Fantasien som flugtvej

Han er ni år, god til at lave romkugler, og så har han fantasi – rigtig meget fantasi. Navnet er Hodder (udtales Hådter), og han er hovedpersonen i en ny spillefilm for børn og deres forældre. Filmens instruktør hedder Henrik Ruben Genz, der blandt andet har lavet den Oscar-nominerede novellefilm Bror, min bror.

”Det spændende ved Hodder som figur er, at han er en drømmer og samtidig har handlekraft og drive,” siger Henrik Ruben Genz. ”Hodder får ting til at ske. Og selv om han bliver drillet i skolen og er klassens bundskraber, er han ukuelig. I hvert fald på overfladen. Hans drømmeri er jo hans flugt – fra ensomheden og de svigt, han oplever. Han har brug for at blive reddet, brug for en ven. Og det er vigtigt, at han finder ud af, hvor grænsen mellem virkelighed og fantasi går, inden fantasien helt løber af med ham.”

Skal frelse verden
Det var i høj grad på grund af hovedpersonen, at Henrik Ruben Genz tændte på filmmanuskriptet til En som Hodder, som er Genz’ spillefilmdebut. Manuskriptet er skrevet af dramatikeren og forfatteren Bo hr. Hansen og baseret på en bog af Bjarne Reuter. Historien handler om Hodder (Frederik Christian Johansen), som bor sammen med sin far (Lars Brygmann). Hodders mor døde, da Hodder var tre år; han savner en mor og håber, at faren vil få en kæreste. Men trods Hodders opmuntrende bemærkninger til faren om sin velduftende lærerinde (Birthe Neumann) og den rødlæbede Lola (Trine Appel) fra naboopgangen, er faren uinteresseret – han lever stadig i drømmen om Hodders afdøde mor.

Ovre i skolen bliver Hodder drillet af klassens stærke drenge, Filip (Anders L. Kjeldsen), der kan slå på tæven, og Alex (Maurice Blinkenberg) med den dyre cykel og de smarte attituder. Hodder har affundet sig med sin position som klassens særling, da han en nat bliver vækket af en fe, der fortæller, at han er den udvalgte og skal frelse verden. Den opfordring er svær at sidde overhørig. Men da Hodder synes, hele verden er en lovlig stor mundfuld, beslutter han at starte med Jordens mindste beboede ø, Guambilua. Hodder går i gang med at samle en ekspedition, som skal bestå af den skønne Lola, den seje bokser Big Mac (som han har læst om på en havregrynspakke) og så Filip og Alex. Men hvordan får klassens nul de to stærkeste fyre med på sådan et projekt?

Bjarne Reuters bog er skrevet i en episodisk og associativ form, som ikke umiddelbart kunne overføres til lærredet, og det var nødvendigt med justeringer, tilføjelser og udeladelser for at lave bogen om til film. Manuskriptet blev omskrevet i alt ni gange, og Henrik Ruben Genz og Bo hr. Hansen arbejdede tæt sammen. De diskuterede blandt andet filmens opbygningen og temaer.

”Der er tre centrale temaer eller problemstillinger i historien: For det første mangler Hodder en ven, for det andet mangler han en mor, og for det tredie kommer den her fe og siger til ham, at han skal frelse verden. Vi besluttede at gøre venskabshistorien til den primære historie og arbejdede en del med at skrive begyndelsen, så de tre temaer bliver vægtet på den rigtige måde og præsenteret i den rigtige rækkefølge. Slutningen har også været skrevet om en del gange. På et tidspunkt var der snak om, at filmen skulle ende i en storslået fantasirejse, men vi synes, det er mere tro mod historien og faktisk en mere lykkelig slutning, at Hodder vælger virkeligheden frem for drømmen til sidst,” siger Henrik Ruben Genz.

Farlig fantasi
I starten af filmen er Hodders virkelighed temmelig trist, og det skyldes ikke mindst hans relation til sin far. Hodders far er en rar, men konfliktsky og verdensfjern mand, der har sine spøgelser at kæmpe med. Og trods de bedste intentioner evner han ikke at være nærværende i forholdet til sønnen. Han er gået i stå som menneske. Det samme gælder flere andre af filmens voksne heriblandt bagerjomfruen, der sidder i sin butik og drømmer om kærligheden, og lærerinden der kun er lykkelig, når hun kan stå i fred og indsnuse yndlingsparfumen Harem Dreams. Omgivet af voksne drømmere bliver én som Hodder en ensom Hodder.

”De voksne omkring ham er ved at sygne hen. De lever et skinliv og kan ikke finde ud af at komme videre med deres tilværelse. De er mennesker, som ikke har fundet den rette balance mellem virkelighed og drøm. Jeg tror, at grænsen mellem virkelighed og fantasi er mere flydende for børn end for voksne. Det at modnes som menneske handler blandt andet om at blive bevidst om, hvad der er hvad. Men hvis man er meget ensom, oplever store svigt eller andre smertefulde ting, kan ens udvikling blive forstyrret, og man kan få en forvrænget opfattelse af, hvad der er virkelighed og fantasi. Det kan blive til den slags, vi som voksne kalder angstfobier og neuroser.”

”Selv om det er positivt med en levende og mangfoldig indre verden, har fantasiuniverser – ligesom virkeligheden – både en lys og en mørk side. Der kan lure meget dæmoni og rædsel i et fantasiunivers, og det kan være farligt, hvis fantasien får så meget plads, at den tager overhånd. Hvis man som Hodder leger med tanken om, at man kan gå på vandet, kan det i yderste konsekvens være årsag til, at man drukner. Faren vil gerne vejlede Hodder, men drømmerisk, som han er, kommer han snarere til at vildlede sin søn.”

Hodder har brug for en ven, der kan hjælpe ham med at sætte grænser. ”Hodders jordbundne kammerat Filip er vigtig for Hodders udvikling. Omvendt kan Filip lære noget af Hodder – Filips forældre bliver skilt i løbet af filmen, og Filip har brug for at finde vej gennem krisen. Hodder viser ham de muligheder, der ligger i fantasien og venskabet.”

Poetisk realisme
Henrik Ruben Genz fortæller, at det under optagelserne til filmen var centralt for ham at finde frem til den ni-årige dreng, der gemte sig i hans eget baghovedet. Genz skulle prøve at genkalde sig, hvordan verden så ud gennem Hodders øjne. At historien fortælles fra Hodders synsvinkel afspejler sig også i fotograferingen. Kameraet er ofte helt konkret placeret i Hodders øjenhøjde, så de store drenge vitterlig ser store ud, selv om de ”kun” er ni år. Det er medvirkende til, at en række scener for den voksne tilskuer kan virke som deja-vu: Pludselig husker man klart – nogle gange skræmmende klart – hvordan det var at gå i 3. klasse.

En som Hodder er fotograferet af Bo Tengberg, som Henrik Ruben Genz også arbejdede sammen med på den komiske, storbystemningsfulde Omveje (1995), der var deres afgangskortfilm på Filmskolen. I En som Hodder har de fundet frem til en visuel stil, Henrik Ruben Genz selv betegner som ”poetisk realisme”. Stemningen er melankolsk, og selv om det meste af filmen foregår på hverdagsprægede steder som kommuneskolen og i Hodders lejlighed i et københavnsk brokvarter, er der alligevel et strejf af ikke-realisme over billedsiden. Billederne er renset for alt overflødigt og så vidt muligt også for alle tidstypiske detaljer. Her er hverken grafitti eller kasketter med skyggen i nakken.

”Vi fortæller en universel historie om det at blive til som selvstændigt menneske, og vi forsøger at understrege det eviggyldige i fortællingen med en klassisk og tidløs visuel stil. Forhåbentlig vil filmen kunne ses om ti år uden at virke forældet og umoderne.”

Fokusgrupper som genvej
Under optagelserne fokuserede Henrik Ruben Genz på skuespillet og billederne og lukkede så vidt muligt af for alle tanker om markedsføring, målgrupper og publikumsleflen.

”Jeg lyttede til min intuition og gjorde, hvad jeg fornemmede ville blive godt. Og så håber jeg, at mit engagement skinner igennem og er med til at give filmen styrke. Selvfølgelig er det vigtigt, at en film sælger billetter. Og det er nødvendigt med aggressiv markedsføring, for ellers drukner man fuldstændigt i mængden. Men det interesserer mig ikke at lave film for den laveste fællesnævner med farce og tju-bang. Hvis jeg skal lave en film, skal der være mere bund i den end lagkagebund.”

Af samme grund skildrer En som Hodder sig ud fra mange af de danske børne- og familiefilm, der bliver lavet for øjeblikket. En som Hodder tager barndommen og sit publikum alvorligt på en måde, som giver den visse fællestræk med film som Jesper W. Nielsens Forbudt for børn (1998) og Bille Augusts Busters verden (1984).

I betragtning af den kunstnerisk orienterede tilgang, Henrik Ruben Genz har haft, kan det derfor virke paradoksalt, at han i klippefasen gjorde brug af en så salgsrettet opfindelse som fokusgrupper. I bedste amerikanske stil blev skoleklasser inviteret til at se den delvis færdige film og komme med deres meninger om den. Henrik Ruben Genz var i starten meget skeptisk, men han blev snart mere positiv, ikke mindst da en af grupperne på en ”god-dårlig”-skala skulle give deres mening om filmen til kende. Næsten alle gav den maks antal point.

”Men de havde også fået slikposer og sodavand,” siger Henrik Ruben Genz beskedent og smiler. ”Rent konkret sparede fokusgrupperne os for meget arbejde. Det var en genvej til at ændre ting, som sikkert i sidste ende var blevet ændret alligevel. Det er en god måde at fange småting, der kan føre til misforståelser. For eksempel oplevede den første fokusgruppe Hodders far som meget usympatisk og ligeglad med Hodder, og det var jo ikke vores intention. Så vi tog nogle scener ud, hvor han lå og sov, og tilføjede nogle, hvor han og Hodder er sammen. Et andet eksempel er, at en fokusgruppe var i tvivl om, hvorvidt Hodder sladrer om Filips forældres skilsmisse. Efter den diskussion ændrede vi nogle detaljer, så det er tydeligere, at Hodder ikke sladrer. Det var sådan, vi brugte fokusgrupperne – altså ikke noget med at gøre slutningen mere lykkelig eller den slags!”

Filmen har premiere 31. januar 2003 i 53 biografer landet over. Så selv om Henrik Ruben Genz for længst er begyndt at mærke premiere-nerverne, må han vente lidt endnu, før det viser sig, om En som Hodder bliver en som hitter.