Nyhed
21. sep. 2010 | 10:14

Få sandheden om mænd i Empire Bio

Kom en tur i biografen, mød det succesfulde makkerpar Arcel & Heisterberg og se årets (u)romantiske komedie Sandheden om mænd.
Af Claus Christensen

Er du desperat, single og mand? Er du under tøflen og længes efter at leve dit liv som en fucking guitarsolo?

Så tag i Empire Bio og se årets danske (u)romantiske komedie, Sandheden om mænd - og grin ad dig selv. For det går jo nok alt sammen.

Thure Lindhardt spiller manuskriptforfatteren Mads, der er i krise, træt af pænt parforhold og skod-tv-serie-job. Han siger det hele op for at udleve drømmen om frihed, men virkeligheden lever ikke ligefrem op til forventningerne.

Og titlen lyver ikke, hvis man skal tro Ekkos anmelder Jesper Bo Petersen, der giver Sandheden om mænd fem stjerner i det nye blad.

”En perlerække af komiske højdepunkter fra en manuskriptforfatters desperate jagt på kærligheden, som vil få koldsveden til at pible frem hos den mand, der har taget kæresten med i biografen.”

Sandheden om mænd
har premiere i oktober, men allerede på mandag den 27. september kl. 20 inviterer Filmmagasinet Ekko til snigpremiere i Empire Bio.

Komedien er lavet af dansk films mest succesfulde makkerpar, Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg, der sammen lavede Kongekabale og skrev verdenshittet Mænd der hader kvinder.

Efter filmen fortæller de om, hvorfor de har lavet en selvironisk pendant til det stærke køns Sex and the City.

Mandag den 27. september kl. 20.00. Billetpris: 90 kr. inkl. et glas efter filmen. Billetter bestilles på Empirebio.dk eller tlf. 35360036.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko