Et spejl af det amerikanske traume

Overreagerede USA på 9/11? Kompromitterede de deres værdier? Strakte de sig over for meget?

Det er store spørgsmål, som serieskaber Alex Gansa i et interview med The Hollywood Reporter understreger, har luret gennem alle sæsoner af den politiske thriller-serie Homeland.

Og de er stadig særdeles vanskelige at give et entydigt svar på her nitten år efter angrebet, hvor ottende og sidste sæson af serien i disse dage ruller over skærmen på tv-kanalen Xee.

Homeland havde premiere i oktober 2011 kort efter tiårs-dagen for terrorangrebet på World Trade Center, og serien skildrer en post-9/11-verden.

Carrie Mathison (Claire Danes) er en dygtig agent, der arbejder for CIA’s antiterrorenhed, og som gennem årene har vist sig klar til at ofre alt for nationens sikkerhed. Men Carrie er også kompleks.

Nationens tilstand
Hendes bipolare sindslidelse udvikler sig til decideret sindssyge og vrangforestillinger, hvis hun ikke holder den i skak. Og hun er utilregnelig og parat til at gå sine egne ofte kontroversielle veje.

Carrie kan siges at være blevet symbolet på den mentale tilstand, som USA har befundet sig i efter terrorangrebet i 2001.

Med Carrie ved roret har Homeland givet os et indblik af et traumatiseret USA præget af angst, mistillid og en til tider velbegrundet paranoia, som har gennemsyret CIA-arbejde og regeringsbeslutninger, siden ”The War on Terror” blev rullet ud for fuld skrue af George W. Bush og lakajer.

Den har også vist os de menneskelige konsekvenser og krigsrædsler, som det har ført med sig at beskytte hjemlandet.

Falsk trusselsbillede
I de første sæsoner følger vi, hvordan den tidligere marinesoldat Brody, som i flere år havde været taget til fange af Al-Qaeda i Irak, vender hjem til USA, hvor han bliver hyldet som en helt.

Men Carrie har en begrundet mistanke om, at Brody er konverteret til islam og omvendt af terrorister – og derfor en trussel mod sikkerheden.

Flere har kritiseret seriens tidlige sæsoner for en stereotyp skildring af mellemøstligt liv og kultur. Islamfobisk, siger kritikerne, fordi en stor del af skurkene er muslimer. Nogle vil ligefrem sige, at Homeland selv har været med til at puste til ilden og forstærke en amerikansk overreaktion på terrorangrebet på de to tårne den 11. september 2001.

Og de første sæsoner er proppet med korrupte arabere og muslimer, der ikke er til at stole på og har et indædt had til USA. En artikel fra The Washington Post gør også opmærksom på en række faktuelle fejl.

Hovedskurken Abu Nazir fra de første sæsoner er Al Qaeda-leder, men mødes og konspirerer med den shiamuslimske leder af den politiske militærorganisation Hizbollah. 

Det er et temmelig usandsynligt scenarie. Sunni-muslimske Al-Qaeda og shia-muslimske Hizbollah kan ikke fordrage hinanden og befinder sig på hver sin side af en række konflikter i Mellemøsten.

Det tegner et falsk billede af Mellemøsten og islam som det altoverskyggende onde mod USA.

Narret af graffiti
Da producenten i femte afsnit af sæson fem beder kunstnere male arabisk graffiti på murene til en flygtningelejr, skriver de: ”Homeland er racistisk.”

Og til stor morskab for kritikerne kommer graffitien med i selve serien, da producenten ikke interesserer sig for, hvad de arabiske ord egentlig betyder og derfor slet ikke har opdaget miseren.

Det får produktionen til at reflektere over deres stereotype skildring, og serieskaber Alex Gansa fortæller til The Hollywood Reporter, hvordan man efter sæson fem vælger at sadle om.

Russisk spionage
Netop heri ligger seriens styrke: Den har været i stand til konstant at udvikle sig, i takt med at den politiske virkelighed i USA har ændret sig.

Som sæsonerne er skredet frem, har serien i højere grad rykket location fra Mellemøsten og omegn til Tyskland, Rusland og i egen baghave på amerikansk jord.

Her griber serien fat i emner som højrefløjspopulisme, fake news og russisk spionage. Og den ser også på politisk splittelse i USA, den strategiske framing af muslimen som terrorist og en i stigende grad paranoid amerikansk præsident, der har vist sig villig til at kæmpe mod egen efterretningstjeneste og tage mere autoritære midler i brug.

Serien skildrer i dag et USA fyldt med skræmmende Trump-lignende figurer og adfærd.

Ringen sluttes
Homeland har også været forbløffende god til at forudsige virkelige begivenheder.

Femte sæson fra 2015 cirkulerer om en Islamisk Stat-terrorcelle, som forbereder et stort terrorangreb i Berlins undergrund. En forudsigelse, som desværre har hold i virkeligheden, da der i marts 2016 – ikke mange måneder efter seriens sæsonafslutning – finder tre angreb sted i en anden europæisk storby.

I den belgiske hovedstad Bruxelles udfører Islamisk Stat-støttere tre koordinerede selvmordsbombninger: to i lufthavnen og ét på en metrostation. 

Serien ender i Afghanistan, hvor Carrie er blevet kaldt til Kabul af sin mentor Saul Berenson, som har fået til opgave at afslutte krigen i Afghanistan.

Hermed viser Homeland igen sin evne til at have fingeren på pulsen, da der i virkelighedens verden netop for få dage siden er blevet igangsat den første reelle våbenhvile mellem den afghanske regering, Taliban og USA siden krigens indledning i 2001.

Homeland vender altså tilbage til regionen, hvor det hele begyndte. Og med Afghanistan-krigen, som amerikanerne indledte som en modreaktion på 9/11, slutter serieskaberne ringen.

Det bliver derfor interessant, om denne finale kan lede os tættere på seriens konklusion på, hvorvidt USA’s handlinger siden 11. september 2001 har været en overreaktion.