Fang filmen i sommernatten
Sommer og sol er biografernes værste fjende, for hvem gider at sidde i en mørk og indelukket sal, når udendørslivet kalder?
Heldigvis er der igen i år rig mulighed for at nyde film under stjernerne rundt omkring i landet.
Vi byder her på en liste over spændende filmoplevelser i det danske sommerland. Samtlige arrangementer er gratis.
Publikumshit på danmarksturné
TV2 Zulus omrejsende filmbiograf er efterhånden blevet en veletableret del af de danske sommeraftener.
I år ruller karavanen igennem byer som Odense, Herning, Sønderborg og Vejle, inden ballet som sædvanligt slutter i København.
Zulu Sommerbio byder blandt andet på originale amerikanske film som Hende, Inside Llewin Davis, American Hustle og Before Midnight, der godt kunne fortjene et større publikum.
Hvor: flere danske byer
Hvornår: frem til 15. august
Læs mere: Zulu Sommerbio
Gys i Kongens Have
For tredje år i træk byder Cinemateket på udendørsfilm i Kongens Have på den store plæne foran Det Danske Filminstitut.
I år er programmet udvidet til to dage, og der er gys på menuen.
Man kan både opleve en djævelsk Jack Nicholson ytre ”Here’s Johnny” i Ondskabens Hotel og sydkoreanske Park Chan-wooks noget oversete, men mesterligt orkestrerede Stoker, der blandt andet har Nicole Kidman og Mia Wasikowska på rollelisten.
Hvor: Kongens Have, København
Hvornår: 30. og 31. juli
Læs mere: Open Air i Kongens Have
Kuriøse kultperler
De mere syrede og outrerede sager er hevet op af kultkassen, når Husets Biograf viser open air-film i deres lille, aflukkede gård.
Titler som Zorro: The Gay Blade, Journey to the 7th Planet og Vampire Men of the Lost Planet taler for sig selv.
Finalefilmen er Flash Gordon, der især er kendt for Queens bombastiske soundtrack.
Hvor: Huset i Magstræde, København
Hvornår: 01.-08. august
Læse mere: Open Air Cinema Nights
Ibiza og industri
Hen over sommeren byder Aalborgs artbiograf hver torsdag på det eksotiske koncept ”Costa del Nordkraft”, hvor man kan nyde film i kedelhallens enorme rum.
Godt nok er man ikke under åben himmel, men strandsand og en funky bar sørger for at skabe sydlandsk stemning.
Filmoplevelserne tæller blandt andet Klumpfisken, De urørlige og Inside Llewin Davis.
Hvor: Nordkraft, Aalborg
Hvornår: hver torsdag indtil 7. august
Læs mere: Costa del Nordkraft
Kommentarer