Filmaftalen: Færre rammer, flere krav

Sent i går aftes offentliggjorde regeringen filmaftalen, der fastlægger rammerne for dansk film de næste fem år.

Mens medieaftalen blev indgået under stor dramatik af et mindre antal partier før sommerferien, er filmaftalen umiddelbart mindre opsigtsvækkende. Alle partier i Folketinget står da også bag aftalen.

Dansk film får knap 560 millioner kroner om året. Det er en mindre beskæring i forhold til de 563 millioner kroner, dansk film i den forrige aftale har haft at rutte med.

I Ekko #79 udtalte Det Danske Filminstituts direktør Claus Ladegaard, at mange danske film er underfinansieret. Derfor skulle der efter hans mening flere penge til dansk film, eller også måtte konsekvensen være færre film.

Men det er politikerne øjensynligt ikke enig med ham i. Filmaftalen lyder nemlig på status quo. Der skal i aftaleperioden produceres 102-130 spillefilm, det vil sige 20-26 spillefilm om året – altså som minimum en volumen, vi kender i dag.

Nu skal der sælges billetter
Til gengæld har politikerne imødekommet Ladegaards ønske om mindre detailstyring af Filminstituttet, hvilket de allerede signalerede under en Rio Bravo-frokost tilbage i august i Ekko #79.

Der er denne gang ingen rigide rammer for de forskellige støtteordninger, Filminstituttet har. Hvor mange film, der bliver støttet på den kunstneriske konsulentordning, og hvor mange film, som kommer til verden gennem den mere kommercielle markedsordning, vil politikerne ikke længere blande sig i.

Derimod opstiller politikerne som noget nyt målbare succeskriterier. Og de er så ambitiøse, at de må give Filminstituttets direktør sved på panden.

Dansk film skal som minimum have en markedsandel på 29 procent af antal solgte billetter i danske biografer. Og hvert år skal mindst ti spillefilm sælge 250.000 billetter i gennemsnit. Eller også skal mindst ti film efter 36 måneder have opnået et samlet publikum på én million seere ”på relevante platforme som eksempelvis biograf, video on demand, tv”. 

I 2016 og 2017 var dansk films markedsandel kun på henholdsvis 21 og 20 procent. I 2018 tegner den til at blive 27 procent. Indtil videre har blot tre danske film i år solgt over 250.000 billetter, nemlig Journal 64, Lykke-Per og Så længe jeg lever.

Kattelem til dansk film
Men ikke nok med det.

For første gang stiller politikerne krav til, at otte-ti danske film årligt skal udtages til en af de toneangivende filmfestivaler. Og man navngiver oven i købet festivalerne. Det drejer sig om Cannes, Venedig, San Sebastian, Berlin, Sundance, Toronto og – mærkeligt nok – Oscar, der ikke er en festival, men en prisuddeling.

Det er utroligt ambitiøst, ja, vel nærmest en drøm om en ny guldalder for dansk film. Med en produktion på tyve spillefilm om året, så skal – populært sagt – den ene halvdel være store publikumssucceser herhjemme, mens den anden halvdel skal have internationalt format.

Ikke engang Vinterbrødre, der i år har vundet både Bodil- og Robert-prisen og er blevet vist på et utal af festivaler, opfylder kriteriet om at være blevet vist på en A-filmfestival. 

Det store spørgsmål er derfor, hvad der sker, hvis Filminstituttet ikke formår at leve op til de opstillede krav, hvilket er det mest sandsynlige scenarium. Det står der ikke noget om i aftaleteksten. Men forligspartierne holder døren åben for, at støtten til dansk film kan øges.

”Aftalekredsen vil ikke udelukke, at der kan findes yderlige midler på finansloven eller eksterne midler til finansiering af dansk film,” lyder formuleringen.

En gratis omgang, kan man mene, men det er alligevel et vigtigt signal, for hvorfor ellers nævne det?

Ekstern analyse af Filminstituttet
Som forventet styrkes de regionale filmfonde med 35 millioner kroner. Det går i spænd med regeringens ønske om at give flere indgange til filmstøtten og få dansk film ud i provinsen.

Filminstituttet får også mere fleksibilitet i forhold til støttebeløb. Der kan støttes både lav- og højbudgetfiilm. Film, der ikke sælger så mange billetter, skal hurtigere ud på de digitale platforme.

Og så ønsker politikerne en større indsats for at komme ulovlige downloads af film til livs. Og med tre millioner kroner vil man videreudvikle Share With Care-platformen, der skal flytte brugerne fra ulovlige til lovlige streamingtjenester.

Endelig pålægges Kulturministeriet at iværksætte ”en ekstern analyse af Det Danske Filminstituts drift for at afdække eventuelle effektiviserings- og rationaliseringsmuligheder”. Det kan vel næppe udlægges på anden måde end, at der er politikere, som mener, at Filminstituttet kan spænde livremmen endnu mere ind.

Så er der alt det, som glimrer ved sit fravær.

Der er ingen beskatning af de internationale streamingtjenester, som flere partier havde luftet muligheden for.

Og der står ingenting om mangfoldighed i forhold til køn og etnicitet, der ellers har været det helt store debatemne i filmbranchen og fokusområde for Filminstituttet. Det er politikerne åbenbart ikke lige så optaget af, som dele af filmbranchen er.

Foregående filmaftaler har været fireårige, men den ny aftale er af uransagelige årsager femårig og strækker sig dermed frem til og med 2023. I en tid, hvor virkeligheden – ikke mindst i filmbranchen – ændrer sig med forbløffende hast, kan det godt undre. Det er dog ikke intentionen at gøre aftalen permanent femårig, understreger politikerne.