Farvel til FILM

En epoke sluttede i sommer, da Henning Camre gik af som administrerende direktør på Filminstituttet, og nu er det også slut med hans barn, tidsskriftet FILM.

Det sker, ifølge en pressemeddelelse, på grund af "strukturændringer og budgettilpasning", hvilket på godt dansk primært vil sige nedskæringer. Filminstituttet skal spare fem mio. kr., og da alene trykkeriregningen på FILM årligt runder en million kroner, har det været et opportunt sted at spare.

Men baggrunden for lukningen stikker dybere.

Uset professionalisme
Tidsskriftets første nummer udkom i 1999. På forsiden stod en kampklar Ali Kazim iført boksehandsker. To år forinden havde Levende Billeder kastet håndklædet i ringen, og da filmmuseets Kosmorama var blevet omlagt til en halvårlig bogudgivelse, havde FILM ingen konkurrenter.

Med originalt design, et sofistikeret logo (som ingen kunne tyde), lækkert papir og fotografer i topklasse signalerede FILM en cool professionalisme, som man ikke tidligere havde set i et dansk filmtidsskrift.

Profilen var ny dansk film. Indholdet var præget af store interviews og temaer, og ambitionsniveauet var så højt, at landets bedste kritikere jævnligt lod sig hyre som skribenter.

FILM udkom gratis til den danske filmbranche og i en engelsksproget version på to-tre årlige filmfestivaler. Oplaget svingede fra 5.000 til 11.000.

Onde tunger
Det kan umiddelbart virke paradoksalt, at Filminstituttets nye direktør, bladmanden Henrik Bo Nielsen, der kommer fra dagbladet Information, som sin første handling lukker institutionens stolte flagskib.

Men beslutningen giver god mening.

FILM fik nemlig aldrig den gennemslagskraft, som det var tiltænkt. Tidsskriftet kom ikke til at sætte dagsordenen i hverken filmbranchen eller pressen, og filmarbejderne tog ikke for alvor bladet til sig.

Forklaringen er enkel.

FILM var, bag sit seriøse ydre, et reklameorgan for Det Danske Filminstitut. I tilfælde, hvor der faktisk var kontroversielt indhold, måtte journalistiske principper vige for andre hensyn. Artikler og udtalelser, som grundlæggende stred imod Filminstituttets politik, blev censureret; produktioner, som Filminstituttet havde støttet, blev favoriseret, og filmbranchefolk, der gav interviews, havde selv final cut så længe, de lå på linje med Filminstituttet.

Som onde tunger sagde: "FILMs hovedformål er at fortælle Kulturministeriet, at det går godt i dansk film."

En handske blev kastet
Indimellem forsøgte man at give tidsskriftet brod. Man lod for eksempel forfatteren Jens Christian Grøndahl anmelde et års danske dokumentarfilm, hvilket affødte et ramaskrig fra filmbranchen. Kritiserede instruktører og producenter havde - ikke uden grund - svært ved at se fornuften i, at Filminstituttet med den ene hånd uddelte støttekroner og med den anden hånd gav dem fingeren.

FILMs ambitioner om at være et debatskabende tidsskrift kolliderede med bladets status som institutionens officielle stemme. Redaktionen stak piben ind, og tidsskriftet blev efterhånden en halvhjertet og noget anæmisk affære. Som skribent gjaldt det om at balancere på en knivsæg: Man skulle være kritisk, men ikke for kritisk; personlig, men ikke for personlig, ærlig, men for guds skyld ikke for ærlig.

Var det så skønne spildte kræfter?

Nej, Filminstituttet gik i spidsen og beviste, at et dansk filmtidsskrift, lavet på professionelle vilkår og med et internationalt ambitionsniveau, rent faktisk er en mulighed. FILM hævede overliggeren og kastede en handske. Tak for det.