Et livslangt studie i undvigelse

En aften i 1989 var Hamlet ikke i stand til at gennemføre dialogen med sin myrdede fars spøgelse. Hovedrolleindehaveren, Daniel Day-Lewis, forlod scenen og dernæst teatret uden at fuldende forestillingen. Han har ikke stået på de skrå brædder siden.
    
At kalde Day-Lewis en "kompromisløs kunstner" synes en håbløs underdrivelse. Den nærmest afsindige ildhu, han går til opgaven med, har ikke blot skaffet ham tilnavnet "Englands Robert De Niro", men også gjort ham til en levende skuespillerlegende.
    
Som forberedelse til rollen som den svært handikappede kunstner Christy Brown i Min venstre fod (1989) — som Day-Lewis vandt en Oscar for — tilbragte han månedsvis i en rullestol. Før optagelserne til Den sidste Mohikaner (1992) gennemgik han langvarig, benhård fysisk træning og lærte at flå dyr, og under optagelserne til det historiske drama Gangs of New York (2002) pådrog han sig lungebetændelse, fordi han i pauserne nægtede at holde varmen ved at iføre sig utidssvarende tøj. Day-Lewis ynder nemlig at blive i rollen, også efter kameraerne er slukket.
    
En af de stadigt sjældnere lejligheder til at se ham folde talentet ud byder sig nu, hvor Paul Thomas Andersons Oscar-nominerede There Will Be Blood er aktuel i biografen. Her spiller Day-Lewis den foretagsomme, men følelseskolde oliemand Daniel Plainview. Mere om ham senere.
 
Offer for mobning
Daniel Michael Blake Day-Lewis blev født i London i april 1957. Det kunstneriske har han ikke fra fremmede: Moren var den jødiske skuespillerinde Jill Balcon og bedstefaren, Michael Balton, leder af de berømte Ealing Studios. Faren var den berømte digter og romanforfatter Cecil Day-Lewis, som døde, da Daniel var femten. Han var sygdomssvækket i sine sidste år, og far-søn-forholdet var ikke det tætteste.
    
Om Hamlet-episoden har Day-Lewis siden fortalt, at han den aften pludselig fik følelsen af at føre en samtale med sin egen afdøde far.
    
Med sin fine baggrund var Day-Lewis et oplagt offer for mobning i skolegården i Sydlondon, og han har udtalt, at hans livs første skuespilpræstation bestod i hurtigt at tillægge sig de lokale manerer. Siden fandt en mere formel skoling i skuespillerfaget sted på Bristol Old Vic Theatre School.
    
Daniel Day-Lewis debuterede imidlertid allerede i 1971 i en lille rolle som vandal i filmen Sunday, Bloody Sunday. Day-Lewis var i sine tidlige teenageår selv ude i småkriminalitet, men dette skal nok ses som et udtryk for reel utilpassethed snarere end et tidligt tegn på hans vilje til at lade skuespilgerningen diktere hans adfærd.
    
Han døjede desuden med akne i de år, men siden kom et exceptionelt smukt og fotogent ansigt til syne. Den fuldt udvoksede Day-Lewis' mejslede ansigtstræk, jagt-hundagtige fysik og stærke aura af mystik skulle gøre ham til et af filmverdens førende sexsymboler.
 
Kæphøj kussetyv
Logisk nok udviste Daniel Day-Lewis tidligt talent for at spille personer, som er splittede mellem to vidt forskellige kulturer. Han brød igennem i Stephen Frears' socialrealistiske Mit smukke vaskeri (1985) i rollen som en lømmel med en fortid på den yderste højrefløj, der indleder et forhold til en ung mand med pakistansk baggrund.
    
Splittelsen er også afspejlet i Day-Lewis' udstråling, som er en spøjs hybrid mellem dyrisk intensitet og aristo-kratisk stilfuldhed. Med sin helt særlige seksuelle magnetisme var han næsten overkvalificeret til at spille Dracula på teater i 1984, et slags forstudie til rollen som den unge læge og kæphøje kussetyv Tomas i Tilværelsens ulidelige lethed (1988).
    
Day-Lewis har selv beskrevet sin tilværelse som "et livslangt studie i undvigelse". Var det ikke for hans indædte iver efter at gå i symbiose med den figur, han spiller, ville det være en hån mod faget at gøre så sjælden brug af så stort et talent. Det er fristende at se den radikale og utvivlsomt både fysisk og psykisk udmattende arbejdsmetode som Day-Lewis' forsøg på at flygte fra sit sande selv — hvad det så end præcis måtte være. Eller måske endda et renselsesritual af en art.
 
Et stormfuldt forhold
Day-Lewis hæger om sit privatliv, men da verdens måske smukkeste mand i 1989 indledte et stormfuldt forhold til verdens måske smukkeste kvinde, den franske skuespillerinde Isabelle Adjani, tiltrak det sig selvsagt stor opmærksomhed. Da parret fem år senere gik hver til sit, forlød presserygtet, at Day-Lewis havde gjort det forbi per fax, skønt Adjani da var gravid med deres barn.
    
Historien melder ikke noget om, i hvor høj grad Adjanis affærdigelse af method acting var en anstødssten. "The Method er jødisk-kristen: Hvis du går gennem smerte, kan du kun ramme plet. Sludder," har hun udtalt.
    
Men nogle år senere hævdede Day-Lewis i et interview med The Guardian, at især hans arbejdsmetode har fået mange journalister til at skildre ham som en galning.
    
"Der er stor sorg forbundet med at tage afsked med en rolle," har Day-Lewis udtalt.
    
"Den sidste dag på settet er surrealistisk. Din bevidsthed, din krop og din ånd er ikke på nogen måde klar til at acceptere, at denne oplevelse er ved at ende. Du har viet så meget af din tid til, på en ubevidst måde, at frigøre et åndeligt virvar af en art, og selvom det er ubehageligt, ønsker du ikke at efterlade din karakter. Følelsen af tab er så stor, at det kan tage år, før du slutter fred med det."
 
Kristus-agtigt anstrøg
At Day-Lewis i 1993 fik irsk statsborgerskab kan ses som endnu et led i undvigelses-manøvren, men fordi han da var midt i arbejdet med Jim Sheridans irske trilogi — Min venstre fod, In the Name of the Father (1993) og The Boxer (1997) — fristes man til at tolke det som endnu et forsøg på virkelig at komme ind under huden på de tre figurer.
    
Sin baggrund i det litterære aristokrati har Day-Lewis dog ikke formået at undvige. I forbindelse med filmatiseringen af Arthur Millers stykke Heksejagt (1996) faldt han for den berømte forfatters datter, Rebecca, med hvem han nu er gift og har to sønner. I 2005 spillede han desuden hovedrollen i en film, hun instruerede, dramaet The Ballad of Jack and Rose.
    
Afstikkeren i Day-Lewis' karriere er rollen som opstyltet overklasseløg i Værelse med udsigt (1985).
    
Det er dog ikke i den letbenede og farceagtige afdeling, at talentet lyser klarest, men derimod i de dramatiske roller og mere specifikt i de lidende, uskyldigt dømte og generelt hårdt prøvede mænd med et martyrisk eller ligefrem Kristus-agtigt anstrøg. Mel Gibson havde da også Day-Lewis under overvejelse til titelrollen i The Passion of the Christ (2004), og det giver en form for højere mening, at han som ung var stærkt optaget af snedkerfaget.
 
Ene mand mod rosset
Der er så afgjort noget, ja, ophøjet over Day-Lewis, der også ligner antitesen af en ensembleskuespiller. Han er som født til "ene mand mod rosset"-rollerne, som nu den trodsige eks-IRA-terrorist Danny Flynn i The Boxer, der satser alt for at vinde sit livs kærlighed tilbage.
    
Også Martin Scorsese udnyttede snedigt hans egenartethed i Gangs of New York. Her tyvstjal Day-Lewis billedet som voldsmanden Bill the Butcher, der både er bøddel og tragisk skikkelse. Da Bill dræber den eneste af sine fjender, der matcher ham i format, dømmer han sig selv til et liv omtrent så tomt, som Kaptajn Ahabs ville have været uden Moby Dick.
    
Netop disse to figurer repræsenterer yderpolerne i Day-Lewis' portrætkunst. Bill er en flamboyant, næsten vulgær-teatralsk selviscenesætter, mens Flynn, dybt mærket af fjorten år i fængsel, skjuler et turbulent følelsesliv bag en stoisk facade.
 
Satanisk humor
Hovedpersonen i Paul Thomas Andersons There Will Be Blood, der er baseret på Upton Sinclairs roman Oil! fra 1927, hedder Daniel Plainview og er endnu en enspænder. Ved første øjekast en sand mønsteramerikaner, som helt bogstaveligt arbejder sig op fra bunden (af en mineskakt) for at ende som ejer af et olieimperium.
    
Dog er drivkraften bag Plainviews stræben et brændende ønske om at slippe for at omgås andre mennesker. Han kan derfor ses som en personificering af den kulsorte side af amerikansk individualisme, og Day-Lewis tilfører hans bulldozerbrutalitet et bredt strejf af satanisk humor.
    
En overgang forlød rygter om, at han i de lange pauser mellem rollerne havde arbejdet som skomager i Italien. Det skal nok passe. Men hvad Daniel Day-Lewis end kaster sig over, hvis han beslutter sig for at kvitte skuespillet for bestandig, taler alting for, at han vil gå til opgaven med nærmest afsindig ildhu.