Asylbørn fanget i et limbo

En dreng sidder på gulvet i et asylcenter i Jægerspris. Han er, hvad man kalder ”en uledsaget mindreårig”. Det betyder, at han er kommet til Danmark uden forældre eller familie.

Drengen er brudt sammen, og mens gråden tager til, kommer kameraet tættere og tættere på. Til sidst er det så tæt på, at hånden bag kameraet rækker ind i billedet og trøstende stryger drengens hår.

Hånden tilhører instruktør Michael Graversen, der i den 30 minutter lange Ingenmandsland går så tæt på mindreårige asylansøgeres hårde hverdag, at dokumentaristens distance skulle vise sig svær at opretholde.

Poetisk fortællestil
Michael Graversen tager imod i sin lejlighed på Vesterbro. Han er – sammen med sin familie – lige hjemvendt fra England, hvor han har færdiggjort sin uddannelse på The National Film and Television School.

Familien er endnu ikke kommet helt på plads i Danmark. Et flyttelæs er stadig ikke ankommet fra England, og derfor kommer interviewet til at foregå i et næsten tomt lokale.

Flytteforvirringen til trods fortæller Michael Graversen afslappet om den film, der fra i dag, mandag d. 26. august, og fem dage frem kan ses på Odense Internationale Film Festival.

”Jeg har forsøgt at lave en impressionistisk film, der handler om følelser og stemninger. Den handler om at være fanget i et limbo. Det var vigtigt for mig, at filmen ikke blev for journalistisk, og derfor er sådan noget som faktabokse fuldstændig udeladt. Jeg har i stedet forsøgt at skabe en mere observerende og poetisk fortællestil,” siger instruktøren.

Frygt for autoriteter
Da Michael Graversen hørte om problematikken om de unge uledsagede asylansøgere fra Røde Kors, fandt han emnet så vigtigt, at han gjorde det til sin afgangsfilm fra filmskolen i England.

Det blev dog ikke nogen nem opgave at fortælle de unge flygtninges historie. Instruktøren blev nemlig mødt med skepsis både fra de unge og centerets personale.

”Personalet nærede en generel mistillid til journalister, og de var bange for, at min film ville blive sensationssøgende. Det lykkedes mig dog at forklare dem sondringen mellem journalistik og dokumentarisme, som jeg synes er meget vigtig,” siger Michael Graversen.

Drengenes frygt gik på noget helt andet. De stolede generelt ikke på autoriteter, og for dem var Michael Graversen bare endnu en autoritet, der pressede sig på.

”Til at begynde med forsøgte de ofte at sabotere mine optagelser. For at være ærlig blev jeg ret sur på dem i starten af forløbet. Jeg syntes simpelthen, de var irriterende, og denne opfattelse ændrede sig først, efter jeg begyndte at lære dem at kende. Jeg begyndte at forstå, at de jo egentlig er meget mere end bare sagesløse ofre, og denne opfattelse håber jeg, at min film afspejler.”

Konkret samfundsproblem
Det var afgørende for instruktøren, at filmen ikke eksplicit måtte tage politisk stilling trods det meget følelsesladede emne.

I 2006 lavede Michael Graversen Jorden er giftig, som han beskriver som ”Michael Moore-agtig”. Her forsøgte han at tage hånd om et konkret samfundsproblem, og den form for dokumentarisk tilgang søger han væk fra i Ingenmandsland, der primært bygger på observation.

”Jeg fandt hurtigt ud af, at der går mange nuancer tabt, hvis dokumentarisme bliver alt for politisk. Hvis man forsøger at proppe tolerance og pointer ned i halsen på folk, vil der være mange, der står af.”

Medmenneskeligt kamera
Instruktøren overskred dog sin fluen-på-væggen-metode. Som i scenen, hvor han stryger sin hånd gennem drengens hår. Han lader kameraet køre imens.

”Scenen er ikke med for at vise, hvor sødt et menneske jeg er. I ekstreme situationer er der jo noget medmenneskeligt, der tager over, og så er store tanker om stil og observation pludselig underordnede,” mener Michael Graversen.

”Jeg kan ikke klare, hvis de her højtstående filmiske overvejelser bliver ekstreme. Mennesker må ikke reduceres til at være forsøgsobjekter i en eller anden form for psykologisk test.”

Mere håb næste gang
Den dag i dag har Michael Graversen stadig kontakt til flere af drengene på centeret.

Tre drenge får i løbet af filmen afslag på asyl, og én af disse drenge har Graversen lige fulgt i Italien for at lave nye optagelser.

”Efter han fik afslag i Danmark, er han flygtet videre ned gennem Europa og er nu endt i Italien. De første par uger sov han på gader og i parker, men han er nu tilknyttet et center, hvorigennem han får mulighed for at søge opholdstilladelse.”

Graversens optagelser fra Italien skal efter planen indgå i et nyt projekt, hvor han skildrer, hvad der efterfølgende sker i den unge drengs liv. En historie, hvis slutning han altså endnu ikke kender.

”Jeg håber da, at min nye film vil indeholde mere håb end Ingenmandsland. Men det er jo en usikker tilværelse, og forholdene for flygtninge i Italien skulle være værre end herhjemme.”

Stolte af filmen
Michael Graversen nåede at være på asylcenteret i Jægerpris i otte måneder, og opholdet har sat sine tydelige spor hos instruktøren.

”Jeg blev selv enormt påvirket af den trykkende stemning. Efterhånden begyndte jeg dog at oparbejde relationer til mange af drengene, hvilket gjorde mit arbejde med filmen meget lettere. Det er altid nemmere at filme, når det er baseret på tillid.”

Instruktøren tror ikke selv, at Ingenmandsland vil ændre noget konkret ved forholdene på asylcentrene i Danmark. Men det er heller ikke det vigtigste succeskriterium.

”Jeg håber i stedet, at drengene har fået noget ud af at være med i filmen. Jeg tror på, at det er vigtigt at få lov til at fortælle sin historie, særligt hvis man befinder sig i en meget presset situation. Og mange af drengene har virket oprigtig stolte, når jeg har vist filmen for dem.”