Sexisme på TV 2
08. mar. 2021 | 21:08

Leder: Festen er forbi

Foto | Nikolaj Stagis
Værterne Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen og nyhedschef Michael Dyrby i de glade dage på TV 2. I dag har de alle forladt stationen på grund af sexskandaler og grænseoverskridende opførsel.

Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo smager deres egen medicin, men hvorfor tør TV 2 ikke tage et åbent opgør med usund kultur?

Af redaktionen / Ekko #87

Det er et ikonisk øjeblik i nyere Danmarkshistorie. 

I august sidste år afslørede Sofie Linde som vært for Zulu Comedy Galla, at en stor tv-kanon til en julefrokost på DR forsøgte at tvinge sig til et blowjob med en trussel om, at det ellers kunne koste hende karrieren. 

Seks kvindelige ansatte på TV 2 skrev en støtteerklæring til Linde, som hurtigt fik mere end 1500 underskrifter. Alligevel afviste daværende nyhedsdirektør på TV 2, Mikkel Hertz, beskyldninger om sexisme på tv-kanalen i en udgave af Presselogen, hvor værten Jens Gaardbo gav ham påfaldende lidt modspil. 

Det var benzin på bålet, og på et stormøde for ledelse og ansatte på TV 2 blev det besluttet at igangsætte en ekstern advokatundersøgelse. 

”Vi skal have ryddet op i krænkelsessager, og vi skal tage et endeligt opgør med en usund kultur,” skrev Anne Engdal Stig Christensen, direktør for TV 2, i et internt brev til medarbejderne. 

Fem måneder senere er TV 2’s store profiler, Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen, samt tre andre blevet fjernet. Gaardbo forlod scenen med en forblommet formulering, mens Dorph brugte sin folkekære mediepersona til at trække befolkningen gennem pinagtige detaljer for at fremstå som historiens offer. 

I virkeligheden smager de bare deres egen medicin. 

Det ulige magtforhold, som de selv i årevis har udnyttet, er vendt om. Festen er forbi, regningen skal betales. 

Og deres kammesjuk Michael Dyrby kan prise sig lykkelig for, at han allerede for fem år siden opsagde sin stilling efter en sexskandale. I dag har han som chefredaktør på B.T. en mening om alt mellem himmel og jord – undtagen lige denne sag. 

Nogle har sagt, at krænkelserne ligger mange år tilbage. De tilhørte en anden tid, bliver det sagt, hvor den slags – underforstået – var accepteret som tingenes uundgåelige tilstand, dengang champagnepropperne sprang. 

Men det er naivt at tro, at den krænkende adfærd tilhører fortiden. 

Forhåbentlig kan de detroniserede mænds skæbne tjene som advarsel og få mandlige (og kvindelige!) chefer til at udvise respekt for praktikanter og andre længere nede i hierarkiet. 

Det er rigtigt at gøre op med fortidens synder, men det vigtigste er at skabe en ny kultur, hvor unge mennesker kan føle sig trygge og ikke skal risikere at blive udnyttet eller manipuleret. 

Vejen til denne kultur er brolagt med åbenhed, hvorfor det er skuffende, at TV 2 har valgt at stoppe en dokumentar, som kunne have skabt klarhed og perspektiv. 

Da det virkelig gjaldt, havde man ikke modet til at tage et åbent opgør med den usunde kultur. I stedet fastholdt man den lukkethed, som var en forudsætning for, at krænkelserne kunne finde sted.

Kommentarer

Ekko #87

Frances McDormand pryder forsiden af nyt Ekko.

I nummeret afdækker vi som det første medie en #MeToo-sag på en højskole.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

© Filmmagasinet Ekko