film som flaskeposter.

"Min intention er ikke at lave noget, der kan aflæses med det samme. Jeg kaster en slags flaskepost ud. Det fine er, at man ikke rigtigt ved, hvor flaskeposten skal hen, men man håber på en modtager et eller andet sted. Det glemmer man tit i den kortsigtede filmbranche. Jeg kræver absolut ikke, at mine film skal have en effekt her og nu. Det kan være på Filippinerne om tyve år."

Målestok på 1000
Hvor Lukas Moodysson selv er på vej hen som instruktør, aner han ikke. Når jeg spørger, tegner han to pile i vidt forskellige retninger på et stykke papir og fortæller med et skælmsk smil, at han på den ene side har lyst til at lave noget meget mærkeligt og på den anden side kunne forestille sig at lave sitcom. Det lyder umiddelbar svært at forene, og Lukas konstaterer med et endnu større smil, at det kan det nok heller ikke. Tiden må vise, hvilken retning han bevæger sig i. Og han går ikke efter at ramme bredt, men har sin egen poetiske målestok.

"Jeg er jo også poet, og da jeg skrev bøger, var jeg virkelig glad, hvis de blev solgt i 1000 eksemplarer, så for mig er målestokken 1000 mennesker. 1000, det er mange. Det hører man bare på ordet. På en måde har jeg følt, at hvis mine film blev set af næsten en million mennesker i Sverige, var det for mange. Det føltes, som om jeg skulle stille mig op og tale til en million."

"Jeg er selvfølgelig glad, hvis mange ser mine film. Det er jeg virkelig. Men min målestok er faktisk, at hvis 1000 gør det, er det rigtigt mange. 30.000 så Et hul i mit hjerte i Sverige, og det er da utroligt mange mennesker. Da jeg gik i skole relaterede jeg alting til 25, fordi vi var 25 i klassen. Siden tog jeg skridtet til 1000, men 25 er da også mange mennesker. En hel skoleklasse, som oplever noget fælles. Men de der millioner er meget abstrakte ..."

Et hul i mit hjerte anmeldes i EKKO #28 af Per Juul Carlsen.