Nyhed
13. juni 2012 | 12:08

Få billetter til Ekkos filmkursus

Foto | Søren Solkær
Sidse Babett Knudsen

Enkelte ledige pladser til Ekkos filmkursus i Ebeltoft, som ikke kun byder på gæster som Sidse Babett, Nikolaj Arcel og Joachim Trier, men også på fem-seks eksklusive forpremierer.

Af Jacob Ludvigsen

Søndag den 24. juni byder Ekko velkommen til sit første filmkursus nogensinde på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft.

Over seks dage lægger en perlerække af filmfolk vejen forbi til masterclasses, oplæg og interviews, men Ekko kan nu også lokke med ekstra glasur på filmkagen: en hel stribe eksklusive forpremierer.

”Jeg kan ikke løfte sløret for titlerne, men jeg er stolt af, at vores kursister skal se fem-seks forpremierer i løbet af ugen,” fortæller Ekkos chefredaktør Claus Christensen, der vil lede slagets gang i Ebeltoft.

”Susanne Biers Den skaldede frisør har vi tidligere annonceret. Den får følgeskab af en række film, der har været de mest hypede på festivaler som Sundance, Berlin og Cannes det seneste år. Der vil både være ventede danske og udenlandske film, og jeg kan næsten garantere, at folk ikke vil blive skuffede,” siger Claus Christensen.

Skæv indie og slagfærdig action
Der er en stor variation i filmene, som både tæller skæve indiefilm, slagkraftig action og følsom fabulerende filmkunst – fra både hyldede og debuterende instruktører – som afbræk i det overflødighedshorn af gæster, ugen byder på.

Den norske instruktør Joachim Trier afslører hemmeligheden bag sine mesterværker Reprise og Oslo, 31. august. Nikolaj Arcel giver en indføring i det gode manuskript og Sidse Babett Knudsen i skuespilkunst.

Mads Brügger forelæser i performativ journalistik, mens mesterkomponisten Kristian Eidnes Andersen holder masterclass i filmmusik og lyddesign, hvor han ikke mindst vil tale om sit nære samarbejde med Lars von Trier på Antichrist.

Tobias Lindholm, Christoffer Boe og makkerparret Jonas Elmer/Rune Tolsgaard løfter for første gang lidt af sløret for deres respektive nye film og kommer både omkring somaliske pirater, Simon Spies og improvisationskunst.

Der er endnu få ledige pladser på kurset, der løber fra 24. juni til 29. juni. Billetter kan købes her.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko