Reportage
02. sep. 2014 | 20:57

FAF skrev historie i våd Ekko Film Cup

For tredje gang kunne instruktør Kenneth Kainz og Filmarbejderforeningen drikke champagne af den eftertragtede Ekko Film Cup-pokal, som Girls United bortførte i 2010 og indgravede sit navn og et hjerte på. I baggrunden FAF-profilen Niklas Herskind.

I silende regn skrev Filmarbejderforeningen sig ind i historiebøgerne med deres tredje Ekko Film Cup-triumf efter suveræn finalesejr over Nordisk Film i Valby.

Af Jesper Olsen

Der var ikke sparket en bold ved Ekko Film Cup ’14, før de forsvarende mestre, Filmarbejderforeninen (FAF), havde nedlagt en officiel protest.

Et afbud fra Miso Film havde tvunget arrangørerne til at flytte rundt på holdene og kampprogrammet, og FAF, som er en fagforening for filmbranchens freelancere, skulle nu pludselig spille deres første kamp klokken 14.20 i stedet for 14.40.

Det forstyrrede den mentale forberedelse hos Henrik ”Buller” Jongdahls succesmandskab så meget, at man nærmest mistænkte Ekko for bevidst at forsøge at forpurre holdets jagt på et hattrick. Et fadølsanlæg kan give meget goodwill, men særbehandling i programlægningen kunne det tydeligvis ikke købe turneringens hovedsponsor.

”Protesten er blevet indgivet til FIFA, og Platini er på vej,” oplyste skuespiller Bjarne Henriksen, der kommenterede begivenhederne sammen med Eurosports Bundesliga-kommentator Simon M. Sørensen, men den franske elegantier glimrede ved sit fravær, og det er da vist også UEFA, han er præsident for?

Selv uden Platini var der dog stil over sagerne på Ekko Film Cups nye hjemmebane i Valby, hvor turneringen for første gang nogensinde blev livestreamet – streamet leveret af WONDER og den svigtende internetforbindelse af Zentropa, noterer filmselskabet.

Chokket over fremrykningen havde stadig ikke lagt sig, da FAF hele 20 minutter før tid indtog bane 2 til deres første kamp mod Produktionen.dk. Sidstnævnte, en anden af turneringens sponsorer, har ikke just stolte traditioner på græsset, men de voldte de regerende mestre stort besvær i en tæt kamp.

FAF trak dog det længste strå med en sen 3-2-scoring, og derefter gik det slag i slag for arbejderne, som med træner Bullers ord ”hutlede sig” gennem kamp efter kamp.

Magtdemonstration
I finalen mod Nordisk Film foldede mestrene sig dog ud i fuld flor med en overlegen 4-0-sejr.

Den store profil, fotografen Niklas Herskind, satte arbejderne i gang, da han tilpassede sig det våde føre og lod en flad afslutning fra distancen sjutte hen over Valby Boldklubs bane 1 og i mål via stolpen.

Det var også Herskind, der med et pragtfuldt oplæg serverede bolden for Anne Skamris, som øgede til 3-0 (kvindemål tæller som bekendt dobbelt i fodbold).

”Det er min søn,” sagde Niklas’ stolte far henvendt til kommentatorbordet.

Nu var indpiskeren, skuespilleren Roland Møller, og resten af Nordisk Film under tidspres, men de var sjældent i stand til at true mestrenes mål. Og til slut blev magtdemonstrationen total, da anfører Kenneth Kainz baskede et frispark direkte i kassen til 4-0.

”Jeg var begyndt at tro, jeg var det sorte får, for vi har aldrig vundet, når jeg har været med,” ivrede Anne Skamris med en buttet champagneflaske i hånden og glædestårer trillende ned ad kinderne (kan også have været regndråber).

Niklas Herskind og Kenneth Kainz hæftede sig ved den mentale styrke, som holdet havde vist ved at rejse sig efter skandalen om den fremrykkede kamp.

”Det var en mental udfordring og blev vores klart sværeste kamp, men vi spillede os op. Vi havde et stærkere hold sidste år og var mere suveræne, så vi har trænet ekstra hårdt, nærmest non-stop siden oktober sidste år. Det er overdrevet fantastisk at vinde igen,” lød finaleheltenes analyse af triumfen, der gjorde FAF til det første hold til at forsvare en Ekko Film Cup-triumf og det første til at få sit navn indgraveret tre gange på vandrepokalen (turneringen har været afholdt seks gange).

Store mænd har også følelser
I taberlejren tog de nederlaget med næsten selvudslettende sportsmanship.

”Det var en tæt kamp, indtil de fik et heldigt mål, og derefter gik vi ned med flaget. I sidste ende er det absolut velfortjent,” mente Roland Møller.

Den muskuløse skuespiller havde kun en enkelt anke:

”Jeg mærkede ikke meget til al den snak om fairplay. Jeg blev slagtet en del gange. Bare fordi jeg er en stor fyr, så tror de ikke, jeg har nogen følelser. Men det har jeg altså,” sagde skuespilleren, der dog også selv tacklede godt igennem.

Der var stor fokus på fairplay – med både formaninger fra kommentatorerne og en striks dommerstand fra DBU, der slog ned på selv fejlindkast og uddelte fem minutters udvisninger med løs hånd.

Én af dem fik Danske Dramatikere til at råbe op om matchfixing, men de klarede sig alligevel noget bedre end sidste år (lutter nederlag) ved at vinde begge deres gruppekampe mod ASA Film og Ekko, indtil man måtte strække våben over for de senere mestre FAF i en ensidig kvartfinale.

Manuskriptforfatter Jenny Lund Madsen (hun har skrevet den frække Shortlist-film Chloe Likes Olivia) var atter den store oplevelse hos Dramatikerne med både forbilledligt defensivt knokleri og gennembrudskraft i offensiven.

Fuckfinger fra Girls United
I de tilspidsede slutkampe steg presset og fokusset på DBU-dommerne.

Det var begyndt at styrte ned, og det fik ikke blot tilskuerne og de ventende hold til at klumpe sig sammen under pavilloner og paraplyer.

Det påvirkede også spillet på banen, hvor de våde forhold frembød flere glidende tacklinger og (endnu flere) tekniske fejl. Bjarne Henriksen nød vejrforholdene under læ af sin pavillon, for ”når det regner, bliver det sjovere at kigge på pigerne”. Girls United kvitterede med en fuckfinger mod kommentatoren.

Mest dramatisk var den hårdt spillede og højspændte semifinale mellem Super16 og FAF, der endte i straffesparkskonkurrence efter femten målløse minutter i ordinær spilletid. I straffesparkskonkurrencen gik der koks i matematikken, da FAF blev udråbt som vinder ved 3-0. For Super16 havde med tre spark tilbage stadig en teoretisk mulighed, så holdene måtte på den igen efter ellers at have sagt tak for kampen. Udfaldet blev dog det samme.

En veritabel skandale, mente Super16-træner Niels Holstein Kaa, der imidlertid kunne glæde sig over sit holds præstation. Også selvom der blev sået tvivl om, hvor mange af spillerne, der egentlig har sin daglige gang på den alternative filmskole.

Super16 har ikke tidligere leveret nævneværdige præstationer i turneringen, men de havde trænet intensivt op til og lagde for med en historisk – og ikke just gentleman-agtig – 10-0-sejr over tilbagevendte Girls United.

Det blev fulgt op med 1-0 i ”hadets kamp” mod Den Danske Filmskole, og dermed slap træner Niels Holstein Kaa for at indfri et løfte om, at han ville karseklippe sig, hvis holdet ikke gik videre fra gruppespillet.

Lutter clean sheets
I kvartfinalen ventede én af forhåndsfavoritterne, Meta Film, og også dem gjorde filmtalenterne det af med. Med 1-0 endte målmand Morten Pape Visby, manuskriptforfatter, tilmed med lutter clean sheets for turneringen.

Meta Film var af den opfattelse, at de havde vundet deres gruppe og skulle møde Den Danske Filmskole, men da indbyrdes opgør vægtedes over målscore, måtte de face skrækmodstanderen.

I stedet fik SF Film, én af turneringens positive overraskelser med mystiske dæknavne som ”Mr. Teflon” og ”Skraldemanden”, æren af at møde Filmskolen, som de slog ud i en uendelig straffesparkskonkurrence, inden man måtte kapitulere over for Nordisk Film i semifinale.

Der havde været store forventninger til Meta Film med stjerner som den tidligere FC Nordsjælland-spiller Christian ”Krølle” Nielsen og Ekko Film Cup-legenden Cyron Melville på holdkortet.

Sommerens transfer
Cyron Melville var i sommerens mest opsigtsvækkende transfer skiftet fra Zentropa til Meta Film (og havde efter eget udsagn doneret halvdelen af sin transfersum til velgørenhed) – og han gjorde det onde ved sin gamle klub i åbningskampen, hvor han var en evig trussel og scorede det enlige mål mod vicemestrene.

Nederlaget markerede en sort dag for de dobbelte mestre fra Zentropa. Med vanligt glimt i øjet stillede holdet op i trøjer, der gjorde opmærksom på det ”skærpede tilsyn”, man er blevet sat under af Det Danske Filminstitut (som dog ikke var der til at holde filmselskabet i ørerne).

Sidste års finalister endte sidst i deres fireholdsgruppe og måtte alt for tidligt kapre fadølsanlægget.

Det gjorde ondt at score mod Zentropa, men en del af mig syntes også, det var lidt rart. De manglede flere profiler end mig, så jeg skal ikke have hele æren for deres fald fra tinderne,” udtalte Melville senere.

Han ville ikke vedkende sig at være skuffet, for selvom holdet havde trænet hårdt frem mod turneringen og mødte op halvanden time før turneringsstart (!), er ”niveauet så højt, at man ikke kan tillade sig at forvente mere end en kvartfinale”, som han udtrykte det.

I Zentropa-lejren stod skuffelsen derimod malet i ansigtet på skuespiller Christense Skousen.

”Det gør ondt. Vi har ikke trænet denne gang og havde nogle skader, så vi manglede helt klart et eller andet,” lød den kortfattede analyse.

Husbands, Sons, Brothers, Lovers & Friends
Publikumsyndlingene Girls United havde flere mænd på holdlisten end nogensinde før og et nyt appendiks til holdnavnet: Husbands, Sons, Brothers, Lovers & Friends (hæng mig ikke op på rækkefølgen).

Holdet i de pink og purpurrøde trøjer, der tidligere har markeret sig ved at kidnappe vandrepokalen og indgravere deres eget navn og et hjerte på den, var igen umulige at overse, da de med oprejst pande og ukuelige tilråb fra lægterne forlod turneringen med tre nederlag og en målscore på 1-18.

”Efter 0-10-nederlaget i første kamp blev vores strategi at prøve at spille bolden til hinanden, og det lykkedes i de næste kampe, så jeg er svært tilfreds. Jeg tror, vi havde peaket i kamp fem, hvis vi havde haft så mange, så næste år prøver vi med et par træningskampe inden,” sagde holdleder og producer Karoline Leth.

Ølmers detalje
Dagens mål stod filminstruktøren Jonas Elmer for i værterne Ekkos første kamp mod ASA Film, da han frækt vippede et indlæg fra venstre i mål med hælen.

”Ølmer” blev han kaldt af kommentator Bjarne Henriksen, der havde spottet instruktøren ovre ved fadølsanlægget ganske tidligt i turneringen. Han var igen i år en lidet mobil, men træfsikker fiskerangriber på chefredaktør Claus Christensens mandskab, der efter en hæderlig indsats trak en nitte i straffesparkskonkurrencen mod Nordisk Film i kvartfinalen.

Træner Claus Christensen hoppede og gestikulerede som en anden Ulrik Wilbek på sidelinjen og kunne slet ikke styre sin begejstring, da eks-proffen og journalisten Peter Rewers udlignede mod filmmastodonten Nordisk. Han håber nu at kunne holde på sin store profil frem til næste sæson. Pressionsmidlet bliver det samme som denne gang: Hvis Rewers ikke deltager, får han ingen forsidehistorier i Ekko-magasinet!

Jubeldans i medbragt varevogn
De fleste eliminerede hold var for længst flygtet ind i klubhuset, da FAF løftede pokalen for tredje gang. De var tilsyneladende meget godt tilfredse med ikke at skulle spille i regnen. Humøret fejlede i al fald ikke noget hos taberne.

Hos ASA Film, der tabte alle deres kampe, virkede Jeppe Kaas og Sebastian Klein i det hele taget mere interesserede i at ryge smøger på sidelinjen end i at sparke til en fodbold, mens Skofabrikken (Fridthjof Film, Gi’ Lyd og Postyr) fejrede deres to sejre (ny rekord for dem) over Zentropa og Girls United på behørig vis: med musik og jubeldans i en medbragt varevogn.

”Og så manglede vi endda Ronnie Fridthjof, der plejer at levere turneringens største fibersprængning efter et par minutters spil,” siger Skofabrikkens pålidelige målmand, Alle for én (med flere)-instruktør Rasmus Heide.

Takket være det nye spillested i Valby var der ikke langt til øllerne, frankfurterne og de hele to dj’s i klubhuset. Og flere af dem, som Ekko ringede til dagen derpå for at rekonstruere resultaterne (resultatlisten var blevet så smattet i regnen, at den var ulæselig), klagede med rusten stemme over ondt i hovedet.

Ekko Film Cup ’14

Gruppe 1

1. SF Film, 6 point
2. Meta Film, 6 point
3. Skofabrikken, 3 point
4. Zentropa, 3 point

Zentropa – Meta 0-1
Skofabrikken – SF Film 3-4
Zentropa – Skofabrikken 2-3
SF Film – Meta 3-1
Zentropa – SF Film 2-0
Meta – Skofabrikken 6-2

Gruppe 2

1. Super16, 6 point
2. Filmskolen, 3 point
3. Girls United, 0 point

Girls United – Super16 0-10
Girls United – Filmskolen 1-6
Super16 – Filmskolen 1-0

Gruppe 3

1. Nordisk Film, 4 point
2. FAF, 4 point
3. Produktionen, 0 point

FAF – Produktionen 3-2
FAF – Nordisk Film 1-1
Produktionen – Nordisk Film 0-2

Gruppe 4

1. Danske Dramatikere, 6 point
2. Filmmagasinet Ekko, 3 point
3. ASA Film, 0 point

ASA Film – Ekko 1-2
ASA Film – Dramatikerne 2-3
Ekko – Dramatikerne 1-2

Trøstefinaler

Skofabrikken – Girls United 2-0
Produktionen – ASA Film 7-1

Kvartfinaler

SF Film – Filmskolen 0-0 (SF videre efter straffekonkurrence)
Super16 – Meta Film 1-0
Nordisk Film – Ekko 1-1 (Nordisk videre efter straffekonkurrence)
FAF – Dramatikerne 3-0

Semifinaler

Nordisk Film – SF Film 3-0
FAF – Super16 0-0 (FAF videre efter straffekonkurrence)

Finale
FAF – Nordisk Film 4-0

Kommentarer

Ekko Film Cup

En årlig begivenhed, hvor Filmmagasinet Ekko samler hele den danske filmbranche til en fodboldturnering.

Startede i 2009, hvor Michael Noer både spillede for Nordisk Films hold og lavede en meget personlig film om turneringen.

Året efter dokumenterede instruktøren Christoffer Boe sejre og nederlag.

I 2011 blev turneringen foreviget af instruktøren Nikolaj Feifer, der som barn led af boldangst.

Vindere

2009: Cosmo Film

2010: Zentropa

2011: FAF

2012: Zentropa

2013: FAF

2014: FAF

© Filmmagasinet Ekko