Dag 7: Møde mellem filmlegender

”Arrestér Gianfranco Rosi!” har nogen skrevet på et A4-ark ved indgangen til festivalpladsen.

Her kan gæster nedfælde deres indtryk fra festivalen. Det er et af de få forsøg på at inddrage publikum i et festivalprogram, der ellers har skåret de fleste af den slags frivoliteter væk.

Den italienske dokumentarist, der for fire år siden vandt Guldbjørnen i Berlin for flygtningedokumentaren Havet brænder, har åbenbart ramt et ømt punkt med sin seneste, Notturno, der spiller i hovedkonkurrencen.

Instruktøren lægger heller ikke fingre imellem, når han i åbningsteksten slår fast, at der går en lige linje fra kolonitidens linealstreger på et verdenskort til nutidens rabiate konflikter i Mellemøsten.

Det er omkostningerne af de konflikter, han udfordrer i filmen. Et sørgekor af sønneløse mødre besøger de fængsler, hvor deres kære blev torteret til døde. Krigsskadede på et psykiatrisk hospital opfører monologer om de horrible overgreb, de har været udsat for.

Børn tegner mænd med afhuggede lemmer og stride strømme af blod med rød farveblyant.

”Jeg så mænd fra Daesh hugge hovederne af alle mændene,” siger en tiårig dreng uden at kigge op. ”Bagefter samlede de hovederne og sagde: ’Spis dem! Spis dem!’”

Filmikoner blotter sig
“Jeg tilbragte tre aftener med Ernest Hemingway i Madrid, og det bekræftede mig i mine politiske overbevisninger,” siger Orson Welles i samtalefilmen Hopper/Welles.

”Jeg gik tilbage til Francos side.”

Den store auteur nyder at stikke til sin yngre kollega Dennis Hopper, der i 1970 er blevet et halvt uforvarende symbol på modkulturen i og uden for Hollywood. Skuespilleren havde året forinden instrueret succesfilmen Easy Rider og tog en pause fra at klippe sit monumentale egoprojekt The Last Movie for at snakke med Orson.

Hopper skulle være en del af det omsiggribende evighedsprojekt The Other Side of the Wind, som Welles arbejdede på indtil sin død. I Hopper/Welles filosoferer de to filmherrer omkring to timer over instruktøren som gud eller tryllekunstner, kærlighedens flygtige væsen, vækstbetingelserne for revolution og berømmelsens væsen.

Og så videre og så videre. Produktionsassistenter læner sig ofte ind i billedet med klaptræer og sprutflasker for at holde samtalen kørende, og vi kommer vidt omkring. Welles optræder til tider i karakter som den halvt selvbiografiske Jake Hannaford, der har mere rabiate holdninger end ham selv – et drilsk forbehold for virkeligheden.

Hopper/Welles er dybest set bare ét langt fraklip fra Orson Welles’ sidste film, der for et par år siden blev færdiggjort af Netflix. Men den er også et fascinerende historisk dokument af et møde mellem to af datidens største filmikoner.

Finansverdenens blodoffer
Hopper/Welles er produceret af polske Filip Jan Rymsza, der var en af hovedkræfterne bag restaureringen af The Other Side of the Wind.

Han har også selv en film på festivalen, den klamt humoristiske finanssatire Mosquito State, der udspiller sig i de skæbnesvangre augustdage i 2007, hvor Wall Street faldt fra hinanden.

Den socialt amputerede dataanalytiker Richard Boca har skabt formuer for sine overordnede med en algoritme baseret på biers kolonikollaps. Men et vist andet insekt er en mere rammende metafor for hans profession, og efter at have kradset et myggestik natten over er han om morgenen dækket af Cronenberg’ske bylder.

Samtidig opdager han uregelmæssigheder i sin guldgrube af et system. Millioner af dollars forsvinder og kommer tilbage på et splitsekund. Noget er galt, men ingen lytter, og Richard overgiver sig som et blodoffer til myggene, der ækelt formerer sig i hans lejlighed.

Der er masser af stil over Mosquito State, men det er til tider svært at få øje på andet.

Sex uden lidenskab
Den kinesiske veteraninstruktør Ann Hui er i Venedig for som den første kvinde at modtage en Guldløve for sin lange karriere som en af de stærkeste stemmer fra 70’ernes nybølge i Hong Kong.

Hendes seneste film, Love After Love, der vises på festivalen uden for konkurrence, udforsker det dekadente overklassemiljø, der eksisterede i hendes hjemby i 1930’erne, hvor den rige elite gnubber sig op ad de engelske besættere, og kærlighed og sex er rene forretningsanliggender.

Den unge Weilong ankommer til lidt af en hvepserede, da hun for at få hjælp til studierne skriver til sin rige tante Liang, en tidligere konkubine midt i det gode selskab og uden for den gode smag.

Liangs hus er fuldt af intriger. Et hof af smukke tjenerinder forsøger at forføre sig frem i en nidkært hierarkisk verden, uden at gøre sig så meget ude til bens, at fruen fatter mistanke og bliver jaloux. Sex er magt i denne verden, og Weilong mister mere end sin mødom, da hun falder for den rige playboy George Qiao.

Fortidsverdenen er vækket udtryksfuldt til live med stemningssættende musik og maleriske billeder af Christopher Doyle, Wong Kar-Wais faste fotograf. Men filmen er i længden mere lækker end lidenskabelig.

Forsvar for demokratiet
Alene det, at Frederick Wiseman stadig laver film i en alder af 90, er imponerende nok i sig selv. Endnu mere forbløffende er det, at hans seneste detaljeret observerende miljøtegning, City Hall, kan holde publikums opmærksomhed gennem næsten fem timers møder på Bostons rådhus.

Det burde være lige så dræbende kedeligt, som den slags møder er i virkeligheden. Men den livslange flue på væggen gør selv budgetforhandlinger involverende ved at tage os rundt og vise, hvor stor indflydelse disse diskussioner har på helt almindelige menneskers liv.

Vi er med til et lesbisk bryllup, hører en latinamerikansk kvinde rådgive andre om lønforhandling, ser lokale veje for og imod til et samråd om at åbne en marijuana-forretning, nu hvor det er lovligt. Skildringen virker næsten for naiv, for på dette rådhus kan man regne med at blive hørt, når man tropper op hos parkeringsvagten og annoncerer: ”Jeg sidder her i dag for at forklare, hvordan jeg endte foran den brandhane.”

I byens djærve borgmester Marty Walsh finder Wiseman en troskyldig og samvittighedsfuld politisk leder, der arbejder for at nedbringe arbejdsløsheden, fostre diversitet og skabe trygge rammer for sine bysbørn.

Kontrasten til en vis anden amerikansk politiker er så skarp, at man skærer sig. Det er nok også hensigten.