Dencik: ”Færdige film er kedelige”

Tal R sidder som en lille skoledreng i shorts og kasket mellem sine forældre i en sofa. Han klager over sit aparte fornavn. 

Men det har kunstneren – hvis borgerlige navn er Tal Rosenzweig – egentlig ikke rigtig grund til, for navnet er kendt og respekteret i kunstverdenen.

Så kendt, at det har affødt en portrætfilm, ja nærmest et bestillingsværk fra Aros, der fra 23. november huser den hidtil største museumsudstilling af Tal R’s værker.

Filmen Tal R – The Virgin, der skal vises på udstillingen og lige nu går i biograferne, er lavet af hans gode ven Daniel Dencik.

”Alt kan gå imod ham, men så laver han en manøvre, så det forsvinder ud i en fantastisk retning,” fortæller instruktøren om, hvorfor han er så fascineret af Tal R.

Forfædre var naboer
Daniel Dencik har tidligere lavet dokumentarfilmene Moon Rider (udgivet på Ekko-dvd #26) og Ekspeditionen til verdens ende. Han er både filmklipper, digter og dokumentarinstruktør og har kendt Tal R, fra de var børn.

”Min farfar og hans farfar har faktisk været naboer i en lille by i Tjekkoslovakiet,” fortæller han.

Siden endte deres forældre ad omveje i Danmark, og både instruktøren og kunstneren voksede op i Valby, hvor de gik på jødisk skole. 

”Da jeg blev spurgt, om jeg ville lave filmen, tænkte jeg over, hvorfor netop jeg skulle lave den. Men det er nok, fordi jeg kender ham og hans venner og familie rigtig godt,” siger Daniel Dencik.

Benspænd
I den 30 minutter lange film fortæller personerne i Tal R’s liv fra hver deres perspektiv om den produktive kunstner.

Alle fortællinger er ledsaget af et af kunstnerens værker, men Daniel Dencik var meget bevidst om, at han ikke ville lave en traditionel film om kunst.

”Jeg er lidt allergisk over for kunstfilm. Der er mange fælder, man kan falde i. Kunst er jo noget, man ikke kan tale om, for hvis man kunne, behøvede man ikke at lave det.”

Derfor satte han en række benspænd for sig selv.

”Der var to ting, jeg ikke ville have med: kunstkritikere og talking heads. Der måtte ikke være nogen deciderede interviewsituationer,” siger han.

I stedet fortæller naboen Søren Ulrik Thomsen for eksempel kunstklogt om Tal R’s spøgelsesagtige maleri af Søpavillonen, mens onkel Ole spiller banjo og beretter om nevøens forkærlighed for pandekager.

”Jeg lod det være ret meget op til dem. Jeg sagde: ’I må tale om, hvad I vil, det skal vare cirka ét minut, og det skal på en eller anden måde have med Tal at gøre,” fortæller Daniel Dencik. 

Forstørrelsesglas
Det har resulteret i nogle lidt indstuderede remser fra de mindre kameravante mennesker i Tal R’s omgangskreds – som hans forældre, der ikke helt ved, hvor de skal kigge hen, eller sønnen, der taler, som om han læser op i skolen.

Daniel Dencik tog i første omgang mange takes for at ramme det helt rigtigt.

”Jeg gik efter perfektion, men værdien i filmen er faktisk det lidt skæve og stive, eller at man kan høre, at det er indøvet,” forklarer han. 

”Jeg er jo uddannet klipper, så jeg tænkte, at man ville kunne snyde lidt, når man satte det sammen. Men nu hvor jeg instruerer, kan jeg se, at film er et forstørrelsesglas, hvor alle de små ting bliver kæmpe store. Vi kan sidde her og tale en time om en film, der varer en halv time.”

Hengivne karakterer
Det virker næsten, som om det er Tal R selv, der har lavet filmen. De medvirkende introduceres som ”min ven”, ”gift med mig” og ”min kollega”, og kunstnerens egen fortælling om sit virke giver os et lille indblik i hans store tanker. 

Det er helt bevidst, at instruktøren lader Tal R føre ordet. 

”Jeg er jo ikke journalist. En journalist ville automatisk lede efter en måde at få skovlen under et menneske på. Mange journalister er undergravende – og med rette. De vil finde ud af, hvor løgnen, selvbedraget og svagheden er.” 

”Jeg vil hellere lave film, som er rørende på en anden måde – hvor man viser, hvor hengivne karakterne er, og hvor vanvittigt deres projekt er. Jeg forsøger at få en fortrolighed med de medvirkende og nå ud til publikum med samme fortrolighed.” 

Den fælles drivkraft
Tal R og Daniel Dencik deler en umættelig trang til at søge det nye. I filmen bliver det mest præcist udtrykt af Tal R’s søn, der forklarer, hvordan han kan fiske i timevis, men altid slipper byttet løs bagefter.

”Det er lidt det samme, min far gør, når han maler. Når han er færdig med det, har det ingen interesse,” siger sønnen.

Og det er en tilgang, Daniel Dencik selv kan nikke genkendende til.

”Færdige film er lidt kedelige. Man kan jo ikke rette i dem,” griner han.

”Når man begærer noget eller erobrer noget, er det bare en kort nydelse. Men nydelsen er næsten allerede væk, fordi man tænker på den næste. Jeg udkommer med en bog her til februar, men den er næsten ligegyldig for mig nu. Nu tænker jeg kun på den næste.”

Ny fiktionsfilm
Daniel Dencik har også en ny film på tegnebrættet, og denne gang kaster han sig ud i fiktionen. 

”Det er en fiktionsspillefilm om dansk slavehandel i Ghana i 1830’erne – om en ung, dansk mand, der hed Wulff Joseph Wulff. Han blev sendt til Afrika, da slavehandlen officielt var stoppet og deltog aktivt i den illegale slavehandel,” fortæller han.

”Det er i virkeligheden en kærlighedshistorie mellem en mand og en slave.”

Drivkraften er dog ikke bare historien om Wulff, indrømmer instruktøren med et smil på læben. 

”Jeg kunne bare godt tænke mig at være på optagelser, hvor det er mig, der bestemmer, og hvor vejret er godt.”

Tal R – The Virgin kan ses i Grand Teatret og Vester Vov Vov i København, Café Biografen i Odense, Biffen i Aalborg og på kunstmuseet Aros i Aarhus.