Nyhed
24. juli 2019 | 15:55 - Opdateret 25. juli 2019 | 05:31

Facebook betaler bøde på fem milliarder dollars

Foto | Facebook
”Vi skal foretage nogle større, strukturelle ændringer i, hvordan vi skaber produkter og driver vores firma,” siger Facebook-direktøren Mark Zuckerberg.

Mediegiganten Facebook betaler en bøde af historiske dimensioner, fordi man har videregivet oplysninger om sine brugere.

Af Claus Christensen

Mediegiganten Facebook har netop meddelt, at selskabet har indgået et forlig med de amerikanske myndigheder.

Forliget betyder, at Facebook betaler fem milliarder dollars – svarende til 33,5 milliarder danske kroner. Det er en godtgørelse for, at Facebook har videregivet oplysninger om sine brugere til tredjepart.

Sagen handler om analysefirmaet Cambridge Analytica, der mod betaling til Facebook indsamlede oplysninger om 87 millioner brugere af tjenesten. Oplysningerne blev under det amerikanske præsidentvalg i 2016 brugt til at udsende materiale om Donald Trump-kampagnen, som Cambridge Analytica arbejdede for.

Bøden er udstedt af Federal Trade Commission, der vurderer, at Facebook har overtrådt en aftale, som mediegiganten indgik med forbrugerstyrelsen i 2012. Det er den største bøde i forbruger- og konkurrencestyrelsens historie.

”Vi er blevet enige om at betale en bøde af historiske dimensioner, men endnu vigtigere er det, at vi skal foretage nogle større, strukturelle ændringer i, hvordan vi skaber produkter og driver vores firma,” siger Facebook-direktøren Mark Zuckerberg og fortsætter:

”Vi har et ansvar for at beskytte folks privatliv. Vi arbejder allerede hårdt for at leve op til det ansvar, men nu vil vi sætte en helt ny standard for vores branche.”

Som en del af forliget har Facebook lovet at oprette en komité, der skal vurdere håndteringen af brugernes data.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko