James Franco går sine helt egne veje

På sin vis er det fuldstændigt umuligt at starte et enkelt sted, hvis man skal finde hoved og hale i James Francos karriere.

Hvor habile skuespillere som George Clooney, Ben Affleck, Clint Eastwood og Jodie Foster alle kan minde om kunstneriske t-kryds, der enten drejer ud på skuespil- eller instruktørvejen, så er det noget andet med James Franco.

Den 39-årige amerikaner er nærmere et vejnet med mainstream-hovedveje og i særlig grad en bunke afkørsler, der nærmest kan gøre én helt tummelumsk, når man gennembladrer hans cv.

Francos karrierevalg stikker i mange elegante retninger, og han indfinder sig med største lethed i den benhårde pornoverden i The Deuce, den nye serie af David Simon (The Wire).

Her spiller Franco en dobbeltrolle som den lurvede bartender og hans forgældede tvillingebror, der ligger meget langt væk fra den charmerende drengethed, som ellers kendetegner mange af skuespillerens roller.

Men for at finde frem til Francos mørke må vi begynde fra starten. Dengang i 1978, hvor James Franco kom til verden i den californiske solby Palo Alto som søn af en mor, der var gallerist, og en far, der var digter, forfatter og redaktør.

Aparte talent
Der var altså masser af ord og kunst i det Franco’ske hjem, og denne stimulering sendte den unge mand i mange retninger. Både gode og dårlige.

Det gik egentlig meget godt for Franco indtil slutningen af hans teenageår. Han voksede op i Californien med sine to yngre brødre og kom sikkert igennem gymnasiet. Men da han startede på University of California, Los Angeles (UCLA) valgte det stimulerede barn at dreje af fra den vej, hans opvækst havde udstukket.

Efter kun at have læst engelsk i et kort stykke tid blev Franco nappet af politiet for at være fuld som mindreårig, for at sælge stjålen parfume og male graffiti. Han fik sågar tilknyttet en tilsynsværge, men ikke længe efter droppede den unge mand studierne, søgte et job hos McDonald’s og finansierede selv sine studier som skuespiller.

Han havde et solidt forbrug af euforiserende stoffer, men mistede alligevel aldrig sit fokus.

Efter nogle år med mindre roller landede han i 1999 en central rolle i tv-serien Freeks and Geeks, der fik alverdens castere til at spærre øjnene op.

I serien – skabt af de senere så succesrige Paul Feig og Judd Apatow – spiller Franco den introverte, men alligevel fremfarende unge mand, Daniel Desario. Han har en kommentar til alt mellem himmel og jord, men har alligevel svært ved at få pigernes ubetingede opmærksomhed.

Alle kunne efter Freaks and Geeks se talentet for aparte og komplekse roller i den kun 21-årige skuespiller. Det sendte ham hurtigt mod toppen af filmbranchen.

Munkens fravalg
I næsten ti år satsede James Franco så hårdt på karrieren som skuespiller, at han nærmest levede som en munk. Han gik ikke ud og mødtes stort set aldrig med venner eller familie.

Når et stimuleret barn dropper ud og skuffer sine forældre, skal der være en god grund. Og det var skuespilkarrieren for Franco.

Allerede i 2001 bragede han igennem filmmuren med titelrollen i tv-filmen James Dean, som indbragte ham en Golden Globe. Genser man filmen, opdager man, hvor unik en skuespiller Franco er. Han gestikulerer lige så friskfyragtigt som virkelighedens Dean, og samtidig formår han at spille den private side af ikonet så overlegent usikkert, at man næsten ikke tror sine egne øjne. 

Og det er netop blevet James Francos varemærke: kamæleonen. Man tænker aldrig, at det er James Franco, når man ser ham spille skuespil. Når man genser karrierens tidlige meritter i Spider-Man, Blind Spot og Flyboys, så ser man ikke den mand, der i begyndelsen af 00’erne fik unge kvinder til at falde i svime.

Man ser igennem James Franco og den mand, han takket være sit eminente skuespil har forvandlet sig til.

Men det havde en alvorlig konsekvens for Franco.

”Efter ti år – da jeg var blevet 27 – gik det op for mig, at jeg var deprimeret. På overfladen var alt godt, for jeg havde en karriere, men jeg følte mig isoleret og ensom,” fortalte han til Out Magazine i august i år.

Svinkeærinder
I 2006 gik James Franco nærmest i kreativ trance.

Han meldte sig ind på UCLA igen og genoptog studierne med tilvalgsfag. Samtidig bookede han et atelier og begyndte at male. Få uger senere havde han en kunstudstilling.

I løbet af fem år tog han en dobbelt phd-grad i engelsk og kreativ skrivning, og skuespilleren har siden stået bag flere anmelderroste digte, novellesamlinger og romaner.

Derudover har Franco været ophavsmand til intet mindre end 32 kort- og spillefilm i de seneste tolv år, og det er især litterære forlæg, der interesserer ham. Hans elegante Bukowski fra 2013 og hans filmatisering af William Faulkners As I Lay Dying fra samme år er gode eksempler herpå.

Filmene viser dog samtidig, at James Franco ikke er en mand, der tænker alt for meget over tingene. Han gør bare, hvad han har lyst til, og det handler sjældent om at skeje ud. Med mindre det er i kunstnerisk forstand i hvert fald.

Det kan også være utroligt svært at fortsætte en stor succes tidligt i livet. Tænk blot på Lindsey Lohan og Britney Spears, der begge brændte hurtigt ud efter at have lagt publikum ned i teenageårene.

James Franco har også fået ubegribeligt mange haters af at brede sine kreative evner langt ud. Men ikke desto mindre har det udviklet hans skuespil og måske også givet ham en anelse for meget selvtillid.

Totalt stenet vært
Det er særligt James Francos meritter som instruktør, der har fået på hattepulden af anmelderne.

Det er dog intet imod den shitstorm, som Franco kom ud for, da han var vært for Oscar-uddelingen sammen med skuespiller Anne Hathaway i 2011.

Flere kommentatorer påpegede, at Franco måtte have røget hash inden showet. Så stenet var skuespilleren, der sågar havde sin iPhone med på scene. Det gik endda så vidt, at folkene bag Oscar-showet nogle uger senere måtte dementere rygtet om Francos påståede hashmisbrug.

Men lige så underligt fraværende Franco er som showmand, lige så tilstedeværende er han, når han skal være en anden. Hans Oscar-nominering samme år var således mere end velfortjent. I Danny Boyles 127 Hours agerer skuespilleren en bjergbestiger, der er fanget i en klippeskakt og til sidst må træffe et tragisk valg.

Franco er elegant desperat, hvilket står i modsætning til den modbydelige pimp-type med sølvtænder i hele kæften, som han leverer i Harmony Korines Spring Breakers fra 2012. Og i endnu skarpere modsætning står rollen i komedien This is The End fra 2013, hvor Franco spiller røvhulsversionen af sig selv.

Røven i klaskehøjde
James Francos elegance ligger altså i, at man aldrig ved, hvor man har ham. Det har de senere års kunstneriske eskapader fra hans hånd kun sat en tyk streg under.

For eksempel satte han sammen med Seth Rogen ild til Sonys forhold til Nordkorea i 2014, fordi de to gutter lavede The Interview, hvor de snigmyrder den nordkoreanske leder. På samme måde gik Franco imod strømmen af politisk korrekthed med sin rolle i I Am Michael (2015), hvor han spiller en homoseksuel mand, der pludselig bliver præst og gifter sig med en kvinde.

Der findes ikke umiddelbart mange Hollywood a-liste-skuespillere, som drømmer om at placere røven i klaskehøjde på den måde.

Men James Franco har hele livet lært, at man skal udvide folks horisonter på en frygtløs måde. Så det gør han.

Ikke mindst i sit virke som instruktør, hvor han veksler mellem tilstræbt lødige klassikerfilmatiseringer og kantede artfilm, heriblandt Interior. Leather Bar., som genskaber William Friedkins homoerotiske SM-thriller, Cruising fra 1980.

Han har også instrueret den kommende komedie, The Disaster Artist, der parodierer kult-B-filmen The Room.

Nogle vil så sikkert mene, at James Franco egentlig bare gør, hvad der passer ham. Og det har nok ret i. Det er formentlig også derfor, at han nu spiller et mere eller mindre usympatisk brødrepar i The Deuce, som han i øvrigt også selv er med til at producere. Og instruere.