Et menneskeligt blik på pædofili

Pædofili er måske det største tabu overhovedet.

De færreste har lyst til at tænke på eller tale om seksuelle overgreb på børn, men belgiske Patrice Toye går i Muidhond – biografpremiere den 19. august – i kødet på det betændte emne.

Hun skildrer en ung mand med pædofile lyster, som man får om ikke sympati med, så i hvert fald en slags forståelse for.

Det er nemlig vigtigt, at vi tør snakke om det, der er allersværest, mener den 54-årige instruktør.

”Det er vigtigt at vise mennesker i alle deres afskygninger. Det er ikke i orden at forgribe sig på børn, men det er vigtigt at forsøge at forstå fænomenet. For det findes i vores verden,” siger Patrice Toye over en Skype-forbindelse fra sit hjem i belgiske Gent.

”Mellem to og fem procent af mænd har en tilbøjelighed til for små børn, så det er værd at undersøge. Jeg vil ikke have folk til at have ondt af hovedpersonen eller tilgive ham hans synder, men jeg har forsøgt at gøre ham så normal som muligt. Vi skal møde ham med åbent sind.”

Kamp mod naturen
I Muidhond bliver Jonathan, der er i starten af tyverne, løsladt fra fængslet. Vi forstår efterhånden, at han har begået et form for overgreb på en mindreårig pige, og derfor er det problematisk, at han indleder et venskab med sin nye nabo: niårige Elke.

Filmen bygger på en bog, der er skrevet af hollandske Inge Schilperoord. Hun er psykolog og arbejder i et fængsel, hvor hun har samtaler med de indsatte – deriblandt en mand, som filmens hovedperson bygger på.

Patrice Toye har ikke selv mødt manden, men hans og andre pædofiles historie har ændret hendes syn på den forhadte gruppe.

”Jeg er mor til to børn, og som de fleste andre havde jeg et stereotypt billede af en pædofil mand. Inden jeg læste bogen, så jeg dem knapt nok som mennesker,” indrømmer Patrice Toye.

”Men da jeg læste bogen, gik det op for mig, at der ikke findes typiske pædofile. De er alle unikke, og de fleste bliver født med den lyst. Den mand, som filmen bygger på, hadede sig selv og ville ikke være på den måde. Han forsøgte at bekæmpe sin natur,” fortsætter instruktøren.

Som research til Muidhond var Patrice Toye i kontakt med den belgiske organisation Stop It Now, der er et sted, hvor pædofile kan dele deres tanker uden fordømmelse. Det ser instruktøren som måden at hjælpe mennesker med de tilbøjeligheder.

”Jeg tror ikke, at man kan ændre sin natur, men man kan gøre noget for at kontrollere det. Og det er forkert af os andre at se den anden vej. Stigmatisering gør kun problemet værre. Når pædofile ikke kan få hjælp og skal være stille omkring deres tilstand, begår de enten voldsomme overgreb eller tager livet af sig selv.”

Tankepoliti
Patrice Toye har tidligere instrueret film som Rosie, Nowhere Man og Little Black Spiders, der på forskellige måder udforsker tabuer. Ved siden af instruktørgerningen underviser hun på filmskolen i Gent, hvor hun de senere år har bemærket en i hendes øjne kedelig tendens.

”Det er vanskelige tider, for det føles ikke, som om tanken er fri længere. Jeg var den første kvindelige instruktør i den flamske del af Belgien, men når jeg er sammen med unge og meget woke mennesker, skal jeg passe på, hvad jeg siger,” fortæller Patrice Toye.

”Mine film handler om kvinder og minoriteter, og jeg er en vaskeægte feminist. Men vi må passe på ikke at ende et sted, hvor det bliver så politisk korrekt, at man ser fjender alle vegne. Jeg er faktisk stolt over at have lavet en film, der ikke handler om ofrene, men dem på den anden side. De har skullet være stille de sidste fem år, og det synes jeg ikke er godt.”

”Det er jo det forkerte tidspunkt for en film som den her, når vi er midt i en #MeToo-tid med fokus på ofrene, men jeg var nødt til at lave den,” siger instruktøren med et grin.

Hun er overbevist om, at hendes køn har været med til at sikre, at der ikke opstod en reel shitstorm omkring Muidhond.

”Der ville nok have været en større kontrovers, hvis jeg var en mand. Det havde fra starten gjort folk mistænksomme. Som kvinde har jeg nok et andet blik på det, men der er altså mange andre ting i et menneske end bare vores køn.”

Barnlig seksualitet
Titlen Muidhond henviser til den fisk, som Jonathan i starten af filmen redder og har som sin eneste ven. Det er en suderfisk, der ifølge gammel overtro har helbredende evner i sine slimede gæller.

Den unge mand forsøger at komme over sin tiltrækning af Elke ved at ses med en jævnaldrende kollega, men den lille pige er hele tiden i hans tanker. De to skuespillere Tijmen Govaerts og Julia Brown har nogle scener sammen, hvor der er intim fysisk kontakt, og det havde den mandlige skuespiller store problemer med.

”Tijmen havde det ikke godt under optagelserne af de scener. Indimellem måtte vi lade ham være alene i nogen tid, men med Julia var det helt anderledes,” fortæller Patrice Toye.

”Vi havde en børnepsykolog tilknyttet før, under og efter optagelserne, så hun hele tiden var klar over, at de spillede roller. Vi var bange for at traumatisere hende med den første oplevelse af seksuel karakter. Men hun nød scenerne, hvor han kysser hende på benet. Hun oplevede det nok mere uskyldigt end alle os andre, og det virkede forkert for os at skulle sige: ’Nej, du må ikke kunne lide det!’”

Farligt territorium
Patrice Toye er klar over, at også spørgsmålet om børns seksualitet er et følsomt emne, men hun mener, at vi også er nødt til at anerkende børn som seksuelle væsner.

”Børn ved også, hvad de laver – og her er jeg igen ude på farligt territorium, for børn er aldrig ansvarlige. Men Elke ved, at han kan lide hende. Hun kan få mad og opmærksomhed hos ham, og vi har alle brug for ting af hinanden,” siger instruktøren.

”Jeg husker at være barn og allerede dengang have nogle seksuelle fantasier. Jeg havde ikke ord for det på det tidspunkt, men man udforsker jo sin seksualitet og alt muligt andet som barn. Det skal vi heller ikke gøre os til dommer over. Vi må være åbne over for den udforskning.”