Eventyrsind

Hvis man kan tale om, at en film henvender sig med flere stemmer, så er Anne Wivels Menneskenes land - min film om Grønland sådan en film. Som en vældig symfoni af ansigter, menneskeskæbner, situationer, samtaler og handlingstråde bevæger filmen sig rundt på det vidtstrakte grønlandske kontinent. Indholdsmæssigt sammenvæves en række parallelle spor, der på forskellige måder tager pulsen på den grønlandske mentalitet, bevidsthed og kultur. Formelt veksles mellem flere fremstillingsformer — iscenesættelse, interview og reportage — og helt konkret er filmen optaget på forskellige materialer: celluloid og video.

Menneskenes land er blevet til i en tid, hvor diskussionen om en mulig løsrivelse fra Danmark føres på mange niveauer, i offentligt såvel som i privat regi. Men samtidig afspejler filmen også en ny generation af unge grønlændere, som er i færd med at definere andre bud på en national identitet i et stadigt mere globaliseret verdensbillede.

"Jeg har fra starten haft det sådan, at det skulle være en film med forskellige lag, næsten som geologiske lag," siger en lettet og lettere fortumlet Anne Wivel, som efter en lang proces kun lige akkurat er ved at slippe sin Grønlands-film ud i verden. Det er en film, der i en vis forstand har spøgt i hendes system i årtier, og som hun nu har levet intenst med i godt fem år.

"Der er et politisk lag, hvor grønlandske, færøske og danske politikere taler om mulighederne for selvstændighed. Der er et børne- eller ungdomslag. Der er et musiklag med alle disse fantastisk talentfulde unge musikere, som findes deroppe — ikke mindst sangeren Angu, som for mig næsten er en talsmand for det hele. Og så er der det lag, jeg kalder sorg-laget, hvor jeg selv har jongleret rundt med kameraet oppe i Qaanaaq og Siorapaluk, de allernordligste steder i verden, hvor der bor mennesker. Herfra stammer blandt andet optagelserne med den danske psykiater, Anne Lindhardt, der har haft grønlændernes psykiske problemer tæt inde på livet, og som sidder og fortæller om nogle af disse horrible skæbner til sin diktafon."

- Hvad er din egen holdning til spørgsmålet om Grønlands selvstændighed?

"Det er let nok at sidde og sige, at man holder med dem, som gerne vil have selvstændighed. Jo, det gør jeg, men det er ikke det, filmen handler om. Det er fint nok at sige som et udsagn, men det kunne man lige så godt skrive en avisartikel om. Lige nu er det svært for mig præcist at formulere, hvad filmen handler om, fordi den er så tæt på."

"Det har nok noget at gøre med, at der er en stor sorg indkapslet i filmen. En sorg, der dels udspringer af, at man kan blive sorgfuld af at være i nærheden af hin enkelte menneske, som har familiemæssige og fattigdomsmæssige og alle mulige andre problemer; men som også har at gøre med, at man kan være sorgfuld, når man er i en skilsmisse-situation. Og faktisk tror jeg, at der er et kærlighedsforhold på spil mellem Danmark og Grønland. Det er ikke kun et spørgsmål om, at vi danskere har et romantisk forhold til vores egen koloni, og at vi ikke vil give slip på 'skattekisten'. Der er også en kærlighed til stede mellem to folk, og det betyder, at selv om det er en nødvendig skilsmisse, er det også en smertefuld skilsmisse."

Fascination af opdagelsesrejser
Som et visuelt spor gennem Menneskenes land løber en frise af sort-hvide portrætter af grønlændere, forskellige typer opstillet foran en neutral baggrund. De kigger tavst ind i kameraets linse — som en mellemting mellem portrætfotografiets fornemmelse af fastholdt tid og antropologens nøgternt udforskende blik.

Portrætterne rækker i en vis forstand helt tilbage til Anne Wivels tid på Kunstakademiet i 1970'erne. Wivel havde op gennem 60'erne arbejdet som maler og grafiker og var i oktober 1967 blevet optaget på akademiet i København. I starten af 70'erne begyndte tidens mange opbrud og nydannelser at skylle ind over den ellers traditionsbundne institution på Kongens Nytorv, og efter at have gået på nogle af de mere klassisk orienterede skoler på akademiet søgte Wivel nu over på Helge Bertrams skole, hvor man kunne beskæftige sig med fotografi og andre teknikker. I det regi var hun — i øvrigt under vejledning af Albert Mertz, der var gæstelærer på akademiet i de år — blandt de første til at afprøve mulighederne i akademiets nyanskaffede videoudstyr.

Videoeksperimenterne på akademiet udmøntede sig i, at Wivel lavede en række videoportrætter af gamle grønlændere, tavst poserende foran kameraet. Optagelserne blev blandt andet udstillet som videoinstallationer på Tranegården i Gentofte i 1977.

"I somrene '76 og '77 var jeg i Grønland sammen med nogle af mine medstuderende fra akademiet for at lave billeder. Vi var blevet venner med nogle grønlændere i København, en politisk stærk gruppe, der kaldte sig De Unge Grønlændere, og det var dem, vi var sammen med deroppe. Senere skulle det vise sig, at de i høj grad kom til at forme det moderne Grønland, eftersom de i 1977 var med til at danne IA (Inuit Ataqatigiit), et parti lidt til venstre for Siumut. IA har nu i en årrække haft stor politisk vægt i Grønland, og selvfølgelig har de også været med til at sætte selvstændigheds- og løsrivelsesspørgsmålet på dags-ordenen."

- Hvorfra stammer oprindeligt din interesse for Grønland?

"Helt tilbage fra min barndom har jeg været dybt optaget af Knud Rasmussen og alt, hvad der har at gøre med ekspeditioner og den slags. Det talte virkelig til mit eventyrsind. I mine forældres omgangskreds var der også opdagelses-rejsende som Ejnar Mikkelsen, og jeg var utrolig ked af, at jeg ikke var en dreng, for jeg forestillede mig, at man som pige aldrig ville kunne komme i nærheden af at beskæftige sig med den slags. I stedet kastede jeg mig så over alle mulige drengebøger og dyrkede virkelig hele det dér heroiske trip."

Arven fra Jørgen Roos
At lave film om Grønland kan for en dansk instruktør imidlertid aldrig kun være et spørgsmål om fascination. Man vil — uanset indstilling — altid i et eller andet omfang blive betragtet som en repræsentant for kolonimagten Danmark. Og man vil uvægerligt indskrive sig i en dansk dokumentarisk tradition, hvor Grønland ikke bare har været et motiv, men nærmest selve motivet. Ikke mindst har dansk dokumentarfilms grand old man, Jørgen Roos (1922-98), fyldt meget med sine femten-tyve film fra Grønland. I Menneskenes land citerer Wivel fra to af dem: Knud (1966) og Ultima Thule (1968).

"Lige siden min tid på akademiet har jeg haft en fornemmelse af, at jeg en dag skulle lave en anderledes Grønlands-film end Jørgen Roos. Det var selvfølgelig overmodigt, men dengang repræsenterede han på en eller anden måde alt det, vi ville banke af banen. Jeg kunne godt se, at hans materiale var fantastisk, men det var, som om den alvidende speaktekst lå og skyggede for den egentlige fortælling. Roos var fra en tid, hvor selve det at være til stede var et eventyr, og han fortalte på en mærkeligt ubesværet måde dette eventyr på lydsiden. I dag har jeg det anderledes med Roos. Nu kan jeg se, hvor god han var. Han var en ægte dokumentarist, han var bare af en anden skole."

Broderskab med Leth
Via akademiprojekterne med Albert Mertz blev Anne Wivel opmærksom på Filmskolen, på det tidspunkt en treårig uddannelse under ledelse af rektor Henning Camre. Wivel søgte ind i 1977, først på et tolvugers grundkursus i 16mm-produktion og umiddelbart efter på den egentlige instruktør-uddannelse, hvor hun gik frem til 1980.

På skolen mødte hun en række personer, der kom til at betyde meget for hendes arbejde fremover, ligesom hun stiftede bekendtskab med tre indbyrdes vidt forskellige dokumentarister, som skulle komme til at sætte aftryk på hendes metode og filmsprog. Det var den britiske dokumentarist Michael Grigsby, amerikaneren Frederick Wiseman og den danske filmmager og digter Jørgen Leth.

"Grigsby lavede nogle vidunderlige film i sådan en klassisk BBC-tradition, som alligevel vist nok var moderne. Og så sagde han én ting, der gjorde et dybt indtryk: 'Jeg laver kun film om mennesker, jeg godt kan lide.' Det var et ekstremt provokerende udsagn på det tidspunkt. Over for ham stod så Wiseman, sådan en arrogant skiderik, som jeg var fuldstændig vild med, fordi han var så udfordrende."

"Hos Wiseman var det især måden at forbruge tid på, der var inspirerende — hvilket selvfølgelig er fatalt. Men også dette med at indføre spilleregler, for eksempel at beslutte sig for at have tre ugers optagelser eller at lade filmen udspille sig i ét rum og så aldrig at forlade det og virkelig pumpe det for betydning. Endelig var der Jørgen Leth, som også har et stærkt forhold til at skrive, hvilket bandt os sammen i en slags broderskab. Du ved, hvis vi ikke kan få lov til at lave en film om et emne, så skriver vi bare om det i stedet for. Mediet er ikke sådan en tung klods, der kan stoppe én."

Tigeren-i-arenaen
Anne Wivel var den første instruktør på Filmskolen, der fokuserede målrettet på dokumentarisme. Og hun var også den første, der afsluttede uddannelsen med en dokumentarfilm, Arbejde mod frihed (1980), der blev optaget i et lukket fængsel. I årene efter Filmskolen lavede hun en række observerende dokumentarfilm i Wiseman-traditionen. Det startede med to samarbejdsprojekter med Arne Bro, Motivation (1983) og De tavse piger (1985). Kulminationen på denne fase af hendes produktion var den næsten tre timer lange Ansigt til ansigt (1987) optaget under et Pastoralseminarium, altså den afsluttende del af den teologiske uddannelse.

"Den film blev vist i primetime på Danmarks Radio og blev anmeldt som et formelt nyskabende værk. Og når jeg rejste rundt med den, oplevede jeg, at folk blev fuldstændig suget ind i det univers og bagefter følte, at de havde været til stede i situationen og mødte de mennesker. Det var præcis, hvad vi gerne ville opnå. Man må tænke på, at vi dengang kom fra sådan en autoriseret dokumentarfilm med en speakerstemme, der fortalte, hvordan det hele hang sammen, og som i det hele taget havde reminiscenser af en oplysningstradition. Alt det røg ud i mine film. Der blev kun sagt det, jeg selv ønskede skulle siges. Jeg manipulerede stoffet til at udtrykke mig på en sådan måde, at man kunne tro, at det var den skinbarlige virkelighed, man var vidne til — uformidlet."

- Wisemans metode, eller Direct Cinema, bliver nogle gange omtalt som fluen-på-væggen dokumentarisme. Var det sådan, du oplevede det?

"Nej, det kan jeg love dig for, at det ikke var. Vi kaldte det i stedet tigeren-i-arenaen. Vi var i dén grad opmærksomme på, at vi ikke var usynlige. Selv om publikum måske i sidste ende oplever et fravær af en styrende hånd, er man frygtelig tydelig. Man er på hele tiden. Plus at man jo efterfølgende i klippeprocessen har formet fortællingen ned til mindste detalje."

Efter i næsten to årtier at have arbejdet i det store biografformat i film som David eller Goliath (1988), Giselle (1991) og Søren Kierke-gaard (1994) anskaffede Anne Wivel i sidste halvdel af 1990'erne et video-kamera og lavede et par intime og mere notatprægede videoportrætter af to nære venner, henholdsvis Johannes Møllehave (Johannes' hjerte, 1998) og Per Kirkeby (Slottet i Italien, 2000). I begge film er det Wivel selv, der fører kameraet.

"Jeg nød meget at filme selv, og jeg er vanvittig glad for de billeder. Selv om jeg elsker at arbejde sammen med de dygtige fotografer, jeg plejer at bruge, var det en befrielse at lade maleren i mig komme frem og bare lave de billeder, som jeg tit går rundt og føler, at jeg har i mig. Der var en form for uskyld i det, fordi jeg bare gjorde det uden at tænke for meget på, hvad andre mener om, hvordan billeder skal laves. Det var næsten en venden tilbage til den lystfølelse, jeg havde oplevet med Albetz Mertz i sin tid."

Som nævnt har Anne Wivel også selv filmet nogle af scenerne i den nye Grønlands-film. Og ligesom det var tilfældet i de to videoportrætter, fornemmes hendes tilstedeværelse tydeligt i Menneskenes land. Så tydeligt, at det ikke virker helt ved siden af at hævde, at hvis filmen overhovedet har en hovedperson, må det være instruktøren selv:

"Jeg må sige, at jeg har en stor ydmyghed i forhold til at være i Grønland. Jeg opfatter mig virkelig som en gæst, og jeg vil gerne være en god gæst. Derfor har det været vigtigt for mig med den undertitel: Min film om Grønland. Altså, I skal bare vide, at det er mit blik. Sådan så jeg det. Sådan kan jeg sætte det sammen. Det er det mønster, der danner sig for mit blik. Og jeg hedder Anne. Dét er vigtigt."

Ramt af Andersen
Parallelt med de sidste faser af Menneskenes land har Anne Wivel lavet en film om H.C. Andersen med titlen En gal, en elsker eller en poet. Filmen er tydeligvis i familie med Søren Kierkegaard — altså en film, der først og fremmest hviler på det talte ord og dyrker sanseligheden i sproget.

Initiativet er da også til dels kommet fra én af de medvirkende i Kierkegaard-filmen, nemlig Johannes Møllehave. I filmen er Møllehave — sammen med to samtalepartnere, teologen Kathrine Lilleør og litteraten Niels Birger Wamberg — placeret i et anonymt lokale (et hotelværelse i Malmö) for at samtale om deres forhold til eventyrdigteren. Næsten som i en musikalsk trio, hvor de enkelte stemmer er valgt for at udfylde en ganske særlig rolle i helheden. Filmen varer 80 minutter, og dens omdrejningspunkt er en sytten minutter lang ubrudt optagelse, hvor Kathrine Lilleør nærmest parafraserende fremlægger sin personlige læsning af Den lille havfrue, mens hendes to lyttere, og filmens publikum, suges ind i den virtuose talestrøm. Lilleør er et eksempel på et nutidsmenneske, der med Wivels ord er "ramt af Andersen".

Sekvensen er et iscenesat og alligevel enestående og sprællevende øjeblik af inspiration. Og som en slags åndehuller i strømmen af ord har Wivel indlagt en række omhyggeligt komponerede sekvenser, hvor den aktuelle virkelighed uden for hotelværelsets vindue — af og til i kombination med musik — får lov til at skylle ind over de talende ansigter.

"Jeg havde ikke lyst til, at det, hvad angår længde, skulle være sådan et halsbrækkende overanstrengelsesprojekt som Kierkegaard-filmen. Derfor lavede vi fra starten nogle klare spilleregler: en samtale mellem tre mennesker i et rum og så nogle billeder af den verden, vi bevæger os rundt i nu, mens vi læser Andersen. Vi har forsøgt at filme lidt med hans blik for lyset og skyggen og alt det oversete i hverdagen, som han kunne trække ind og vække til live."

- H.C. Andersen var den ultimative historiefortæller. Hvad med dig: Finder du historier, eller skaber du historier?

"Det er svært at svare på. Jeg har ikke svært ved at få lyst til at lave en film. Lysten kommer — ligesom lysten til at skrive et digt — ofte fra et enkelt indtryk, der kan give et sært, men sikkert fingerpeg om, at der gemmer sig en hel film her. Denne skjulte film kan jeg skrive et inspireret kort og forførerisk oplæg til. Sådan fungerer det bedst for mig. Det svimle ved hele foretagendet, det at man har brugt lidt vel store ord i et inspireret øjeblik, angsten for at det hele er en fantasi, at der slet ikke er noget billede, nogen lyd, noget som helst — denne svimle tilstand har jeg lyst til at vikle mine medarbejdere ind i. Og som regel knytter vi os på filmholdet stærkt til hinanden, ligesom i et stormvejr i høj sø. Vi agerer som søvngængere, og jeg er kaptajnen, der lader, som om jeg ved, hvad jeg taler om — selv om alle ved, at vi når som helst kan gå ned med mus og mand."

Menneskenes land har biografpremiere 24. februar. En gal, en elsker eller en poet er i distribution på Det Danske Filminstitut.