X-Men-universet har vokseværk
X-Men udvides med en tv-serie.
Det amerikanske tv-selskab FX Networks, der ejes af 20th Century Fox, har netop bestilt otte episoder af Legion. Serien vil kredse om titelkarakteren, der er en mutant fra X-Men-universet. Premieren er sat til 2017.
Bestillingen kommer, efter at Noah Hawley har lavet et vel modtaget pilotafsnit. Hawley, der står bag den roste tv-version af Coen-brødrenes Fargo, skal være den nye series showrunner.
Professor X’ skizofrene søn
Hovedrollen i serien skal spilles af Dan Stevens, der brød igennem på tv i Downton Abbey og på det store lærred i thrilleren The Guest.
Stevens lægger krop til David Haller, der har tilbragt sin ungdom på forskellige psykiatrihospitaler med en skizofreni-diagnose.
Legion er Hallers mutantnavn. I tegneserierne er hans superkræft at stjæle andre mutanters kræfter og personligheder. Han er også søn af Professor X, men om det bliver en del af serien, vides ikke.
Foruden Stevens medvirker Aubrey Plaza (kendt fra Parks and Recreation) som Hallers ”optimistiske stofmisbruger-ven”, mens Rachel Keller (kendt fra anden sæson af Fargo) efter sigende har seriens kvindelige hovedrolle som den gadevante Syd.
”Ekstraordinær og helt utrolig”
FX’ programmeringschef Nick Grad lover, at Hawley vil forlene X-Men-universet med en ny æstetisk sensibilitet.
”Pilot-afsnittet er blændende, drevet af fantastiske præstationer fra Dan Stevens, Aubrey Plaza, Jean Smart, Rachel Keller og resten af holdet. Vi venter på seriens premiere med samme begejstring som seriens fans,” udtaler Nick Grad i en pressemeddelelse.
Medproducent Marvel har også de store superlativer fremme.
”Fra vi første gang hørte Noahs vision over hans exceptionelle manuskript og cast til de ekstraordinære optagelser, vidste vi, at serien ville blive helt utrolig,” siger Jeph Loeb, der er executive producer på projektet.
Foruden Loeb er også producer Lauren Shuler Donner, instruktør Bryan Singer og forfatter Simon Kinberg tilknyttet projektet som executive producers.
Uklar forbindelse til X-Men
Da rettighederne til X-Men-universet ejes af Fox, vil Legion ikke foregå i samme univers som Marvels egne film og tv-serier som Daredevil og Agents of Shield.
Ikke desto mindre er Marvel direkte involveret i alle tv-adaptioner af deres tegneserier. Og Loeb – der har skrevet for mange af de største serier – har som chef for tv-divisionen det overordnede ansvar for at koordinere tv-serierne.
Det er uklart, hvor meget serien vil dyrke forbindelsen til de foreløbig ni film i X-Men-universet.
Adspurgt i oktober sidste år forklarede Hawley:
”Det er tænkt som en standalone. Det handler mere om, at der er en historie, jeg har lyst til at udforske, og som så skal passe ind i det større univers, hvilket er spændende.”
Serie om ondskabsklub
Foruden Legion er også serien Hellfire under udvikling.
Den vil foregå i 1960’erne og følger en kvindelig specialagent, der under en efterforskning støder på den hemmelighedsfulde Hellfire Club, der pønser på at overtage verdensherredømmet.
I X-Men: First Class fra 2011 var Kevin Bacon leder af den hemmelige organisation. Serien skrives af Patrick McKay og John D. Payne, der startede på at skrive den kommende Star Trek Beyond, men blev afløst undervejs.
X-Men på bedding
Også på det store lærred kigger X-Men-producerne Marvel efter i kortene og har en lang række fortsættelser og spin-offs på bedding. De er i alt fra rygtestadiet til produktionsfasen.
Wolverine 3 (2017)
Hugh Jackmans sidste film som Wolverine foregår i fremtiden og har også Patrick Stewart – filmenes originale Professor X – på rollelisten.
Deadpool 2 (2017)
Deadpool tjente flere penge i USA end Batman v Superman. Så selvfølgelig kommer der en toer. Både originalens manusforfattere og instruktør Tim Miller vender tilbage foruden Ryan Reynolds i hovedrollen.
X-Force (?)
Jeff Wadlow (Kick-Ass 2) skriver denne film om en gruppe mutanter, der har en mere voldelig tilgang end X-Men-gruppen. Deadpool er et muligt medlem af gruppen.
Gambit (?)
En korthaj og sydstatsslyngel med superkræfter, spillet af Channing Tatum og med Doug Liman bag kameraet. Filmen skulle have været i optagelse i marts, men er nu udskudt på ubestemt tid.
New Mutants (?)
En mutant-heltegruppe i teenage-alderen. Filmen skrives og instrueres af Josh Boone, der stod bag En flænge i himlen.
Fortsættelse til X-Men: Apocalypse (?)
Forfatter Simon Kinberg har varslet, at serien igen vil springe ti år frem i tiden og foregå i 90’erne. Indtil videre er filmen dog ikke bekræftet af Fox.
Kommentarer