”Fassbinder var også et dumt svin”

Hvem var Rainer Werner Fassbinder?

Det forsøger den danske instruktør og forfatter Christian Braad Thomsen at svare på i sin nye, kritikerroste dokumentarfilm Fassbinder – at elske uden at kræve, som bliver vist på Cph Pix 9. april og får premiere i Grand 17. april.

Nemt har det ikke været at portrættere den tyske mesterinstruktør, der døde i 1982, 37 år gammel.

For lige så kærlig han kunne være i det ene øjeblik, lige så fjendtlig kunne han være i næste øjeblik. Og det var måske derfor, alle elskede ham. Han var et menneske uden grænser. Filterløs som et barn.

“Det særlige ved Fassbinder er, at jeg ikke er i stand til at snakke om ham uden at begynde at tude. Det gælder også hans medarbejdere og skuespillere. Det er meget uforståeligt,” siger Christian Braad Thomsen, som sidder ved sit køkkenbord i Københavns centrum.

Et dumt svin
Det kommer dybt fra filminstruktøren, når han siger det, og jeg har mere end én gang oplevet tårerne ved foredrag og interviews.

”Filmen handler dybest set om, hvad kærlighed er. Jeg er 74 år, og jeg ved det ikke,” siger Christian Braad Thomsen.

”For mig er det en stor gåde at elske Fassbinder uden at være det mindste homoseksuel. På den måde er filmen mislykket. Det lykkes mig ikke at finde ud af, hvad kærlighed er.”

Når jeg spørger, om han ikke sætter Fassbinder op på en piedestal, er svaret ganske enkelt nej:

”En tysk filmkritiker skrev, at jeg fremstiller Fassbinder som et ualmindeligt dumt svin, og det synes jeg jo ikke, at jeg gør. Men jeg lægger ikke skjul på, at han også var det. Det var fantastisk og frygteligt at være sammen med ham.”

Kærlighed og kokain
Christan Braad Thomsen mødte første gang Fassbinder under Berlinalen i 1969, efter festivalpublikummet havde buet hans debutfilm Kærlighed er koldere end døden ud. Han mødte ham efterfølgende på et værtshus.

”God film,” sagde Braad Thomsen. ”Danke,” svarede Fassbinder.

De følgende år kom de tættere på hinanden. De blev venner. Så hinanden to-tre gange om året. Christian Braad Thomsen importerede hans film til Danmark. Det var utallige hengemte optagelser og interviews med Fassbinder og dennes nærmeste i 1970’erne, der gav ham idéen til at samle dem til en film. Var gamle optagelser virkelig det værd?

”Filmens hovedinterview blev optaget på et hotelværelse i Cannes i 1978. Jeg turde ikke se det, for jeg blev dengang fuldstændigt hylet ud af den. Jeg har ikke sagt det her til nogen før, men når jeg skiftede film i kameraet, gik Fassbinder på toilettet og sniffede en bane coke. Det havde jeg ikke oplevet før, jeg opdagede det mange gange siden, og jeg blev fuldstændigt smadret af det, for vidste han, hvad han sagde, eller var det sort snak?”

Da Fassbinder talte utydeligt, og Christian Braad Thomsens tyskkundskaber ikke rakte dertil, gik der 25 år, før han så det. Og interviewet viste sig at være det mest nøgne og ærlige fra Rainer Werner Fassbinders upålidelige sind.

Salem fra Marokko
Her i den indre by ringer rådhusklokkerne mere end én gang i timen. Vi taler om Fassbinder som trækkerdreng og homoseksuel, vi taler om hans mange mandlige kærester, særligt en kæreste fra Marokko, som havde hovedrollen i hovedværket Angst æder sjæle op, der vandt kritikerprisen i Cannes 1974.

El Hedi ben Salem og Fassbinder mødte hinanden på en badeanstalt i Paris. De forelskede sig, men Fassbinders sidespring var for meget for Salems arabiske traditioner.

En aften gik det galt.

Frustreret over Fassbinders utroskab og tre personers verbale, racistiske angreb trak han en kniv på et værtshus. Bagefter flygtede han til Marokko i den tro, at han havde dræbt dem. Det havde han ikke, men i 1977 hængte han sig selv i et fransk fængsel.

Muslimer er nutidens jøder
Angst æder sjæle op handler om en tysk kvinde, der gifter sig med en marokkaner. De mærker racismen. Beboerne i opgangen taler ikke til kvinden. Eller manden. Heller ej dem på arbejdet. Selv købmanden smider hende ud af butikken.

Christian Braad Thomsen troede i 1973, at Europa havde lagt racismen bag sig, så han var til at begynde med ikke så imponeret over filmen som Cannes-kritikerne.

”Men senere fandt jeg ud af, at filmen forudså den hverdagsracisme og det had, muslimerne bliver udsat for i Europa. Hvad vi siger om muslimerne i dag, svarer nøje til det, vi sagde om jøderne i 30’erne. Vi har åbenbart brug for at dæmonisere en gruppe mennesker for at føle os som bedre mennesker.”

– Har du eksempler?

”Der er jo den groteske påstand, at man i 30’erne mente, at jøderne var ude efter et verdensherredømme. Det samme siger mange om muslimer i dag. At de vil overtage Danmark inden for 20-30 år.”

– Og det er ikke bare de sædvanlige ekstreme fra højre, som siger det?

”Jo, det er det da, men de udgør en alt for stor gruppe.”

Længe leve kompromisløsheden
Fassbinder er på sin vis stadig aktuel. Da han lavede film, var tiden ifølge Christian Braad Thomsen domineret af ligegyldige Hollywod-film. Fassbinder startede forfra med en kompromisløshed, som var og er uhørt. Det var stillestående kameraer og lange optagelser.

”Det, Fassbinder kan lære os er, at vi skal være os selv. At vi skal være kompromisløse inden for en opportunistisk kunstart som filmen. Det trængte tiden til, dengang Fassbinder kom frem, og det trænger tiden til i dag,” mener Christian Braad Thomsen.

En rådhusklokke ringer endnu engang.

Vi taler om Fassbinders kompromisløshed, hans personlighed. Den var angiveligt et produkt af hans rodløse, anarkistiske barndom. Forældrene var ikke til stede, og han lod sig aldrig binde af institutioner og autoriteter, heller ikke som voksen.

Ekstrem arbejdsdisciplin
Han var sine drifter. Alligevel havde han en uforlignelig arbejdsdisciplin: fem film om året eller deromkring!

”Hans arbejdsdisciplin var ekstrem. Ingen fattede den, heller ikke han selv. Og der gjorde han det samme, som jeg også gør, når der er noget, jeg ikke forstår. Han spurgte Sigmund Freud. Men end ikke Sigmund Freud kan svare på det. Det er et mysterium,” siger Christian Braad Thomsen med mere end en freudiansk analyse i sin portfolio.

”Fassbinder sagde: ’For at blive et helt menneske må man have sig selv endnu engang.’ Det kan fortolkes på mange måder. Det forklarer, hvorfor spejlet er hans yndlingssymbol, da det er dobbelt, men jeg tror også, han tænker på Freuds personlighedsmodel og det i ekstrem grad at være underlagt både overjeget og id’et. Den dobbelthed kan ingen holde til.”

Ordene kom i et interview. Otte timer efter blev Fassbinder fundet død. Med et indtag af kokain og sovemedicin. Han efterlod sig over 40 film og fire tv-serier.

Gratis arbejdskraft
Fassbinder – at elske uden at kræve blev inviteret til verdenspremiere på dette års Berlinale og fik store roser med på vejen i de internationale medier – fra The Hollywood Reporter til Indiewire. Over tyve andre festivaler har også meldt interesse, fra Melbourne over Istanbul til San Francisco.

Men kritikerne skal være heldige, at filmen med et anslået budget på 1,8 millioner kroner overhovedet blev til noget. For Det Danske Filminstitut fandt den ikke værd at støtte. Så besluttede Christian Braad Thomsen sig for at lave filmen uden penge og på frivillig arbejdskraft.

”Det er hårdt at bede folk om at arbejde gratis. Det gør ondt, især fordi det er folk, jeg har kendt, siden jeg gik på Filmskolen, og de har nået en alder, hvor man ikke har så meget at arbejde med mere. Der er også optagelser, jeg har været nødt til at droppe.”

Han ryster på hovedet og kigger dybt i den sorte kaffe.

”Jeg forstår overhovedet ikke, at selv efter Berlin-succesen nægter Filminstituttet at give filmen produktionsstøtte. Det er et meget stort problem, for jeg skal betale for film- og musikrettighederne, og det vil jeg tro koster 300.000 kroner,” siger instruktøren, der længe har anklaget Filminstituttet for at støtte populære film som Far til fire, men glemme de kunstneriske.

Godt eller dårligt
I køkkenet ligger plader med alt fra J.J. Cale til Gustav Mahler. Her er tykke bøger og stakkevis af dvd’er, blandt andet af ekskonen Jytte Rex.

Sidste år kom Christian Braad Thomsen i vælten i DR2-programmet Smagsdommerne, da han anklagede en anden smagsdommer Malene Lei Raben for at kalde sproget dårligt i Ane Riels roman Slagteren i Liseleje. Det kunne Malene Lei Raben ikke, mente Christian Braad Thomsen.

”Det er objektivt konstaterbart, at Riels roman sprogteknisk er god. Hun har lov til at sige, hun ikke kan lide sproget, men ikke, at den er dårligt skrevet. Det vil svare til at sige om et stykke musik, man ikke kan lide, at de spiller dårligt. Det er, som min mor sagde, når ønskeprogrammet Giro 413 pludselig spillede opera: ’De kan jo ikke synge, de skråler,’ sagde hun, og det passer jo ikke,” lyder det fra en mand, som absolut ikke bryder sig om opera.

Ligesom sprog og sang kan være objektivt godt og dårligt på det tekniske plan, mener Christian Braad Thomsen eksempelvis ikke, at Erik Ballings film ville kunne få kunststøtte, da de er for maskinelle, og skuespillerne for dårligt instruerede.

Til gengæld skulle film som Olsen-Banden selvfølgelig have markedsstøtte.

Kunst eller ej. Fassbinder-dokumentaren er blevet en realitet, og Christian Braad Thomsen er trods alt meget tilfreds.

”Jeg er lykkelig for filmen. Jeg er lykkelig, men jeg har et problem. Jeg synes, pauser er noget af det vigtigste i film, og igen og igen må jeg konstatere, at der er for få tænkepauser. Den er for kompakt, mættet, jeg ville gerne have haft mere ånderum, tænkerum i filmen,” siger en ærlig filminstruktør.