Nyhed
05. aug. 2019 | 11:44

Fast and Furious-spinoff slår Tarantino

Foto | Daniel Smith
De populære actionstjerner Dwayne Johnson og Jason Statham spiller titelrollerne i Hobbs and Shaw, der har trukket en masse mennesker i biografen både i Danmark og resten af verden.

Trods lunkne anmeldelser har Hobbs and Shaw fået en betydeligt stærkere åbningsindtjening end Tarantinos kritikerroste Once Upon a Time in Hollywood.

Af Frederik Hoff

For lidt over en uge siden havde instruktøren bag enorme succeser som Pulp Fiction og Kill Bill, Quentin Tarantino, premiere på sin niende film i USA.

I pressen er den blevet lovprist som en af Tarantinos bedste film, og ifølge Boxofficemojo.com indtjente filmen over 41 millioner dollars i åbningsweekenden på det amerikanske marked.

Det er den højeste åbningsindtjening for nogen Tarantino-film.

Filmens succes er heller ikke dykket væsentligt siden premiereweekenden. På nuværende tidspunkt har Tarantinos film om 60’ernes Hollywood tjent over 78 millioner dollars i USA.

Dog er den økonomiske sejr overgået ganske overbevisende af den nye Fast and Furious-spinoff med Dwayne Johnson, Jason Staham og Idris Elba, der havde premiere for tre dage siden.

Hobbs and Shaw har allerede nemlig indtjent over 60 millioner dollars i USA. I Danmark har filmen solgt 55.000 billetter i åbningsweekenden. Det er mindre end den seneste film i franchisen, Fast & Furious 8, men ikke desto mindre et prangende resultat ifølge den danske distributør UIP.

”Vi kan slet ikke få armene ned,” siger selskabets direktør, Michael Berg, til Ekko.

Franchiserne sejrer
Publikum har altså ikke ladet sig afskrække af de halvdårlige anmeldelser, som Hobbs and Shaw har fået. I Ekko måtte Hobbs and Shaw nøjes med tre stjerner, mens Tarantinos film har fået fem stjerner.

Once Upon a Time in Hollywood har derudover en berømmet instruktør og et stjernespækket cast med blandt andre Brad Pitt, Leonardo DiCaprio og Margot Robbie.

At Hobbs and Shaw alligevel fører på indtjening er ifølge det amerikanske medie Indiewire et udtryk for, at franchises i dagens filmvirkelighed er stærkere og sikrere end originalitet.

Den anden film, der ligger over Tarantino, er Disneys Løvernes konge. Det er ikke en franchisefilm som sådan, men den læner sig op af et i forvejen svært succesfuldt filmforlæg.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko