Festivalens store overraskelse

Det er mange år siden, at Leos Carax var en af mine helte.

Det var dengang i 1980’erne og begyndelsen af 90’erne, hvor vi dyrkede ”postmodernisme” og ”postmoderne film” som en protest imod 68’erne, der sad på magten på universitetet og i medierne.

Vi var trætte af socialrealisme og 68’ernes forløjede prædikener om ”inderlighed”, og med Oscar Wildes motto — ”Kun overfladiske mennesker dømmer ikke efter det ydre” — kastede vi os over den nye bølge af franske film, der var lækre, legende og lettere melankolske.

Jean-Jacques Beineix’ Diva og Betty Blue, Luc Bessons Subway og The Big Blue, og Leos Carax’ Boy Meets Girl, Natten er ung og De elskende fra Pont-Neuf.

Tiden har ikke været nænsom over for de film, som har fået øgenavnet ”Cinema du Look”. Avantgarde ældes hurtigere end mainstream på film. Carax’ film klarer dog tidens test bedre end de andre film, fordi de har noget, som er hævet over tidsånd og ismer: skuespilleren Denis Lavant.

Mesterlig forklædningskunst
Den lille mand med det koparrede ansigt leverer i Holy Motors en tour de force-præstation, hvor han spiller ti-elleve forskellige roller. Han kører rundt i en af de moderne, absurd lange limousiner, og hver gang han står ud af bilen for at holde et møde, er han en ny person.

Han er blandt andet en stenrig bankdirektør, en krumbøjet, tiggende kvinde, en koldblodig attentatmand, en bekymret far og en motion capture-specialist.

En af rollerne, den racistiske indvandrerbums Monsieur Merde (hr. Lort), bygger videre på Carax’ bidrag til antologifilmen Tokyo! (2008), hvor Merde lever i kloakken og spreder skræk og rædsel i Japans hovedstad.

I Holy Motors bortfører han modellen Kay M. (Eva Mendes) og gør splitternøgen med stift lem tilnærmelser til hende.

Det er mesterlig forklædningskunst, og Denis Lavants hypnotiserende, mimiske skuespil leder tankerne hen på stumfilmens Chaplin eller måske især Lon Chaney, der blev kendt for at kunne sminke og kostumiere sig til ukendelighed.

Vink med vognstang
Holy Motors starter med en signatursekvens, hvor instruktøren Leos Carax vågner op i en seng og finder en hemmelig dør i værelsets væg. Da han åbner døren, går han ind i et teater fyldt med publikum.

Det kan vist kun være et vink med en vognstang om at se filmen som en surreel drøm. Men hvordan skal drømmen fortolkes? Det har jeg endnu ikke mødt en eneste journalist eller kritiker, der kunne svare på, selv om mange er bjergtaget af filmen.

Og da den ekstremt fåmælte instruktør blev bedt om at forklare meningen med galskaben på pressemødet, svarede han lakonisk: ”How should I know?”

Jeg kom til at tænke på Svend Åge Madsens science fiction-roman Se dagens lys fra 1980. Her har man forsøgt at skabe det (smerte)frie samfund, hvor indbyggerne hver dag vågner op til en ny identitet, en ny familie og et nyt arbejde.

Når limousiner går til ro
Hovedpersonen i Holy Motors lever samme absurd værdirelative tilværelse. Og da han møder en tidligere flamme (spillet af sangerinden Kylie Minogue), som han stadig elsker, mærker vi konsekvenserne af den totale frihed — ligesom i Madsens roman.

Måske handler Carax’ film således om ensomheden i en cybertidsalder, hvor alt er muligt, men ingenting betyder noget. Måske har jeg bare her leveret årets tåbeligste fortolkning.

Men én ting er sikkert: Det, som på papiret ligner en ulideligt prætentiøs fransk film, som kun franske film kan være ulideligt prætentiøse, er blevet en bizar, poetisk, surrealistisk og selvironisk tragikomedie, som snart får os til at spærre øjnene op, snart får os til at le hjerteligt.

Sent vil jeg glemme filmens bedste indfald: indskriften på gravstenene, der opfordrer: ”Besøg min hjemmeside”, og de lange limousiner, der ved nattetid står side om side i en kæmpe parkeringskælder og som børn i en sovesal bogstavelig talt snakker hinanden i søvn.

Det er næppe nok til en Guldpalme, men min gamle 80’er-helt er genopstået fra de døde og har leveret dette års store, mærkelige overraskelse. Tak for det, din gamle krukke!

Verdens bedste film?

Af de 22 film, der udtages til hovedkonkurrencen i Cannes, er en håndfuld hvert år rent ud sagt dårlige. Så hvorfor er de dér?

Cannes er verdens førende filmfestival, så de 22, der blandt mere end 1500 aspiranter er blevet udvalgt til at dyste om Guldpalmen, er verdens bedste film.

Nej, sådan er det ikke. Adskillige film slipper hvert år igennem nåleøjet, selv om de tydeligvis ikke har et niveau, man burde forvente til ”VM i filmkunst”.

I år drejer det sig indtil videre om den egyptisk-politiske After the Battle, den sydkoreanske stiløvelse In Another Country og Alain Resnais’ svanesang Vous N’Avez Encore Rien Vu.

Men også Kiarostamis bagatel Like Someone in Love og John Hillcoats velproducerede, men konventionelle Lawless er i overhængende fare for at falde i samme triste kategori.

Spørger man festivalen, lyder svaret, at der kun findes ét udvælgelseskriterium: kunstnerisk kvalitet. Men ethvert menneske, der har en smule forstand på film og ikke har kigget for dybt i glasset til en af festivalens utallige receptioner, kan se, at det ikke passer. Så hvad er forklaringen?

De særligt udvalgte
For det første er festivalen trofast mod de instruktører, som man selv har opdaget, eller som tidligere har beriget festivalen med en vinderfilm.

Det er den positive formulering. Man kunne også sige, at Cannes ligger i hård konkurrence med andre festivaler, ikke mindst Venedig, der finder sted i august-september. Og da der kun findes et begrænset antal originale filmskabere i verden, vil man nødigt degradere et household name til en sidekonkurrence.

Filmskabere er følsomme sjæle, som kan blive fornærmede og — oh skræk — give deres næste mesterværk til konkurrenten. Eller bare lade være med at tilrettelægge produktionen, så det passer med en verdenspremiere i Cannes.

Hvis Like Someone in Love var lavet af en ung, ukendt instruktør — og ikke en Guldpalme-belønnet iransk instruktør i landflygtighed — var den i bedste fald udtaget til serierne Directors' Fortnight eller International Critic’s Week, hvor den i teorien (men næppe i praksis) kunne have vundet debutantprisen Caméra d’Or.

Så længe det er fransk
For det andet er der hensynet til fransk film. Festivalen er finansieret med støtte fra den franske stat, og den, der betaler gildet, vil selvfølgelig gerne have promoveret nogle af de mange film, som det filmglade land poster penge i. Flere har også hæftet sig ved, at navnet på den franske tv-station Canal+ påfaldende ofte toner frem på Cannes-lærredet.

Hvorom alting er, så er der hvert år en håndfuld franske film i hovedkonkurrencen, og selv om der i Frankrig produceres op imod 200 film om året, kan det åbenbart ikke lade sig gøre at finde fem stærke film. Mindst en af dem falder pinefuldt igennem — med mindre man er fransk og elsker alt, hvad der er fransk (hvilket mange franskmænd jo gør).

I år er det Alain Resnais’ teateragtige Vous N’Avez Encore Rien Vu , som ud over at være fransk opfylder et andet kriterium. Den legendariske, 89-årige instruktør, der præsenterede sin første film i Cannes i 1959 med Hiroshima, min elskede, har nemlig erklæret, at det er hans definitivt sidste film.

Sådan en anledning til at skrive filmhistorie vil Cannes med sine stolte traditioner naturligvis ikke gå glip af.
  
Stjerner på den røde løber
Et tredje hensyn handler om, at Cannes-festivalen gerne vil tiltrække amerikanske film. Amerikanerne har stjerner, som får fotograferne til at flokkes omkring den røde løber og skaber den opmærksomhed, festivalen har brug for.

Men Cannes vil ikke sælge totalt ud, så derfor leder man hvert år med lys og lygte efter amerikanske film, der lugter af kunst. Det er ikke nemt, for en Cannes-premiere er for tidligt i forhold til den såkaldte Oscar-sæson, som amerikanerne er mest optaget af.

Sidste år var Nicolas Winding Refns Drive imidlertid et scoop for Cannes. I år er Killing Them Softly med Brad Pitt udset til at spille den rolle sammen med John Hillcoats Lawless. Sidstnævnte har dog hverken store stjerner eller stor kunst at byde på. Men instruktøren er et hot navn, som Cannes utvivlsomt gerne vil holde sig gode venner med.

Endelig er der et fjerde hensyn, som handler om at være politisk toneangivende. Det svækker bestemt ikke en instruktørs chancer, hvis han bliver censureret og bandlyst i hjemlandet. Det gør heller ikke chancerne ringere, hvis filmen handler om et brændbart, politisk emne.

Det politiske ligger især Berlin-festivalen på sinde, men udtagelsen af Yousry Nasrallahs After the Battle viser, at Cannes også vil lege med. Filmen handler om efterdønningerne af opstanden i Egypten, men det er også det eneste positive, man kan sige om den.

Alle disse særlige underkriterier — kunstnerdarlings, trikoloren, glamour, filmhistorie og politik — svækker år efter år hovedkonkurrencen, og man synes, at festivalen burde være så stor og magtfuld, at man skulle kunne sætte sig ud af den slags hensyn. Til gengæld kan vi være sikre på, at ingen af de nævnte film vil blive belønnet med en pris på søndag? Næ, for juryen er heller ikke nødvendigvis hævet over ”de særlige hensyn”.

Den svære opfølger

En række instruktører forsøger i år på Cannes-festivalen at følge deres store gennembrudsfilm op. Det er ikke nemt, viser det sig.

I musikken og litteraturen taler man om ”den svære toer”.

Man har ikke det samme udtryk i filmens verden, hvor det som regel tager nogle film, før instruktøren har stillet skarpt og kan bryde stort igennem. Til gengæld kan man tale om ”den svære opfølger” på gennembrudsfilmen.

Kan den talentfulde instruktør leve op til de enorme forventninger? Vil han fortsætte ad samme spor, eller vil han prøve noget nyt?

Det er ikke nemt.

Bare spørg Thomas Vinterberg. Han forsøgte at følge Festen -succesen op med en helt anderledes film, It’s All About Love, men Cannes-ledelsen vendte tommelfingeren nedad, og der skulle gå fjorten år og fire spillefilm, før han nu er tilbage i hovedkonkurrencen.

Tre gennembrudsfolk i ilden
Vinterberg gør med andre ord comeback, og der er i mellemtiden løbet så meget vand i åen, at der ikke hviler et særligt opfølgningspres på ham. Det gør der til gengæld på en række af hans konkurrenter i årets hovedkonkurrence. 

Rumænske Cristian Mungiu skal følge op på mesterværket 4 måneder, 3 uger og 2 dage, som i 2007 slog benene væk under Cannes-kritikerne.

Franske Jacques Audiard har 2009-hittet Profeten at leve op til, og for italienske Matteo Garrone er Gomorrah fra 2008 en tung bagage at rejse til Cannes med.

Også Andrew Dominik, Lee Daniels og Jeff Nichols kandiderer til Guldpalmen med ”den svære opfølger” til henholdsvis The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford, Precious og Take Shelter (dansk premiere 5. juli).

Mungiu, Audiard og Garrone har allerede været i ilden, og for alle tres vedkommende må man desværre konstatere, at det vitterlig er svært at følge et gennembrudsdrøn op med endnu et drøn.

Fader og dæmonen
I Mungius Beyond the Hills ankommer den unge kvinde Alina til Moldavien i håb om at blive genforenet med hjerteveninden Voichita. De er vokset op sammen på et børnehjem og har øjensynlig haft et seksuelt forhold. Nu håber Alina, at Voichita vil rejse med hende tilbage til Tyskland.

Men Voichita lever som nonne på et kloster langt ude på landet, og efterhånden går det op for Alina, at Voichita ikke kan rumme andre end Gud og klosterets enevældige præst, som hun kalder ”Far”.

Alina nægter dog at give op og revolterer mod klosteret, der tager skrappere og skrappere midler i brug for at tæmme den dæmon, som de mener har besat hende. Samtidig kommer Voichita i tvivl, om hun har truffet det rigtige valg.

Beyond the Hills har tydelige fællestræk med 4 måneder, 3 uger og 2 dage. Begge film skildrer to unge kvinders meget nære venskab, som lider en krank skæbne under et menneskefjendsk diktatur – henholdsvis kommunismen og den ortodokse kirke.

De er roligt fortalt og mesterligt filmet af Oleg Mutu, hvis lange, uklippede indstillinger sitrer af øjeblikkets nærvær og understreger de farveløse omgivelser, der klaustrofobisk spærrer personerne inde. Endelig viser Mungiu igen, hvor god en personinstruktør han er. Det er svært at se, at Christina Flutur (Alina) og Cosmina Stratan (Voichita) er debutanter.

Spiraltragedie
Men hvor den rumænske instruktør i gennembrudsfilmen trak tæppet væk under publikum med en brutalt chokerende hovedscene, er Beyond the Hills en mere forudsigelig spiraltragedie, og den er især alt for lang med sine 150 minutter.

Den beskedne Mungiu, der flere gange har optrådt i Ekko-regi, indrømmer ærligt i pressematerialet, at han har måttet producere filmen meget hurtigt for at få den klar til Cannes, og han er ikke sikker på, at han overhovedet ville have lavet den, hvis han havde haft mere betænkningstid.

Efter fem års ventetid er man nu alligevel glad for, at Mungiu er kommet på banen igen med en spillefilm, men jeg ærgrer mig over, at jeg inden visningen slog korsets tegn i håb om, at Herren ville give os endnu et mesterværk. Det var næppe den mest velvalgte gestus til en så ateistisk film.

Kulørt ugebladshistorie
Han: Arbejdsløs, pengeløs, hjemløs, venneløs, alenefar. Hun: Dybt depressiv spækhuggertræner, der har mistet begge ben i en arbejdsulykke.

Nej, det er ikke noget, jeg har sakset fra Frankrigs svar på Se og Hør, men de to hovedkarakterer Ali og Stéphanie, der finder sammen og løfter hinanden op af sølet i Jacques Audiards Rust and Bone.

Man undrer sig over, at der ikke er et betænksomt menneske, som i tide har sagt: ”Hør her, Jacques. Du er en blændende instruktør, but don’t push your luck.”

At man alligevel lader sig rive med i store dele af filmen, siger en hel del om Audiards filmiske talent.

Fysisk filmkunst
Rust and Bone er en meget fysisk film, som både byder på delfinangreb, kickboxing, handicapsex og næsten druknedød. Filmen fokuserer på karakterernes fysik og går i blodet på publikum med sine stærke, sanselige billeder og ekspressive sekvenser.

Man tror gerne på, at netop den uempatiske Ali kan få Stéphanie — undskyld udtrykket — på fode igen, fordi han ikke er i stand til at have ondt af hende. Men Ali skal naturligvis også overvinde sit handicap og komme i kontakt med sine følelser, og her presser Audiard den melodramatiske citron så meget og så kynisk, at jeg stod af.

Filmen fører dog Screens internationale kritikerpanel i Cannes, så det kan ikke udelukkes, at den har en chance for at vinde en pris.

I hvert fald kandiderer især Marion Cotillard til en skuespillerpris. Og havde Cannes haft en teknisk pris, kunne man have givet den til Rust and Bone, for Cotillards benløshed er så overbevisende lavet, at jeg undervejs sad og spekulerede på, om den berømte skuespiller var kommet ud for en tragisk ulykke, som min nyhedsradar ikke havde opfanget.

Fabel om at miste forstanden
Matteo Garrone har fået hug af anmelderne, og på pressemødet beskyldte en landsmand ham for at være for tilbageholdende, ja, rent ud sagt genert.

Men i virkeligheden er han nok den af tre instruktører, som er sluppet bedst fra ”den svære opfølger”.

Problemet er, at hans kritikere tror, at filmen handler om Big Brother, og at den gerne vil være en satire over mediesamfundet a la The Truman Show. For mig at se er Reality snarere en fabel om et almindeligt menneske, der bliver besat af berømmelse og ender med at miste både sin identitet og forstand.

Familiefaren og fiskehandleren Luciano (glimrende spillet af Aniello Arena, der til daglig sidder i fængsel) kommer til casting på det italienske Big Brother i Roms legendariske filmstudie Cinecittà, hvor Fellini indspillede nogle af de film, Garrone har ladet sig inspirere af.

Da Luciano går videre til næste runde, mister han gradvist jordforbindelsen. Han føler sig overvåget, og han får den ide, at han som en anden Pinocchio skal være uselvisk for at komme til det forjættede land.

Tv er den nye Gud
Garrone undgår letkøbt satire, men filmen tegner et billede af et samfund, hvor tv har overtaget religionens rolle.

Der er nogle virtuose sekvenser — især den indledende helikopter-optagelse er overvældende — men det er beskrivelsen af, hvordan Lucianos virkelighedsbillede skrider dag for dag, som er filmens styrke.       

Mungiu, Audiard og Garrone har sat en tyk streg under, at de ikke er one hit wonders, men deres bidrag til årets hovedkonkurrence viser også, hvor svært det er at følge op på en dundersucces.

Den næste gennembrudsinstruktør på skafottet er Andrew Dominik, som på tirsdag viser Killing Them Softly for de altid skeptiske anmeldere.

På lokum med Bill Murray

Wes Anderson åbnede veloplagt Cannes-festivalen med den fornøjelige Moonrise Kingdom, og Ekkos udsendte havde et intimt øjeblik med sin yndlingsskuespiller.

Hvad skal man sige, når man pludselig står ansigt til ansigt med et af sine store idoler på Cannes-festivalens mindste toilet?

Lost in translation, Bill? Nej, det er for plat. Hey, it’s Groundhog Day? Endnu værre. Who you gonna call? Ghost… åh, for helvede. Tænke, tænke, tænke …

Jeg stod og vaskede hænder, da jeg ud af øjenkrogen så ryggen af en ældre herre, der stod og pissede. Han var iført den mest spraglede jakke i mands minde, og det slog mig, at jeg havde set den før. Nemlig på den netop overståede pressekonference.
 
Udflugt i ødemarken
Vi vender om lidt tilbage til herren med jakken, men først skal det handle om Wes Andersons Moonrise Kingdom, som onsdag formiddag åbnede årets Cannes-festival.

På en ø i New England i 1965 stikker to forelskede, tolvårige børn af sammen. Sam og Suzy vil egentlig bare lave deres egen, eventyrlige udflugt i ødemarken, men deres forsvinden sætter det lille samfund på den anden ende. Inden længe har myndighederne og den lokale spejderbevægelse igangsat en storstilet jagt på det unge par.

Wes Anderson er kendt for at opbygge fantastiske universer, som han fylder med excentriske eksistenser og en god portion deadpan-humor. Tænk bare på Rushmore (1998) og The Royal Tenenbaums (2001).

I Moonrise Kingdom går han linen ud og genskaber et fortryllende barndomsland, som sender én på et både komisk og rørende nostalgitrip – især hvis man ”ikke var som de andre” dengang.

Andersons børn er outsidere, og da de finder hinanden, får de ikke bare en soulmate, men oplever også livets første, stormende forelskelse. Selv kom jeg til at mindes de lange gåture med barndomskæresten Anna Rebecca langs Pileå i Hundige, så det her er med andre ord en rigtig børne- & ungdomsfilm for voksne.

Barnet, der aldrig er blevet voksen
Moonrise Kingdom var en befriende letbenet og fornøjelig åbning af Cannes-festivalen, som ellers excellerer i tungsindige dramaer med filosofisk bundfald.

Filmen deltager også i kampen om Guldpalmen, som den dog næppe vinder. Det er en klassisk Wes Anderson-film, der underholder med en raffineret, underspillet humor, men ikke borer dybere.

Den 47-årige instruktør er barnet, der aldrig er blevet voksen og nu bruger filmmediet til at lege dukkehus, som den signaturagtige indledningssekvens til Moonrise Kingdom demonstrerer.

Han fortæller virtuost fantasifuldt og svimlende gennemført, men hans film er og bliver dukkehuse. Og det teateragtige blik på scenerne, som Anderson bevidst giver tilskueren, står i sidste ende i vejen for en dybere indlevelse i karaktererne.

Artfilm = lang arbejdsdag, lav løn
Ud over børnene, som spilles af Jared Gilman og Kara Hayward, byder filmen på et stjernecast med folk som Bill Murray, Bruce Willis, Edward Norton, Tilda Swinton, Frances McDormand, Jason Schwartzman, Bob Balabar og Harvey Keitel.

Og de var – med undtagelse af McDormand og Keitel – alle rejst med instruktøren til Cannes. På pressemødet fortalte de, hvorfor skuespillere står i kø for at slutte sig til den filmfamilie, som Anderson laver værk efter værk med.

”Det er drømmen om at være i et kompagni af skuespillere. Vi har alle sammen læst om Orson Welles og hans Mercury Theatre-skuespillere, og Wes har i løbet af årene tydeligvis skabt en af de store grupper i nyere filmhistorie,” sagde Edward Norton.

”Jeg kan ikke få andre job,” sagde Bill Murray – der en del af Andersons faste ensemble – med vanligt stenansigt, mens salen grinede.

”Wes laver det, vi kalder artfilm. Det er film, hvor man har en meget lang arbejdsdag uden at tjene nogen penge. Det eneste, vi får, er en tur til Cannes. Der er ingen penge involveret. Vi sidder heroppe i vores eget tøj. Heldigvis har vi sparet op fra andre job, så vi kan arbejde med Wes igen og igen.” 

Tilbage på toilettet
Og så er vi tilbage på toilettet, hvor jeg spekulerer som en gal på, om skuespilleren, der har hovedrollen i to af mine absolutte yndlingsfilm, Groundhog Day og Lost in Translation, virkelig står her og pisser alene sammen med mig på festivalens mindste og mest ydmyge toilet?

Som journalist kommer man under pressemøderne tæt på stjernerne, men festivalen sørger alligevel for, at al kontakt er professionel og på en passende afstand. Så jeg begynder at komme alvorligt i tvivl, mens jeg foretager mit livs mest grundige håndvask i håb om, at herren snart vil blive færdig med at tisse.

Endelig vender han sig om og kigger mig direkte ind i øjnene. Det er Bill Murray, ingen tvivl om det.

Forundrede sikkerhedsvagter
”Tak for en meget fin film,” fremstammer jeg på engelsk og prøver at virke naturlig, som om vi jævnligt mødes på dette toilet og udveksler meninger om alt mellem himmel og jord.

Murray griber imødekommende bolden og vil høre, hvordan festivalen har modtaget Moonrise Kingdom.

Det bliver til en lille lokumspassiar, indtil vi går sammen ud, og festivalens noget forundrede sikkerhedsvagter får hanket op i deres superstjerne, der pludselig ligner den livstrætte vejrvært Phil i Groundhog Day eller den endnu mere livstrætte skuespiller Bob Harris på vej til en ny, tåbelig reklamefilm i Lost in Translation.

I det øjeblik kommer jeg i tanke om, at jeg skulle have spurgt ham om, hvad han hvisker i Scarlett Johanssons øre til sidst.