Nyhed
16. mar. 2015 | 13:36

Fængslet for at vise horrorfilm til elever

Foto | Jorge Alvariño
The ABCs of Death består af 26 særskilte kapitler. Blandt andet Anders Morgenthaler og Ben Wheatley har instrueret de små, blodige filmbidder.

58-årig lærer og bedstemor er blevet idømt tre måneders fængsel for at vise horrorfilmen The ABCs of Death til sine elever i USA.

Af Rune Bruun Madsen

”Det er en historie, man forventer at høre fra et fjerntliggende hjørne af verden. Ikke fra gode gamle USA.”

Sådan siger filmproduceren Ant Timpson i kølvandet på en bizar retssag, hvor den 58-årige lærer Sheila Kearns er blevet idømt tre måneders fængsel for at vise horror-komedien The ABCs of Death fra 2012 til sine elever.

Det skriver filmsiden indiewire.

Ant Timpson har produceret den kontroversielle film sammen med kollegaen Tim League.

Fyret fra sit job
Sheila Kearns viste filmen til fem forskellige spanskhold i 2013 på Columbus East High School i staten Ohio. Eleverne var mellem fjorten og atten år gamle.

Den 4. marts i år blev hun af delstatsretten i Franklin County idømt tre måneders fængsel for at ”udbrede skadeligt materiale til unge”, som dommeren i retssagen slog fast.

Kearns filmvisning var således et brud på statens stramme lovgivning mod uanstændighed. Under retssagen undskyldte Sheila Kearns sin gerning og indrømmede, at hun ikke selv havde set filmen, før hun viste den til sine elever.

Nu kan hun se frem til en rum tid bag tremmer. Desuden er hun blevet fyret fra sit job som lærer og har mistet sin statslige undervisningslicens.

Viral indsamling
The ABCs of Death består af 26 kapitler – et for hvert bogstav i alfabetet – der hver især tematiserer begrebet ”død”. Filmen indeholder en lang række eksplicit seksuelle og grotesk blodige scener.

Danske Anders Morgenthaler har instrueret det animerede kapitel K is for Klutz, hvor en dame bliver slået ihjel af sin egen afføring.

Producerparret bag filmen har startet en fundraising-side, hvor de forsøger at skaffe penge til at få den forurettede lærer løsladt.

Indtil videre er lidt over 6.000 af de nødvendige 15.000 dollars indsamlet på siden, hvor enhver kan gå ind og donere en skilling – hvis man altså er af den opfattelse, at dommen over Sheila Kearns er forkert.

Indsamlingsfristen er sat til 22. marts, så der er kun en lille uge tilbage til at indsamle de resterende 9.000 dollars.

Filmens producere har dog også grund til at glæde sig over sagen, der har fået massiv omtale i de amerikanske medier. I kølvandet på retssagen går salget af The ABCs of Death nemlig forrygende.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko