Fædre og sønner

Danskerne har ikke været i tvivl. Krøniken er en værdig arvtager til Matador, en slægts- og tidshistorie som afspejler den nyere Danmarkshistorie og som vi samtidig kan spejle os selv i. Krøniken er en af de største succeser i dansk medie- og kulturhistorie, men en succes af de dimensioner får man ikke ustraffet. Og den høje professionalisme, den effektive fortælleteknik og især den enorme popularitet hos seerne har i nogen grad skygget for, at Krøniken også er et personlig værk. 
 
— Hvad er kimen til Krøniken? Hvordan begyndte det? 

Stig Thorsboe: "Den meget korte version: Da jeg var blevet færdig med at lave Taxa, hvor jeg var hovedforfatter, blev jeg og producent Sven Clausen inviteret til en frokost sammen med daværende tv-direktør Bjørn Erichsen og programchef Jørgen Ramskov. De ville have, at vi skulle fortsætte Taxa, men det ville jeg ikke. Så havde Bjørn en anden dagsorden, og det var den der drøm, de hele tiden havde haft: at lave noget a la Matador."
 
— Var det sådan, han præsenterede det?

Stig Thorsboe: "Jeg mener, at ordet Matador blev sagt, fordi man brugte det som en slags referenceramme: en serie, der udspiller sig i en nær historisk tid og fortæller om danskerne. Og jeg tænkte, at jeg er da den helt rigtige at spørge om det, og samtidig blev jeg hamrende nervøs og sagde, det kan jeg sgu da ikke. Så gik jeg i gang med noget andet, men de blev ved med at vende tilbage. Ingolf Gabold blev chef på TV-Drama og begyndte at blive utålmodig. Og så fangede bordet på et eller andet tidspunkt." 
 
— Hvorfor kom den til at hedde Krøniken?

Stig Thorsboe: "Det begyndte som en slags genrebetegnelse, formodentlig på grund af Paul Hammerichs bøger. Danmarks Radio havde en forestilling om, at den skulle foregå i 70'erne og op. Men det er svært at undgå, at det bliver parodisk, fordi 70'erne var så outreret et årti. Jeg ville ned i 50'erne, til min egen barndom. Men så sagde Hanna: Hvorfor fortæller du ikke den historie, du egentlig har lyst til at fortælle? Om din egen slægt. Det var en historie, som jeg vidste, jeg ville fortælle på et eller andet tidspunkt."
 
Hanna Lundblad: "Den historie kendte jeg fra dengang, Stig og jeg mødte hinanden. Det nye var at kombinere den med den her serie. I stedet for at gå udvendigt til det og sige, hvordan laver vi den her Danmarkshistorie med alle de der parametre, så sagde vi: Hvor brænder det allermest på, hvor ligger historien?"
 
Stig Thorsboe: "Jeg involverede Hanna, og vi begyndte at bygge historien op. Den skulle have to spor — et evigt psykologisk spor og et historisk spor. Men vi havde en meget klar fornemmelse af, at tidens historie skulle spille anden-violin. Historien løber gennem personerne, ikke omvendt. Jeg havde på et tidspunkt lyst til, at den skulle hedde I dit korte liv — ligesom PH's tekst."

Hanna Lundblad: "Vi brugte virkelige navne på politikere og virkelige historiske begivenheder for at give det hele et strøg af autenticitet — og pirre publikum. For hvis det ene er virkeligt, hvad er det andet så? Vi ville undersøge, hvilken betydning de historiske begivenheder har haft for vores fiktive karakterers liv. Se, hvordan de skaber indre konflikter og psykologiske dilemmaer. Se, hvordan den ydre verdens hændelser påvirker vores indre liv, og hvordan vores indre liv påvirker den ydre verden." 
 
— En historisk-panoramisk saga, som du griber an som et personligt drama — hvad var Danmarks Radios reaktion på det?

Stig Thorsboe: "Historien skal jo kunne fungere på sine egne præmisser, så det personlige i stoffet gjorde jeg ikke noget ud af, da jeg præsenterede ideen for Ingolf Gabold og Sven Clausen. Men ethvert drama har jo et personligt incitament, ellers kan det ikke skrives. De fandt historien interessant og bestilte manuskripterne og har så ellers under hele processen blandet sig helt udenom. Det eneste uudtalte krav, der blev stillet til projektet, var det, som vi alle sammen ved, er påkrævet — at en serie til over 100 millioner selvfølgelig skal have en eller anden gennemslagskraft."
     
"Det, der var inspirationen med min egen historie, var en nysgerrighed over for mine forældres generation, som jeg et eller andet sted altid har haft lidt ondt af. Dem der var unge lige efter krigen, hvor det var et meget indsnævret samfund. Konstellationen Erik og Kaj Holger er mit blik ind på min far og min farfar."
 
Ekstremernes århundrede
— Hvorfra kom ideen med at lægge slægtshistorien ind i historien om dansk tv's barndom?

Stig Thorsboe: "Den kom fra mig. Min farfar havde en tømmerhandel, og det syntes jeg jo ikke var særlig interessant som tidsbeskrivelse, så derfor ledte jeg efter en virksomhed, som var mere forbundet med den tid. Jeg kunne have valgt en skofabrik, for eksempel, dem var der mange af, men da så ideen kom med fjernsyns-fabrikken, var den næsten så oplagt, at man bliver bange for den — men pludselig havde jeg en mulighed for at fortælle om det medie, som jeg selv havde skrevet til i over tyve år. Og vi havde samtidig en oplagt metafor for samfundets forandring."
       
Hanna Lundblad: "Vi begyndte at lave research på de gamle radio-fjernsynsfabrikker. Der var tyve dengang, men i dag kun én, B&O i Struer. Hvorfor var de andre væk? De havde oplevet et fantastisk boom med fjernsynet — og var gået fra at være måske 50 ansatte i begyndelsen af 50'erne og til 500 ansatte i begyndelsen af 60'erne. Og pludselig var Danmark mættet med sorthvid-fjernsyn, og så ventede de på farvesignalet, men inden det kom, var japanerne kommet — og de måtte lukke én for én. Vi havde altså en nedgangshistorie i en opgangstid. Vi havde disse modsatrettede bevægelser, som var fascinerende."

Stig Thorsboe: "Vi læste også Eric Hobsbawm — den engelske historiker som har skrevet Ekstremernes århundrede — og han beskriver netop disse 25 år fra slutningen af 40'erne og frem til begyndelsen af 70'erne som den mest fremgangsrige periode i menneskehedens historie, materielt set. Jens Otto Krag har jeg altid været fascineret af — også før Bo Lidegaards bog kom, men ikke mindst efter Bo Lidegaard, selvfølgelig, for det er jo en fantastisk biografi. Krag står jo som statsmanden i hele min opvækst — særlig i 60'erne."
 
Hanna Lundblad: "Det er en utrolig spændende periode. I takt med at samfundet ændres dramatisk i de 25 år, sker der store ændringer på det private plan. I 1949, hvor historien starter, er familiemønstrene præget af streng patriarkalsk orden. Hvert familiemedlem sin plads, og børn følger deres forældres vilje — navnligt, som vi har set det inden for Krønikens univers, deres fars vilje. Dog er 50'erne som periode kendetegnet ved de 'små', spredte oprør — de vrede unge mænd, James Dean, Elvis og de andre. I slutningen af 60'erne, hvor vi fører vores fire unge hen, er alt anderledes. De fleste tabuer er brudt, moralen — vil nogen mene — står for fald, familierne opløses, og børn gør oprør mod deres forældres værdier."
 
En far slår sin søn ihjel
— Hvor selvbiografisk er det? I hvor høj grad har du brugt din families historie?

Stig Thorsboe: "Selvmordet er fuldstændig min fars. Frimurerlogen, skilsmissen fra Ida, deres to drenge, derefter holder det op. De to drenge bliver ikke som min bror og mig. Min mor kom heller ikke fra Ringkøbing, det er Hannas familie. Vi blander tingene sammen. Det, der har været den egentlige drivkraft, var at fortælle om en far, der et eller andet sted slår sin søn ihjel, og hvilken betydning, det får for næste generation. Det er kernen."
 
Hanna Lundblad: "Det har været en fantastisk søjle at have — uanset al den støj og snak om historieskrivning, så var der ikke noget, der kunne hyle os ud af det, for vi vidste, at vi skulle den vej. Historien lå der."
 
— Skriver du på den smertelighed, der må ligge i at tænke på en far, der tog livet af sig?

Stig Thorsboe: "Jeg prøver at forstå. Jeg tror, at jeg ville prøve på at få de to mennesker til at tale sammen, give dem stemmer. Der var meget få ting tilbage, da min far døde, men en af tingene var det lykønskningstelegram, som min farfar sendte ham, da min far blev optaget i logen, og selv om de havde brudt med hinanden, havde han gemt det — den der mærkelige drift, min far havde til på den ene side hele tiden at gøre oprør mod sin far, hele tiden at provokere ham, og så det at han gemte den anerkendelse, det skulderklap, han havde fået. Det er jo den historie, vi fortæller om Kaj Holger, der først bekæmper Erik og bagefter vil gøre ham til én ligesom ham selv. Og Erik dør jo på den mærkelige drift — på den ene side at gøre oprør, på den anden side at skulle være som far og have den anerkendelse, som er så svær at få."
 
— Historien om drengene, der skal ud og uddele reklamer, er det dig og din bror?

Stig Thorsboe: "Min far slog sig rent faktisk på oliefyr, og jeg har også delt brochurer ud for ham, og han havde en bil fuldstændig magen til den, som Erik har. Der er sådan nogle mærkelige steder, hvor det bliver vigtigt for mig — og jeg siger det ikke til produktionen. Jeg siger ikke, I skal skaffe sådan en bil, for sådan én havde min far. Men det er en måde også at holde os selv på sporet. Det mærkelige ved det er, at da Erik så tog sit liv i afsnit 15, kom det jo bag på en masse mennesker, virkelig. Og vi har fået mange reaktioner på, hvor frygteligt og hvor tabuiseret det var — og det undrede mig på en måde lidt, for vi har jo vidst det helt fra starten. Jeg syntes jo, at vi i den grad havde lagt spor ud til hele Eriks nedtur, hele hans psykiske ustabilitet." 
 
— Havde I forventet den monumentale reaktion? B.T. havde en hel række sider, inklusive forsiden, om Eriks død. Det er en fantastisk interesse for en fiktiv person.

Stig Thorsboe: "Ja, det må man sige. Men BT's dækning af denne her serie er i sig selv et studie værd. Jeg kan bare undre mig."
 
Hanna Lundblad: "Jeg kan huske den aften, hvor afsnit 15 blev sendt. En stærk følelse af, at nu gør vi noget uigenkaldeligt. Men det kunne ikke være anderledes, det var jo den historie, vi havde gået efter hele tiden. Jeg havde også en frygt for Werther-effekten. Der tales meget om, at selvmord kan 'smitte' — at folk begynder at tage livet af sig selv, fordi de føler sig inspireret. Men den debat, der var efterfølgende, var tværtimod fokuseret på, at når selvmord bliver tabuiseret, er det de efterladte, der bliver ladt i stikken med deres smerte."
 
- Eriks selvmord - det er vel kernen i den historie. Og nu har I ikke den kerne længere ...

Stig Thorsboe: "Som sagt er selvmordets betydning for næste generation en del af kerne-historien. På den måde er Eriks død meget levende i resten af serien. Hvad betyder det for hans to teenagedrenge at få den oplevelse, for deres selvfølelse, deres livsduelighed? Erik har jo ved sin handling vist den dér skjulte dør i tapetet. Arven efter ham er for nogle af personerne en enorm mental ensomhed samtidig med, at samfundet tonser derudaf med optimisme og vækst."

- Hvor slutter det?

Hanna Lundblad: "Vi kan vel godt fortælle, at vi slutter i december 1973. De, der var unge i seriens start, er nu blevet forældre til tre unge mennesker, hvis oprør fra 1968 og frem bliver noget mere larmende og effektivt end deres eget i sin tid."

Manuskripter der ikke er til diskussion
- Du er medproducent på serien, Stig. Er det for at kunne beskytte dit eget manuskript, for at sikre dig, at det bliver lavet på den rigtige måde?

Stig Thorsboe: "Ja, det er tanken i det. Det gælder om at finde den der meget fine balance, at både skuespillere og instruktør og alle de andre kreative kræfter på settet har en følelse af frihed. Men jeg tror faktisk, at de har følt en frihed, netop fordi historien, dialogen, fortællestrukturen, alt hvad der har med manuskriptet at gøre ikke har været til diskussion. Jeg synes virkelig, at Charlotte Sieling, ja også de andre instruktører, har taget serien på sig. Charlotte selvfølgelig mest, hun har jo instrueret langt de fleste afsnit og har efter min mening fra begyndelsen lagt et meget højt niveau i person-instruktionen."
 
- Men I har også efterfølgende justeret?

Stig Thorsboe: "Nogle få steder ned igennem, mest i starten. Det er ikke usædvanligt. For eksempel følte jeg ikke, at vi helt havde sat Idas karakter rigtigt an. Det var små nuancer i spillet, hvor hun var lidt for meget offer, dér hvor hun første gang sidder over for Kaj Holger på Bella. Charlotte var enig og gik ind og skød den scene om. Sådan nogle ting. Der har i det hele taget været et fælles ønske om at optimere, dér hvor vi syntes, at der var brug for det. Og dér har Sven Clausen også vist sig meget large."

- Hvem er jeres forbilleder? Hvor har I hentet jeres oprindelige inspiration?

Stig Thorsboe: "Et forbillede er vel en, som man forsøger at ligne. Sådan en har jeg ikke. Men jeg er meget fascineret af Ingmar Bergman. Jeg har ofte talt om Den gode vilje, for jeg synes den er forbilledlig. Måske også fordi Bergman her fortæller sine forældres historie. Og Fanny og Alexander er den bedste tv-serie, jeg har set. Det er ellers ikke ofte, Bergman strutter af humoristisk overskud, men det gør han her. Jeg er i det hele taget fascineret af den måde, han tager teatret med ind i tv-mediet. Det ligger i sproget, i replikkerne, som når han lader Erland Josephson sige 'Min krop er for lille til min angst'. Han bevæger sig ud de der steder med dødsforagt."
 
Opskrift eller forfatterværk
- Det er interessant at se på forfatterens rolle i dansk tv. I sin tid opfattede man Panduro som en stor forfatter, der gik ind i et underlødigt medie og fik noget fint og respektabelt ud af det. Og op gennem 70'erne og 80'erne var tv-fiktionen også et felt for etablerede forfattere som Sven Holm, Christian Kampmann eller Kirsten Thorup. Her kommer du på en måde ind fra side-linjen, Stig. Du var som forfatter ukendt for offentligheden, og så er det dig, der sælger tre millioner billetter til dine fortællinger.

Stig Thorsboe: "For at starte med Panduro, så er jeg ikke sikker på, at man opfattede dansk tv-teater som underlødigt dengang, snarere lidt bedaget, hvor Panduro var det friske, moderne pust, der begyndte at skrive direkte til mediet for at undersøge, hvad det kunne. Det var vel den samme fascination, som min bror og jeg havde, da vi for 25 år siden begyndte at skrive til tv. Så jeg ved ikke hvor meget sidelinje, der er i det."
     
"Vi havde ganske vist skrevet en roman og nogle skuespil i 70'erne, men det var tv-serien, der interesserede os, og den har jo af en eller anden grund altid været ugleset hos de finkulturelle, som det endnu engang kom til udtryk her i sommer i Information, hvor Rifbjerg var ude med, at tv-serierne var lavet efter en skabelon. Det kan da godt være, at der er nogle, der er - ligesom der sikkert findes adskillige romaner, der er skåret over samme læst. En dom på et så generelt niveau er med andre ord uinteressant."
 
- Hvis en forfatters roman bliver solgt i 10.000 eksemplarer, så er det et gennembrud. Hvis jeres serie bliver set af to millioner seere, så er det nok noget fabriks-agtigt juks?

Stig Thorsboe: "Ja, det er absurd, at seertal pr. definition af nogle bliver opfattet som det modsatte af kvalitet. Men jeg tror, at problemet ligger et andet sted. Når DR markedsfører en ny lang serie, ønsker man på grund af de mange penge, som man har brugt, at sigte bredt. Det er måske også meget forståeligt, men her ligger en indbygget modsætning mellem vores opfattelse af et værk og stationens behov for at blive identificeret som afsender. I den proces sker der let en anonymisering, som er med til at holde liv i myten om det upersonlige, spekulative drama, der er drejet efter en fast opskrift. Men sådan forholder det sig altså ikke."
                     
"Det bliver jo heller ikke bedre af, at man i ledelsen i TV-Drama gerne sætter en serie som Krøniken på en formel ved at sige, at det bare handler om fascination, identifikation og nostalgi. Men det er måske succesens væsen, at der hurtigt er nogen, der bliver meget kloge på, hvor let det hele er. Og dér kan man godt som forfatter føle sig både irriteret og afmægtig. Eller også er det bare, som Arthur Miller siger: En forfatter, det er en, der synes det er sværere at skrive end andre mennesker."