Far er tilbage

Han var ikke den første helt med hemmelig identitet. Den Røde Pimpernel og Zorro var på banen længe før. Han var heller ikke den første helt i trikot. Fantomet er to år ældre. Og han var heller ikke den første helt med overnaturlige kræfter. Herkules fødtes flere tusind år før. Men alligevel. Superman er superhelten, manden af stål, den af dem alle, der er mest ligetil, mest renfærdig, mest universel og — som det vigtigste — stærkest. Faktisk dukkede spørgsmålet ofte op i Superman-bladets storhedstid i Danmark, hvor læserne spurgte redaktør-oraklet Super-Ove (alias Ove Høyer) om den slags ting: Hvem er stærkest, Batman eller Superman?

Svaret giver sig selv, Superman er super, over alt andet, og hvor meget de andre end toptræner sig som Batman eller muterer som X-Men, vil de aldrig kunne hamle op med Super-mans råstyrke, hans flyve-evner og hans røntgenblik. De er så grundliggende og sikre kort, at det største problem for ham og hans forfattere har været at opfinde skurke, der overhovedet var truende nok, så udfaldet af kampen ikke var alt for givet på forhånd. Hans kræfter har varieret gennem tiden. I starten hoppede han, senere fløj han, og på et tidspunkt var styrken eskaleret, så han kunne "jonglere med planeter". Så sagde man stop, og redaktørerne bebudede en kraftnedsættelse, der kunne gøre ham mindre guddommelig.

Men kontakten til guderne har aldrig været fjern. Mens andre superhelte tilskriver deres kræfter træning (Batman), radioaktiv stråling (Spider-Man, Hulk) eller mutationer (X-Men), kommer Supermans kræfter kort og godt af, at han ikke opholder sig på sin fødeplanet. Han kom ifølge myten til jorden som eneste overlevende fra Krypton, der gik under, præcis som hans forældre havde forudsagt. Jordens sol giver ham en styrke, der er overmenneskelig.

Tegneserien, der ændrede alt
Jerry Siegel og Joe Schusters tegneserie så dagens lys i 1938, og den blev et øjeblikkeligt hit. Man ser ofte succesen forklaret med, at utrygheden over den ulmende verdenskrig gav grobund for en helt, der kunne klare alt, men egentlig virker det letkøbt. Der har stort set altid været grobund for den slags helte, og verden er vel dybest set altid på afgrunden af en eller anden krise, der kan udløse noget katastrofalt.

Sandheden om Superman er snarere, at han er så oplagt fascinerende. Ikke bare en flyvende frelsergud, der slås mod al uretfærdighed, og som også er klog nok til at kunne skelne de gode fra de onde. Heller ikke bare en maskeret helt, der giver den som nørdet, bebrillet reporter alias Clark Kent — men dybest set også en ulykkelig figur, fordi han elsker sin kollega Lois Lane, der kun har øjne for Superman. Det er rammende blevet kaldt et trekantsdrama for to.

Hvad tegnestilen angår, udviklede serien sig med rivende fart. Fra de første primitive hæfter blev Superman-serien snart en af de mest elegante og veltegnede, og selv i dag er Supermans tegnere blandt de bedste i branchen. På forlaget DC Comics, hvor også Batman er i stald, har man længe gjort en dyd ud af at lade forskellige tegnere og forfattere udfolde sig i forskellig stil, og det har vist sig, at myten er så stærk, at et virvar af mange slags historier og streger ikke har forplumret helhedsindtrykket. Selv et dansk album er det blevet til: Superman og fredsbomben blev skrevet af Niels Søndergaard og tegnet af Teddy Kristiansen i 1990.

Den redaktionelle frihed har dog affødt mange sære tiltag. Som for eksempel dengang i 1993, hvor Superman bekæmpede skurken Doomsday — og blev besejret. Det blev en medie-begivenhed, at Superman således døde, men det var alvor, og der var rent faktisk en tre måneders pause i udgivelserne. Ved relanceringen dukkede tre forskellige personer op, som alle påstod, at de hver især var den rigtige Superman. En ny kamp var i gang, og forlaget havde slået en genial krølle på halen. Salget steg med rekordfart i det år, og hæftet, hvor Superman udåndede, blev straks et samler-objekt.

Superman går til filmen
Supermans liv som filmfigur begyndte i 1941 med en serie banebrydende og meget originale korte tegnefilm fra Fleischer-brødrenes studie. Max og Dave Fleischer var på det tidspunkt i stor krise efter mange års succes med Betty Boop- og Skipper Skræk-film. Deres første lange tegnefilm, Gulliver's Travels (1939), var floppet, og deres ejere havde tvangsflyttet studiet fra New York til Miami.

Alligevel lykkedes det dem at gennemtrumfe Superman-filmene, som var noget helt nyt: tegnefilm, der skulle tages alvorligt, med et spændende action-orienteret plot. Filmene tyndslides stadig på tv, og de klarer sig overraskende godt med deres dynamiske billedkomposition, intense klipning og dystre stemning. En af dem, Mechanical Monsters (1941), leverede stor visuel inspiration til Kerry Conrans oversete Sky Captain and the World of Tomorrow (2004).

Superman-serien levede kun kort. Fleischer-brødrene krakkede og skiltes, og deres arvtager, det såkaldte Famous Studios, kunne ikke holde standarden. Den lukkede i 1943 efter atten film. Først efter fjernsynets indtog vendte den animerede Superman tilbage, men nu var det ren billigfilm. Den enormt produktive Lou Scheimer producerede med sit firma Filmation nye Superman-tegnefilm fra 1966-70, men de er ikke meget bevendt. Så gik det bedre, da Warners tv-animationsafdeling genoplivede ham i 1996. Nu om dage er tegnefilm til tv ikke længere ren metervare, manuskripterne er intelligente og tegnekvaliteten høj. 

Succes på tv
I 1948 lavede Columbia deres første serial med Superman. Kirk Alyn spillede hovedrollen i The Adventures of Superman og lignede egentlig meget godt, men special effects-budgettet var så magert, at illusionen udeblev. Man klippede ganske enkelt til en animeret Superman, hver gang han skulle flyve.

I 1951 overtog Georges Reeves rollen i den lige så billige Superman and the Mole-Men, men han gjorde så godt et indtryk, at han to år efter fik rollen i en tv-serie, der blev en af den tidlige fjernsynsdramatiks største succeser. Serien løb til 1957 og var med til at skaffe Super-man-figuren fans ud over tegneserie-læserne i en grad, så han i nogle år måtte lide med Far til Fire-syndromet - altså det, at stort set ingen husker, at det hele begyndte med en tegneserie.

Desværre var tv-serien — ligesom Far til Fire-filmene — væsentlig ringere end det trykte forlæg, så populariteten var også en stopklods: Nu var Superman anbragt i klassen af samlebånds-B-helte, der var langt fra den guddommelige frelser. I årevis holdt filmbranchen sig fra Superman.

Først med Mario Puzos manuskript til Alexander og Ilya Salkinds produktion i 1978 genfødtes Clark Kent/Superman på lærredet, og denne gang var det nærmest definitivt. Christopher Reeve fik rollen og gav den det indhold, den krævede, men især Richard Donners instruktion bar det hele. Han viste, at han havde føling med historiens mytiske, nærmest religiøse præg, og serverede det letfordøjeligt, men bestemt ikke uden dybde og panache. Margot Kidder blev sin generations Lois Lane, og med John Williams' uforlignelige tema var billedet komplet. Superman: The Movie lød den ganske passende titel.

Mange personlighedstræk
Christopher Reeve og Superman fulgtes ad i et par film, der aldrig nåede etterens styrke, især ikke med Richard Lesters lallende toer, Superman på nye eventyr (1980). Siden har figuren levet videre i lidt sære tv-afskygninger: først i Superboy (1988-92) med Gerard Christopher, der siden blev afløst af John Newton, siden i Lois & Clark (1993-97) med Dean Cain, og netop nu i Smallville (2001-) med Tom Welling. Serier, der måske ikke glimrer ved deres originalitet, men som dog bruger mytologien med en vis opfindsomhed.

Alle de hidtidige filmudgaver af Superman har valgt den dydsmønster-version, de fleste forbinder ham med. Men sandheden er, at han i tegneserieversionen har haft mange andre personlighedstræk. Han har ofte optrådt aggressivt, vredt og decideret hævneragtig — om end ikke med Batmans indædthed. Han har i sine unge dage dræbt og lemlæstet fjender, og hans forhold til lovgivningen har vekslet mellem ekstrem tro på domstolene og decideret selvtægt. Han har aldrig i sidste ende tvivlet på, hvad der var godt og ondt, men spejderdrengen er ikke den eneste side af hans personlighed, og Super-mans hang til mismod og sortsyn har ofte været det, der gjorde serien værd at læse. Han er ikke blot en stålsat helt, men en mand, der bekymrer sig.

Hver gang et nyt Superman-filmprojekt lanceres, ønsker man derfor, at forfatterne får øje på lidt mere af Supermans temperament. Måske bliver det i år.