Dag 1: Festivalen starter lovende

Efter sidste års katastrofale åbningsfilm, Grace of Monaco, ville jeg have forsvoret nogensinde igen at savne glimmer og glamour.

Men savn var faktisk den følelse, jeg havde under årets åbningsfilm, Emanuelle Bercots La tête haute (Standing Tall). Den er nærmest antitesen til Grace of Monaco – socialt engagement og totalt nede på jorden – som om festivalen vil sende et nyt signal.

Ens hjerte er da også fyldt med sympati, men fornemmelsen alligevel noget flad. Jeg mener, en åbningsfilm må gerne være bare en smule larger than life, og La tête haute har ikke den X-faktor, som kendetegner tidligere åbningsfilm som Op, Moonrise Kingdom, Midnight in Paris og Den store Gatsby.

Billigste trick i manualen
Måske skyldes flad-fornemmelsen også, at La tête haute går i Dardenne-brødrenes fodspor uden at have deres høje niveau (hvem har det?).

Over en årrække følger vi myndighedernes forsøg på at få den aggressive og indelukkede teenager Malony på ret kurs. Metoden er lige dele stok og gulerod, men frem for alt kærlig omsorg. Det er benhårdt arbejde og kræver uendelig tålmodighed, som både en lokal dommer (Catherine Deneuve) og en værge (Benoît Magimel) er i besiddelse af.

I Frankrig har man et helt andet positivt syn på sociale myndigheder og institutioner end i Danmark, og filmen er en stærk hyldest til den indsats, der gøres for at hjælpe de svagest stillede.

Størst indtryk gør dog debutanten Rod Paradot i rollen som Malony, der har fået den sværeste start på livet med en umoden misbruger-mor. Paradot angler aldrig efter vores sympati, men vi mærker, at hans destruktive opførsel dækker over en indre smerte. Langsomt, meget langsomt bliver han bedre til at håndtere sine følelser, og der ligger i sig selv en fortælling i hans fysiske forandring fra tillukket teenager i starten til en ung mand med ret ryg i slutningen.

Selvom manuskriptet rummer svagheder – hvornår indser filmfolk, at et biluheld er billigste trick i manus-manualen? – så kunne man godt unde danske manuskriptforfattere at se filmen, der vitterlig tager dilemmaerne alvorligt og aldrig foregiver, at der er nemme løsninger. Spørgsmålet er imidlertid, om filmen nogensinde får dansk biografpremiere.

Skønheden tager pusten fra én
Emanuelle Bercot er den første kvindelige instruktør siden 1987, der åbner Cannes-festivalen. Og kvinderne stjal i den grad billedet på førstedagen, ikke mindst i Hirokazu Kore-edas japanske Our Little Sister, der konkurrerer om Guldpalmen.

Filmen fortæller historien om tre voksne søstre, der bor sammen. Da deres far dør, møder de deres trettenårige halvsøster og inviterer hende til at flytte ind hos dem.

Søstrenes far er gået fra kvinde til kvinde, og moren har opgivet at opfostre dem, angiveligt efter et sammenbrud. Et sådant svigt burde give traumer for livet. Men filmen overrumpler med en lys og livsglad tilgang til kvinderne, som klarer tingene selv – i det japanske univers er der åbenbart ingen myndigheder, som træder til.

Man begynder seriøst at overveje, om Our Little Sister er noget så usædvanligt som en konfliktløs film, men efterhånden bliver kvindernes bagvedliggende tragedie mere synlig i deres liv og manglende evne til at blive rigtigt voksne.

Men det er en uendeligt blid og smuk film, der løfter hverdagen til noget guddommeligt og forvandler det tragiske til poesi. Takimoto Mikiya filmer foråret inderligt betagende, og noget så banalt som en cykeltur tager fuldkommen pusten fra én – så skønt er det!

Kore-eda er en Cannes-veteran og kendt for film som After Life, Still Walking og Min søns familie. Det tager tid, før Our Little Sister kryber ind under huden, men når det først sker, slipper man den ikke igen. Hvis der om halvanden uge er en pris til den livskloge og livsbekræftende film, vil der bestemt ikke lyde protester herfra.

Art fantasy
Springet kunne ikke være større til dagens sidste film, Tale of Tales, som er den italienske Gomorrah-instruktør Matteo Garrones første engelsksprogede film.

Den er noget så usædvanligt som en fantasy-artfilm. Garrone væver tre eventyr af den italienske 1600-tals-forfatter Giambattista Basile, som brødrene Grimm skal have været inspireret af, sammen mere eller mindre elegant.

I den første historie er Salma Hayek en frustreret, barnløs dronning, der indgår en aftale med en sagnfigur for at blive gravid. Aftalen koster hendes mand livet og indebærer, at hun fortærer et søuhyres hjerte. Hun føder en søn, men dermed er problemerne langt fra ovre.

Historie nummer to handler om en prinsesse (Bebe Cave), hvis åndsfraværende far gifter hende bort til en huleboer. Faren – forrygende spillet af Toby Jones – er mest optaget af sit kæledyr, en flue, som han feder op til et stort dyr.

Den tredje og svageste historie skildrer en liderlig konge (Vincent Cassel, naturligvis), som forveksler en gammel, rynket kone (Hayley Carmichael) med en ung skønhed – og forelsker sig i hende. Han får et chok, da sandheden går op for ham, men historien tager en ny drejning, idet konen pludselig forvandles til en skønhed.

Overdådigt og perverst
Forvirret?

Det er der god grund til, for Tale of Tales er en skør og vild film, hvor man gør klogest i at hænge fornuften i biografens garderobe. Den kan vel bedst beskrives som et møde mellem den sorthumoristiske Monty Python og de skøre riddere og en pervers, surrealistisk fantasi.

De kvindelige karakterer står særligt stærkt, og filmen er til tider en opvisning i kvindelist. Til andre tider stiller den skarpt på vores besættelse af udseende og ungdom. Hud er et gennemgående motiv, og i en af de blodigste scener bliver huden flænset af en ældre kvinde, hvilket dog aldrig følges til dørs.

Fotograferingen og scenografien er overdådig, og nærmest hver eneste indstilling kunne være et maleri.

Tale of Tales bliver med al sandsynlighed en kultfilm, og man skulle da være et skarn, hvis man ikke kan sætte pris på fantasiens fascinerende friløb – den fantasi, som så ofte bliver bastet og bundet i mainstream-film.

Men man kommer ikke udenom, at der er mange huller og løse ender i de tre historier. Og spørgsmålet er, om Tale of Tales ikke i sidste ende er et postmoderne eventyr, en allegori uden det indhold, som har givet de bedste eventyr et langt liv.