Et skridt i den rigtige retning
Magten over dansk film er kommet tilbage til Det Danske Filminstitut med det nye medieforlig, som netop er indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
”Det er en god nyhed. En mission accomplished, ” siger Jørgen Ramskov, som i Ekko #47 havde et debatindlæg om filmforhandlingerne.
Ramskov er tidligere områdedirektør på Filminstituttet og har fungeret som administrerende direktør for Nimbus Film. I dag er han direktør for De Københavnske Filmfestivaler.
”Filminstituttet har fået taktstokken i forhold til dansk film tilbage. Og det er det afgørende,” siger han.
Skævvridning annulleret
25 mio. kr. tages fra tv-stationerne og gives tilbage til Det Danske Filminstitut, så balancen mellem instituttet og tv-stationerne er genoprettet i forhold det forrige, meget udskældte forlig.
DR og TV 2 skal hver bruge 60 mio. kr. årligt på film. I det forrige forlig var det henholdsvis 77 og 68 mio. kr.
Henrik Bo Nielsen, administrerende direktør for Det Danske Filminstitut, er tilfreds med omfordelingen af støttekroner.
”Jeg er glad for, at forligskredsen har anerkendt den pointe, som Filminstituttet har fremført igennem de sidste par år: At der var behov for at se på balancen mellem Filminstituttet og tv-stationerne,” siger Henrik Bo Nielsen.
”Det er et godt første skridt, at den skævvridning, der skete med filmforliget i 2006, nu er annulleret,” udtaler han.
Formand for Producentforeningen, Klaus Hansen, er også glad for omfordelingen. Men han havde håbet på flere penge til Filminstituttet.
”Producentforeningen havde ønsket, at to tredjedele af pengene var blevet flyttet tilbage til Filminstituttet, men det har man ikke gjort.”
Kreativ konkurrence
I medieforliget er også indskrevet et krav om en øget udlægning af produktion fra DR til private producenter. Det indbefatter også DR’s populære dramaafdeling.
Udsigten til udlicitering hos DR er der delte meninger om i branchen.
Jørgen Ramskov er kritisk.
”Den kvalitet på drama, som DR har stået for, er svær at gøre efter, så der er jeg lunken. Produktionsmiljøet på DR er klart svækket i kraft af det nye medieforlig.”
Det er Klaus Hansen fra Producentforeningen uenig i.
”DR har gjort det fantastisk i dramaafdelingen, men jeg er sikker på at de kan gøre det endnu bedre, hvis de får kreativ og økonomisk konkurrence udefra,” siger Klaus Hansen.
”Filmproducenter har kompetencer, viden og produktionserfaring, som skal bruges på dramaproduktion, og det bliver styrket med det her forlig,” uddyber han.
Malurt i bægeret
Henrik Bo Nielsen peger også på, at omfordelingen kunne have været endnu mere i Filminstituttets favør.
”Det er ingen hemmelighed, at jeg havde ønsket, at de var gået endnu længere i rebalanceringen, og der er bestemt ting, vi kan tale videre om i forbindelse med filmforliget til efteråret. Blandt andet hvad det er for nogle rettigheder, tv-stationerne får for deres bidrag,” siger han.
Jørgen Ramskov er ængstelig i forhold til forligsparterne.
”Jeg er bekymret over, at medieforliget er et smalt forlig. Det kan måske smitte af på det fremtidige filmforlig, så det også ender som et smalt forlig. Det skaber usikkerhed, hvis og når der kommer en ny regering.”
Kommentarer