Nyhed
30. apr. 2012 | 05:48

Et sværdslag for overfladeæstetikken

Foto | Zade Rosenthal
The Avengers

Man tror ikke sine egne øjne, når vikingezombier og spandexhelte går amok i New Yorks gader. Imponerende, men også ufrivilligt komisk. 3 stjerner til The Avengers.

Af Kristian Ditlev Jensen

I litteraturen kalder man en serie af digte, lavet i den lyriske form sonetten, for en ”sonetkrans”. Og skriver man sådan én, så slutter man gerne af med en afsluttende sonet, der er dannet af alle de sidste linjer i hvert af de foregående digte.

Sådan et sidste digt kaldes for en ”mestersonet” — og på sin vis er The Avengers netop en slags filmisk mestersonet.

Holdet af karakterer i filmen er nemlig dannet af superheltene fra de tidligere Marvel-film om Iron Man, The Incredible Hulk, Thor og Captain America.

Sammen stiller holdet op i et super-showdown mod den kendte nordiske gud, der på amerikansk udtales ”Lowkiii” — altså gode, gamle Loke, den glatte ål fra den nordiske mytologi.

The Avengers ligner alle andre superheltefilm — som igen ligner alle gode gamle soldaterfilm. Ja, man havde nær skrevet soldater-kammerater-film.

Der er altså noget næsten latterligt over de gæve replikker, den kække mimik, de mange meta-kommentarer til genren og de aldeles groteske skurvogns-skulderklap, der kun bliver endnu mere vanvittige af, at det er nu Hulken, som uddeler dem til Captain America.

Hævnens time
Plottet i filmen er hysterisk simpelt. Historien kender vi fra Robert Aldrich-filmen Det beskidte dusin fra 1967.

Man samler de bedste og farligste mænd, når der virkelig skal bekæmpes eller reddes eller massakreres eller frelses eller — som i dette tilfælde — bare gengældes for sindssygt.

De stolte, amerikanske superhelte, Iron Man (Robert Downing Jr.), Hulken (Mark Ruffalo), Thor (Chris Hemsworth), Captain America (Chris Evans), Hawkeye (Jeremy Renner) og Black Widow (Scarlett Johansson) står nemlig over for umulige odds, da Loke og de aliens, han har allieret sig med, nærmer sig New York for at overtage verdensherredømmet.

Som udgangspunkt er der ikke så meget andet at gøre, end — i det mindste — at tabe slaget med værdighed. Eller som Tony Stark, der er inden i Iron Man-dragten, siger: ”Hvis vi ikke kan beskytte Jorden, så kan du fandeme tro, at vi nok skal hævne den.” Nemmerlig, kammerat!

Asterix-skjold og superflitsbuer
Men hov. Den lille supertwist på superheltefilmen er selvklart, at filmen alligevel har en, nå ja, superhelteafslutning. Vi kan jo ikke have, at superheltene taber.

Der bliver med andre ord givet gas med den amerikanske patos — sommetider ufrivilligt komisk.

Man tror ind imellem nærmest ikke sine egne øjne, når man midt i et relativt realistisk krigsscenarie, plantet pladask i New York City, er vidne til optrin, der både involverer gnistrende vikingezombier og mænd i spraglede spandexdragter bevæbnet med alt fra rundt Asterix-skjold over superflitsbue med supersugekop-pile og elektrificeret boomerang-hammer til superkraftklodser med neon-gnister.

Det hele er naturligvis tilgivet, fordi det er baseret på en tegneserie. Og som sådan rammer filmen virkelig total plet. Det virker nærmest uhæmmet fiktivt.

Gnistrende helvedeskarle
Det i grunden åndssvagt karikerede plot med guder fra det socialdemokratiske Skandinavien som de onde (”Friheden er jeres sande lænker. I mennesker er skabt til at blive styret!” siger Loke), gør paradoksalt nok nærmest filmen svær at følge med i.

Det skal man nu ikke bekymre sig om. The Avengers er et sværdslag for ren overfladeæstetik. I stedet skal man bare læne sig tilbage og nyde, at mange af de vilde kampscener faktisk er flotte nok.

Især da de nordiske guder ankommer på noget, der ligner en blanding af de flyvende Ikran-skabninger fra Avatar, stridsvognene fra Ben-Hur. På dem karter de nærmest forsølvede og gnistrende helvedeskarle fra vikingernes Asgaard for fuld smadder rundt i storbyen, som alle turister kender — og hvis informationsskranken på Grand Central Station stadig står næste gang, man kommer forbi, vil man næsten ikke tro det.

Man skal være mindst elleve år gammel for at se filmen. Og det virker lidt paradoksalt, al den stund, at den er totalt uegnet for folk, der er over elleve år.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko