Farlig ungdom

Ungdom og ungdom er to forskellige ting.

Der er ungdom som biologi: En alder, der vel spænder, fra man er tolv til man er tyve. Og så er der ungdom som kulturelt fænomen – ungdomsfilm, ungdoms-tv, ung mode, ung livsstil, ung musik osv. Her er ordet ”ungdom” et marketingsbegreb i en milliardindustri, det er definitionen af en attraktiv målgruppe og indkredsningen af et forbrugersegment. Hér kan ungdommen snildt strække sig langt op i trediverne!

Dét er ikke noget nyt, selv om man kunne tro det i en tid, hvor der alle vegne og i ekstrem grad tænkes ungt og tales ungt og sælges ungt. Ungdom som markedsføringsbegreb er udsprunget af nogle specifikke sociale omvæltninger i efterkrigstidens vestlige verden. Og som så mange andre populærkulturelle fænomener kan det spores til ... USA.

Efter anden verdenskrig steg velstanden i Amerika, og med den fik man i 1950’erne for første gang en egentlig ungdomsgeneration i moderne forstand. Hvor overgangen mellem barndom og voksenliv traditionelt var relativt glidende, fik vi et mere skarpt afgrænset mellemstadie. Disse nye unge var ikke børn – det vil sige uselvstændige og afhængige af deres forældre – og de var ikke voksne med familie og ansvar. De havde arbejde og dermed penge.

På den måde udgjorde de en helt ny type forbruger, der havde barnets legesyge og den voksnes købekraft og oven i købet de svære identitetsproblemer, der følger af ikke helt at høre til i en af de to lejre. For et andet vigtigt træk ved denne generation af unge var en ny utilpassethed, en trang til at tale den voksne generation midt imod. Denne oprørstrang fandt et perfekt udtryk i kulturelle frembringelser som musik, mode, film med mere.

Man havde altså en helt ny gruppe forbrugere, som på mange måder stod skarpt aftegnet. Og det varede ikke længe, før underholdningsindustrien lugtede lunten. Det kan lyde paranoidt og oversimplificeret, men man kan argumentere for, at erhvervslivet egenhændigt fandt på, at nu var der noget, der hed ”ungdom”. I hvert fald kan man fra midten af 50’erne se, hvordan en ny, ekstremt forbrugsorienteret ungdomskultur – et nyt marked – begynder at blomstre op, først i USA, men snart efter også i Europa og Danmark.

Begyndelsen i Amerika
En central del af den nye ungdomskultur var filmene. Kigger man igen på USA, er det karakteristisk, at ungdomsfilmen fra starten først og fremmest blev dyrket af B-filmproducenterne, inspireret af tidens højlydte avisoverskrifter om rockmusik, ungdomskriminalitet og generel teenagevildskab og frit løbende umoral.

Det pæne, etablerede Hollywood var tidligt med, men det var med film, der overvejende kiggede på ungdommen gennem de voksnes moralsk bekymrede briller. Et klassisk eksempel er The Blackboard Jungle fra 1955, den første film med den nye rock’n’roll på lydsporet.

Hér er masser af ungdomsfilmens velkendte elementer: musikken selvfølgelig, ungdomsbander, tidstypisk slang, autoritetsforagt, sex osv. Men historien er fortalt fra et voksent perspektiv: Glenn Ford (en skuespiller, der i 50’erne om nogen signalerede solid middelklassemoral) spiller en idealistisk lærer, som kommer i åben konfrontation med en bande rødder på den nye skole, hvor han får arbejde. Han bliver først mobbet, siden gennembanket, en af hans kolleger får smadret sin samling af 78’ere, og banden prøver at voldtage en kvindelig lærer. Men det lykkes ham alligevel med stoisk ro og barsk vedholdenhed at vinde de vildledte unge over på sin side, med undtagelse af bandelederen, der får lov at stå tilbage som et dårligt eksempel til skræk og advarsel.

The Blackboard Jungle er ungdomsfilm som tryg, voksen masseunderholdning. Sensationslysten, ja, men i bund og grund moralsk opbyggelig.

I 50’erne og 60’erne blev der lavet relativt få deciderede ungdomsfilm hos de store filmselskaber, selv om nogle af dem til gengæld var meget toneangivende – f.eks. motorcykelfilmen The Wild One (1954 – med Marlon Brando) og James Dean-klassikeren A Rebel Without a Cause (1955). Til gengæld blomstrede genren i B-filmens yderzoner, hvor der blev lavet horder af billige, hurtige teenage-film af producenter, der var kvikke til at opsnuse en ny tendens og malke den for alt, hvad den var værd.

Kodeordet var aktualitet: Før moden nåede at skifte, kunne producenterne have en film i biograferne, som profiterede på den. Da twist-musikken var på sit højeste, lykkedes det for eksempel en filmproducent på mindre end en måned at skrive et manuskript, hyre skuespillere, optage, klippe og udgive filmen Twist Around the Clock (1961), hvor twiststjernen Chubby Checker og en flok andre navne fra tidens populærmusik kittede et tyndbenet plot sammen til noget, der ligner en rigtig film. Filmen var en genindspilning af samme producents Rock Around The Clock (1956), den første rock’n’roll-film som fem år tidligere skabte optøjer blandt anderumper i USA og Europa – og moralsk panik hos den ældre generation, der forlangte filmen forbudt.

Respektable danske ungdomsfilm
Danskerne var lige så tidligt på færde med ungdomsfilm som amerikanerne. Og i modsætning til de fleste amerikanske film i genren er dansk ungdomsfilm overvejende noget, vi taler om med stor respekt. I virkeligheden var Danmark en snudelængde foran USA med hensyn til den første ”rigtige” ungdomsfilm: Generelt opfattes The Wild One fra 1954 som filmen, der for alvor indledte genren på amerikansk grund. Men herhjemme instruerede den rutinerede Lau Lauritzen junior allerede i 1953 den prototypiske ungdomsfilm Farlig ungdom, som med halvanden million tilskuere blev en gigantisk succes i de danske biografer.

Farlig ungdom er en klassiker; en problemfilm i den gode, humanistiske danske tradition, lavet af og for voksne. Men også med en banebrydende, indtil da uset skildring af en ny, problematisk, rodløs ungdom – og med de første eksempler på nogle af genrens velkendte elementer. Der er en ung Ib Mossin med jazz på grammofonen, brylcreme i håret, smart tøj og vrængende foragt for de voksnes autoritet; der er Birgitte Price som hårdkogt, seksuelt udsvævende dulle; der er den forråede ungdomsbande, som ruller en fuld Karl Stegger; der er ung forelskelse, alkohol, kriminalitet, oprør, sex og musik – samt moralen: Det kan godt være, at de unge skejer ud og havner i noget snavs, men de fleste er gode nok på bunden, og det er de voksnes ansvar, at det ikke kommer så vidt.

Farlig ungdom er meget betegnende for den danske vinkel på ungdomsfilmen. Allerede i genrens barndom i 50’erne valgte dansk film en vej, som man siden har holdt sig næsten ufravigeligt til. Hvor genren i USA i lang tid primært var B-filmens revir, er den danske ungdomsfilm som helhed karakteriseret ved humanisme, realisme og høj filmisk kvalitet. En medvirkende årsag til, at den danske ungdomsfilm tidligt slog ind på problemfilmens mere kvalitetsprægede vej, har uden tvivl været problemfilmens mulighed for at få statsstøtte i form af fritagelse for den såkaldte ”forlystelsesafgift”. Hér var der et direkte økonomisk incitament til at satse på det nuancerede og problematiserende. Og det drejede sig ikke om småpenge, men kunne betyde en fordobling af billetindtægterne. Karakteristisk nok er det også et statsligt støttesystem, der senere, fra 70’erne, giver ungdomsfilmen i Danmark særdeles gode muligheder for at udvikle sig.

Unge i dansk film
Ungdomsfilmen blev født som genre i 50’erne. Men danske film har naturligvis også handlet om unge før 1953. Det mest påfaldende ved de tidlige film er, at de unge næsten altid er fremstillet fuldstændigt uproblematisk. Der optræder masser af unge mænd og piger i filmene, men de er oftest en del af det generelle menneskemylder, som karakteriserer periodens danske film, og de fremstår enten som forvoksede børn eller som glatkindede kopier af deres forældre. Hvad der måtte opstå af konflikter handler kun sjældent om noget større generationsopgør.

Provinsen kalder (1935) har en del handlingsmæssige træk til fælles med den ungdomsfilm, der blomstrede tyve år senere. Ebbe Rode er ungersvenden, som hellere vil spille jazzmusik end gøre karriere, og da han oven i købet gør en ung pige gravid, slår hans far hånden af ham. Men da det her er en folkekomedie i den gode, danske stil, ender alt selvfølgelig i fred og forsoning. Og Ebbe Rode er da også langt fra den typiske, oprørske teenager. Tværtimod er han en god, velfriseret dreng, der elsker både pigen og far og mor. I en scene, der er karakteristisk for tidens ungdomsopfattelse, vil Rode som nyslået student hellere feste med sine venner end med familien. Men set med vore dages øjne er der ingen forskel overhovedet på de to fester. Okay, måske synger de unge lidt højere, når de kaster sig over den danske sangskat, men ellers ligner de til forveksling deres forældre.

En anden tidlig film, der er meget tidstypisk i sin beskrivelse af ungdommen, er Fem raske piger (1933) med Marguerite Viby i en af hovedrollerne. Her er vi blandt andet til dansk films første ungdomsfest – hvor topmålet af ungdommelig vildskab er, når der danses på bordene, eller når de unge par fortrækker til den nærliggende skovsø for at stjæle sig et kys. Igen er vi i den traditionelle folkekomedie, og selvfølgelig slutter det hele med, at de unge bliver gift og bekender sig til kernefamilien. Ligesom far og mor. Provinsen kalder og Fem raske piger er specielle for tidens film ved at have ungdommen så centralt med i handlingen.

Men de er meget typiske for tredivernes relativt konfliktløse behandling af de unge. Den fordragelige tone, disse film slår an, var hovedreglen helt frem til 50’erne. Dansk film i 30’erne og 40’erne var domineret af folkekomedien og lystspillet – ikke mindst under besættelsen, hvor det letbenede og hyggelige naturligt nok var i høj kurs. I 40’erne var der dog også begyndende grøde i dansk film, ansatser til mere seriøse problemfilm. Og i ungdomssammenhæng er der særlig én film, som bør fremhæves: Soldaten og Jenny (1947). Filmen er langt fra nogen egentlig ungdomsfilm – dertil er dens persongalleri og temaer alt for bredt favnende – men i sine to hovedpersoner, Poul Reichhardt og Bodil Kjer, har den et ungt par som på hver deres måde er i opposition til forældregenerationen. Han er soldaten på flugt fra en problematisk barndom, hun bor hos en underkuet mor og en bitter far. Jenny møder soldaten, de forelsker sig, og er i filmens mest berømte scene på nippet til at begå selvmord i frustration over en verden, der ikke levner dem en chance: ung weltschmertz syv-otte år før Marlon Brando, James Dean og Ib Mossin. Det er i øvrigt netop Soldaten og Jenny, som hovedpersonen i Johnny Larsen (1979) tager den pige, han er forelsket i, med ind at se i biografen.

Klassikere
Hvilket bringer os tilbage til den regulære ungdomsfilm. Med Farlig ungdoms succes – og den begyndende og omfattende kulturelle inspirationen fra USA – var bolden givet op. I den seriøse ende bød 50’erne på i hvert fald et par klassikere mere i skikkelse af Ung leg (1956) og Bundfald (1957). Ung leg vakte postyr med sin afdækning af en moralsk anløben overklasseungdom. Her mødte man unge, der drak, dyrkede sex og så på verden med kynisk foragt. Ghita Nørby (i sin filmdebut) og Frits Helmuth spiller rigmandspigen og den trompetspillende romantiker, der forelsker sig hvalpet i hinanden. Men det, der gør filmen rigtig interessant, er Anne Werner Thomsen som den frække og seksuelt frigjorte unge pige og en tidligt livstræt Klaus Pagh, der strutter af oprørsk attitude. Klaus Pagh fik – ikke uden grund – sit gennembrud som ”Danmarks James Dean” i filmen, der i dag er en lidt tam, men gennemført underholdende tidskapsel.

I Bundfald er det igen Ib Mossin, der har hovedrollen – denne gang som den uskyldige jyske teenager, der kommer til København og havner i skidt selskab hos ungdomsforbryderne Bent Christensen og Preben Kaas. Deres speciale er at hænge på værtshuse, drikke meget øl og snaps og rulle ældre bøsser. De overtaler Ib Mossin til at lege lokkedue. Han går med en gavmild herre hjem, og lidt efter dukker de to andre op og afpresser ofret med trusler om afsløring. For Mossin bliver mødet med Københavns underverden en déroute, som kulminerer, da han kommer til at slå en mand ihjel. Og i modsætning til Ung legs romantisk lykkelige slutning, ender Bundfald kompromisløst med Ib Mossins selvmord.

Både Ung leg og Bundfald maner til beredskab. Det er film med pegefingeren løftet. Så galt kan det gå! De rummer begge masser af corny momenter, men det, der står tilbage, når man ser filmene i dag, er deres tidstypiske skildring af en afsporet, forkvaklet ungdom. Og ligesom Farlig ungdom ser de simpelthen ud som rigtige ungdomsfilm. De rammer moden, sproget, attituden og tidsånden på kornet.

I den mere letbenede, kommercielle afdeling var de danske film også med. Det danske svar på film som Rock Around the Clock var et par film med de renskurede popdrømme Nina og Frederik. Navnlig Kærlighedens melodi (1959) er perfekt, hvis man leder efter en tidstypisk, corny dansk ungdomsfilm. Den har simpelthen det hele: Frederik som musikgeniet, der hellere vil spille end gøre karriere; Nina som nabopigen med langt, lyst hår, englestemme og en uforstående far; vild jazzungdom i tidens modetøj; den berømte finale hvor Louis Armstrong bringer det unge par sammen med hittet The formula for love, mens deres respektive forældre swinger forstående med i kulissen.

Guldalder
I den første halvdel af 60’erne var de danske ungdomsfilm mere til musikglad eskapisme end konflikt. Mod slutningen af 60’erne fandt genren imidlertid en ny seriøsitet. Ungdomsfilmen fik en anderledes dybde, flere nuancer, mod på at tackle sine universelle konflikter på en ny måde. Tonen var alvorlig, men alligevel langt fra 50’ernes dystre moraliseren.

Genrens ubestridte sen-60’er-klassiker er Balladen om Carl-Henning (1969). Ikke bare en nyskabende ungdomsfilm, men i enhver forstand banebrydende. I håndholdte, men altid smukke billeder og en improviseret spillestil – ja, tænk bare Dogme – fortæller den sin på samme tid tragiske og livsbekræftende historie om den enfoldige mejeriarbejder Carl-Henning (spillet af Jesper Klein), der sjosker rundt i et lille provinssamfund som den evige outsider. Efter en våd fest og et efterfølgende indbrud tror han, at han har dræbt sin chef, så han flygter til storbyen hvor han møder sin undergang. Men det er ikke dette spinkle handlingsskelet, der gør filmen til en klassiker. Det er tonen i de mange fint sete situationer, det er blandingen af skrap realisme og melankolsk poesi.

Balladen om Carl-Henning er med til at føre ungdomsfilmen – og dansk film generelt – ind i 70’erne, hvor genren oplever det tætteste, man kan komme på en guldalder. Med en ny generation af filmfolk i førersædet byder årtiet på en stribe ubestridelige klassikere: Ang.: Lone (1970), Drenge (1977), Mig og Charly (1978), Vil du se min smukke navle? (1978) og Johnny Larsen (1979) er cremen af ungdomsfilm i 70’erne, og sideløbende med dem er der en frodig underskov af mindre, men på mange måder vellykkede og interessante film. Der er to væsentlige årsager til ungdomsfilmens opblomstring. For det første en filmkulturel politik, hvor film af denne art kunne produceres med statsstøtte, og for det andet et generelt kulturelt miljø, der var positivt interesseret i alt ungt.

Det mest iøjnefaldende ved 70’ernes bølge af ungdomsfilm er deres solidaritet med de unge. Den løftede pegefinger er væk, men alvoren er intakt. Derfor er 70’er-filmene, når man ser dem i dag, heller ikke corny i nær samme grad som deres forfædre fra 50’erne og de tidlige 60’ere. Selvfølgelig er musikken, moden, sproget og al den øvrige overflade sjov at opleve tyve-tredive år efter. Men der er en dybtliggende seriøsitet og ordentlighed i filmene, som giver de bedste af dem en blivende kvalitet. Uanset hvor gode for eksempel Farlig ungdom og Ung leg er – og det er gode film – lugter de alligevel for meget af generationskløft og belæren til, at man kan nyde dem i fuld alvor i dag.

Mange af 70’er-filmene kan man derimod udmærket lade sig rive med af uden at skamme sig. Mig og Charly med sin charme og sin historie om venskab, fremtidsangst og forældreproblemer; Johnny Larsen med sit tidløse billede af en ung mand, der ikke vil dét med sit liv, som hans far ønsker; Vil du se min smukke navle med sin præcise indfangen af ungdommelig forelskelse og usikkerhed. De er film, som i modsætning til 50’er- og 60’er-filmene bruger universelle ungdomsproblemer til andet og mere end voksen moraliseren eller trendy kommercialisme.

Ned ad bakke
70’ernes kvalitetsbølge skyller godt ind i 80’erne. Her laver Bille August med Zappa (1983) og Tro, håb og kærlighed (1984) to klassikere – måske de bedste film i genren herhjemme – som på samme tid fungerer perfekt som ungdomsfilm og når det voksne publikum. Begge film blev publikumssucceser. Men de markerede også enden på ungdomsfilmens guldalder.

Fra midten af 80’erne bliver der fortsat lavet ungdomsfilm, fra de gode (Skønheden og udyret, Ballerup Boulevard) til de ufrivilligt komiske (Den kroniske uskyld, En afgrund af frihed). Men genrens voldsomme fremdrift reduceres efterhånden til mere spredt fægtning. Der er flere årsager. Men den vigtigste er nok, at genrens kommercielle potentiale bliver mindre – påvirket af konkurrencen fra tv, video og ikke mindst Hollywoods relancering af actionfilmen som ungdomsrettet megaunderholdning.

Nogle af de danske ungdomsfilm forsøger at imødegå konkurrencen ved at vende tilbage til 50’ernes kommercielle strategi: Halvgamle mænd prøver at ramme det, de tror ”de unge” gerne vil se (En afgrund af frihed – igen!, Casanova). Andre prøver at holde fanen højt og bevare genrens dyder, men det fører sjældent til mere end anmelderroser og beskedent billetsalg (Venner for altid, Lykken er en underlig fisk). Atter andre prøver noget nyt, og finder en mulig vej ud af sumpen: Kodeordet er genreblanding.

Det starter beskedent i slutningen af 80’erne – se for eksempel Erik Clausens opdatering af Shakespeare i Rami og Julie (1988) – men bliver i 90’erne mere reglen end undtagelsen. Ole Bornedal blander ungdomsfilm og thriller i Nattevagten (1994); Pusher (1996) og Pizza King (1999) giver ”afsporet ungdom”-genren et solidt skud amerikansk krimi-inspiration; De største helte (1996) blander ungdom, krimi og roadmovie; Regner Grasten foregriber med Sidste time (1995) og Mørkeleg (1996) Scream-filmenes genopdagelse af teenage-horrorfilmen – og hans Kærlighed ved første hik (1999) er ungdomsfilm i Krummerne-universet.

Så ungdomsfilmen er ikke, hvad den var engang. Og det manglede da også bare. Enhver filmgenre, der ikke udvikler sig, dør. Og der findes formentlig ikke nogen genre, der er så flygtig og omskiftelig som ungdomsfilmen. Præcis fordi den jo er defineret ved at henvende sig til et flygtigt publikum, er den med faste mellemrum nødt til at genskabe sig selv i en ny, tidssvarende form. Desuden går alt jo i ring, og på samme måde som der i disse år er sket et boom i den mere traditionelle ungdomsfilm i USA, er det formentlig bare et spørgsmål om tid, før noget tilsvarende vil ske herhjemme.