Familiebånd

Sammen med seks skuespillere fra den islandske teatergruppe Vesturport har instruktør Ragnar Bragason skabt de to sort-hvide multiplotfilm, Børn og Forældre. Filmene er uafhængige af hinanden, men dog tematisk forbundet, idet begge skildrer skæbner, som synes fanget af de omstændigheder og forhold, vi kalder familiebånd.
 
Umiddelbart fremstår Ragnar Bragason, der bor i Reykjavik, ellers som en ener og som en ganske cool repræsentant for generation X. Hans stilbevidste film, der oser af visuel fortælleglæde og fremdrift, veksler bestandigt mellem en distancerende sort humor og en nærværende patos. 
 
Grebet af sandhed
Men Bragason adskiller sig også fra sine generationsfæller. For imens de har dyrket ironien og kastet et sarkastisk blik på stort set alt, er Bragason ikke bange for patos, for at udforske og vise de sande følelser - eller for at tale om dem:
 
"Jeg har aldrig været særlig betaget af sarkasmen. Den er en maske, en flugt fra en eller anden sandhed i de fleste tilfælde. Og det er sandheden, jeg er grebet af. Jeg leder konstant efter den. I den findes de sande følelser."
 
Ironien er dog også en del af Bragason, der hurtigt skifter tone, før han fortsætter: 
 
"Jo, i takt med at jeg bliver ældre, bliver jeg mere og mere en dramadronning. Hvis det fortsætter sådan, ender jeg i storladent melodrama. Men nej, spøg til side, dramaet står mig lige så nær som humoren, og det forekommer mig, at de følges ad i de fleste tilfælde."
 
Vores forældres børn
Emnevalget forekommer også lidt atypisk, hvis vi fortsat hænger Bragason op på hans generation. Og måske især, fordi filmene ikke kun handler om selv samme generation og dens problemer med forhold, og især parforhold, hvad man ellers nemt kunne have frygtet. 
 
Men Bragasons tilgang er en anden: 
 
"Jeg har altid interesseret mig meget for forholdet mellem forældre og børn - og hele den struktur, som ligger deri. Den er et af grundelementerne i vores samfund, hvor end vi er i verden. Vi er jo alle vores forældres børn og bliver langt flest forældre på et tidspunkt i livsforløbet. Det kommer man ligesom ikke udenom. Og jeg tror, at livets store drama sker i hjemmet - dér formes personlighederne, og dér lærer vi langt hen ad vejen at begå os." 
 
"Desuden har jeg altid interesseret mig for fædrenes synder, for hvordan enhver generation indbefatter tidligere generationers handlinger og oplæg. At hvem jeg er, har sit udspring i, hvordan min forfader langt tilbage i tiden var. Og man kan spore denne interesse i næsten alt, jeg har lavet."
 
Klasseforskelle
I både Børn og Forældre udforskes relationen mellem forældre og børn - og ikke mindst de roller, som henholdsvis forældre og børn indtager. Og begge film handler om både forældre og børn, så hvordan fordelte titlerne sig?
 
"Børn handler om mennesker, som er nærmere at være som børn, mennesker som ikke er blevet voksne og bærer følelserne udenpå. Den er mere en bombe. Mere rå og enkel, ligesom børn. Forældre, derimod, handler om det usagte, om problemer som bliver fortiet og gemt af vejen, sådan som voksne har det med at gøre." 
 
Dertil kommer klasseforskellen. Imens Børn udspiller sig i underklassen, har Forældre den øvre middelklasse som ramme. Hvordan opstod den fordeling?
 
"Den kom i løbet af processen. Eftersom filmene ikke er lavet ad den traditionelle vej, efter et klassisk filmmanus, men i samarbejde med skuespillerne, som udviklede karaktererne over ganske lang tid, så kunne jeg give processen en stor indflydelse på både indhold og struktur. Det vil sige, at jeg i den første fase prøvede at neddæmpe min personlige indflydelse på værkets udvikling."
 
Mike Leigh-metoden
"Det var faktisk først lige før, vi gik i gang med selve optagelserne, at jeg besluttede at lave to film, og at de skulle foregå i hver sin samfundsklasse - som skyldtes det persongalleri, vi havde opbygget. Det gav nærmest sig selv, at der var tættere forbindelser mellem personernes historier i henholdsvis under- og middelklassen, så de seks personer, jeg lagde ud med, delte sig således - og blev Børn og Forældre."
 
Men efter den indledende fase, kom der vel en masse regler ind processen?
 
"Nej, jeg fulgte ikke nogen regler. Den eneste regel, som jeg prøvede at følge, var at lave gode film, men der var ingen dogmeregler eller den slags i selve processen," svarer instruktøren afværgende, før han uddyber:
 
"Den har dog sine ligheder med Mike Leigh, det vil sige at skuespilleren kun ved, hvad han selv arbejder på, og ikke hvad de andre laver. Den eneste, som har overblik, er instruktøren og manusets hovedforfatter, som i det her tilfælde var mig".
 
Succes på festivaler
Den selvlærde instruktør spillefilmdebuterede i 2000 med en film under den lidet optimistiske titel Fíaskó. Også den nåede ud til nogle festivaler, men langt fra i et lige så vidt omfang som Børn og Forældre.
 
"Ja, det er fantastisk at se, hvor langt filmene er rejst på festivaler, og hvor godt de er blevet modtaget."
 
Copenhagen International Film Festival var sidste stop på Børns foreløbige festivalturné og en ganske fornem afslutning, skal tilføjes, idet den løb med hovedprisen, Den gyldne svane.
 
"Ja, og det blev jo ikke værre af at være i København, og at alle skuespillerne kunne komme og nyde aftenen med mig. Og CIFF var i sig selv en vidunderlig festival. Jeg morede mig storartet og havde rejst hjem glad uden nogen pris."
 
Efterfølgende har Børn fået dansk premiere, og den blev positivt modtaget af et næsten enstemmigt anmelderkorps. Og i Island har Forældre høstet alle de priser, den var nomineret til, ved Edda-uddelingen (Islands pendant til vores Bodilfest) - herunder for årets film, instruktør, manus, fotografering og hovedrolleindehavere.
 
Ingen løn i tre år
Men et par improviserede, sort-hvide multiplotfilm, om problemfulde relationer mellem forældre og børn, lyder måske ikke umiddelbart som det oplagte udgangspunkt for succes. Hvordan blev ideen egentlig solgt?
 
"Det var nu heller ikke særligt mange, som havde nogen særlig tiltro til, at en 'no/low' budget-problemfilm i sort-hvid ville kaste noget af sig. At lave film i sort-hvid blev desuden kaldt 'et kommercielt selvmord'. Men jeg var ganske enkelt ligeglad og regnede heller ikke med noget million-publikum," siger instruktøren fra nationen med de kun 300.000 indbyggere og tilføjer:
 
"Det var jo ikke derfor, vi lavede filmene. Og vi er heller ikke blevet rige. Vi lagde alle vores arbejdskraft i filmen uden nogen løn i tre år og er i disse dage lige ved at få den investering ind. Men på første optagedag havde vi ikke en krone på lommen. Vi havde dog tro nok på, at vi ville kunne finansiere filmens lave produktionsomkostninger, når vi først havde nogle klip, vi kunne vise folk. Så vi tog et banklån."  
 
Den bedste filmskole
Og den noget dristige plan holdt. Icelandic Film Centre skød penge i filmens postproduktion, hvor også en co-producent, det islandske selskab Klikk, kom på banen, så begge film kunne blive premiereklar. 
 
- Men hvordan var det at arbejde under et så stramt budget?
 
"Set i bakspejlet ville jeg ikke have haft en krone mere. Dette var som den bedste skole, jeg kunne forestille mig, i mit fag. Jeg lærde, hvad der er vigtigt, og hvad der er ikke. Og det er ikke pengene, der er afgørende for, hvor god en film du laver. Det er engagementet såvel som din og dine medarbejderes tro på, hvorvidt den historie, du fortæller, har nogen værdi. Mange af de værste film er også de dyreste. Kvalitet har som sådan intet med penge at gøre." 
 
- Så du vil fortsætte med at lave low budget-film?
 
"Ja, jeg laver sikkert low budget-film i fremtiden. Forhåbentlig dog også film med lidt større budgetter. Det er jo ikke alle historier, der lader sig fortælle helt uden penge."
 
Menneskenes Island
- Men hvorfor egentlig sort-hvid, når det er - som du siger - et kommercielt selvmord?
 
 "Jeg ville fokusere på skuespillerens ansigt og ikke på omgivelserne. Altså at skuespilleren var begyndelsen og slutningen. Og rent praktisk havde jeg kun et filmhold på seks mand. Der var ingen art-department, ingen scenografi, ingen kostumer eller props, ingen sminke."
"Skuespillerne klarede sig selv, og jeg blev nødt til at vælge faktiske locations. Så for at kunne styre filmens udseende var det enklere at skrue ned for farven, for jeg kunne jo ikke styre omgivelserne. Vores lys og teknikpakke var desuden meget beskeden, og at skyde i sort-hvid forenklede alting og sparede os for en masse tid, vi ellers havde brugt på teknik."
 
At filmene desuden foregår i Reykjaviks forstæder af henholdsvis grå beton (Børn) og anonyme villakvarterer (Forældre), underbygger også instruktørens intentioner. Men derfor er det også blevet bemærket, at filmene ikke ser særligt islandske ud?
 
"Tja - jeg ved ikke. Jeg tror, de er de mest islandske film, som er blevet lavet. Men hvad er Island? Er det naturen, landskaberne? Er det en eller anden myte om elverfolk? Er det midnatssolen og de harske vintre? I mine øjne er Island de mennesker, som bebor landet. De interesserer mig i hvert fald mere end det smukke landskab."