Fight Club for børn

Hvordan forener man fascinationen af hårdtslående action og eksplicitte blodudgydelser med lysten til at lave film for små mennesker, der befinder sig på den nedre side af censurgrænsen?

Det er dilemmaet for Jan Rahbek, hvis første animationsfilm i spillefilmlængde, Marco Macaco, i aftes åbnede Buster Filmfestival i København. Den vises igen i morgen lørdag kl. 11 i CinemaxX.

Det er fire år siden, Jan Rahbek tog afgang fra Den Danske Filmskoles animationslinje med den sprudlende komedie Space Monkeys (udgivet på Animations-dvd med #42), hvor et par abeastronauter går på jagt efter en sjælden plante i det ydre rum.

I Marco Macaco genbruger han abefigurerne, men denne gang foregår filmen på en eksotisk ø. Her møder man den sympatiske, men noget forskræmte strandbetjent Marco, som i virkeligheden drømmer om at blive en modig ninja.

En dag invaderes øen af et stort, robotlignende fremmedlegeme. Og imens bygger skurken Carlo et casino, der forvandler øen til et overgearet turistmekka og samtidig bringer øens selvoptagede præsident i fare. Men måske Marco endelig kan udleve sine drømme om at blive dagens helt – hvis han da kan nedkæmpe de drabelige pirater, der også pludselig melder sig på banen.

Inspireret af Fight Club
Marco Macaco er en børnefilm, men ikke desto mindre er den tæt pakket med action. 

”Jeg ved ikke helt, om jeg skal fortælle det her. Men jeg var faktisk virkelig inspireret af Fight Club, da jeg lavede filmen,” fortæller Jan Rahbek, da vi møder ham i hans lejlighed i Rødovre.

”Det er ikke så børnefilmagtigt, men der var sågar en replik, der citerede direkte til filmen. Den blev dog fjernet.” 

Inspirationen til David Finchers nyklassiker lader sig ane i den opfindsomme og temmelig opsigtsvækkende måde, filmens pirater kaster rundt med hinanden på i løbet af filmen. Og mens aberne altså var et velkendt element for den 32-årige instruktør, var netop piraterne en nyopfindelse.

”Deres slagsmål er en måde at skildre klicheen på, hvordan mænd løser problemer. Men jeg havde også lyst til at have dem med, fordi jeg undrede mig meget over, hvad pirater egentlig fik tiden til at gå med. Jeg tænkte, at de måtte have det lidt stenet,” griner han.

Skal vise det forbudte
Fight Club er dog ikke den eneste meget voksne og voldsomme inspirationskilde, Jan Rahbek arbejdede med, da han lavede Marco Macaco, som han har skrevet sammen med Thomas Borch Nilesen.

I en scene i filmen liner skurken Carlo sine ofre op på række, inden han ”zapper” dem, så de går fra forstanden. Scenen er stærkt inspireret af Jonestown-massakren i 1978.

”Jeg håber ikke, at forældrene derude nu sidder og tænker: ’Det der skal mine børn ikke se.’ Men når man laver børnefilm, kan man slippe af sted med det meste. Man kan tage nogle meget alvorlige ting og anbringe det i en ramme, der dybest set er fjollet,” siger han.

”Det kan virke umoralsk og forargeligt med så mange guns i børnefilm, men film kan netop vise noget, der er lidt forbudt, og skabe en parallelverden, som man godt ved, ikke har noget med virkeligheden at gøre.”

Trumfede musical igennem
Da Jan Rahbek selv var barn, elskede han at se actionfilm. Og når han som instruktør selv skruer helt op for action-knappen, er det også, fordi han prøver at undgå det politisk korrekte.

”Man skal ikke kunne mærke alt for meget, at det er voksne, der sidder og laver filmene. Jeg kan virkelig ikke lide, når børnefilm bliver for belærende, som i de omdiskuterede børnefilm, der er produceret af Jehovas Vidner. De tager det belærende til en ekstrem, der er virkelig forfærdelig,” siger han.

Paradoksalt nok er Jan Rahbek dog ikke kun til politisk ukorrekt vold – han er også til sødmefulde og muntre sangnumre. I flere af scenerne i Marco Macaco bryder karaktererne ud i sang og dans som i en anden Broadway-musical.

”Flere fra holdet forsøgte at tale mig fra det, fordi de syntes, det var kedeligt. Men jeg fik det trumfet igennem. Jeg synes bare, at det er hyggeligt og dejligt fjollet, når karaktererne synger. Så er man overhovedet ikke i tvivl om, at man befinder sig i et fiktivt univers,” forklarer han.

Som en Elvis-film
Marco Macaco foregår i et eksotisk miljø med hvide sandstrande, palmer og havudsigt, så langt øjet rækker.

”Jeg har altid været ret inspireret af tiki-kultur og det her 60’er-agtige, kitschede exotica-univers,” fortæller Jan Rahbek og finder straks en coffee table-bog frem.

Den er spækket med tegninger og fotos af hawaii-kvinder med blomster i håret, afrikanske træmasker, palmer, bambushytter på en kridhvid strand og frugtdrinks på høje stilke.

”Jeg havde et billede i hovedet af en øde ø, som en masse amerikanere invaderer. De render rundt i hawaiiskjorter og drikker eksotiske drinks og hører noget groove Martin Denny og Les Baxter-musik. Det ville være en fantastisk setting,” siger han.

Æstetikken er desuden inspireret af den danske kunstner Mette Vangsgaard, som arbejder med tusch, tegning og collage, alt sammen gennemsyret af en høj farvevolumen. 

”Det er et udtryk, der emmer af ferie, og hvor der er knald på farverne. Det er lidt som i en gammel Elvis-film, og den ånd prøvede jeg at tage med ind i filmen.”

Kenter leverede inspiration
Men hvorfor skal Jan Rahbeks karakterer partout være aber? Hvorfor ikke giraffer, egern – eller mennesker?

”Aber er bare et sjovt dyr, og jeg har ofte brugt dem i mine projekter. Det er selvfølgelig lidt en kliche inden for animationsmiljøet at bruge dyr, som er gjort menneskelige, men den tradition kan jeg godt lide,” indrømmer instruktøren.

Flere af karaktererne er dog bygget på rigtige mennesker.

”Da jeg skulle lave filmens pirat-kaptajn, havde jeg på forhånd besluttet, at Tommy Kenter skulle lægge stemme til, så derfor brugte jeg ham som inspiration under arbejdet. Det interessante ved animationsfilm er, at man kan ændre karaktererne en smule, når stemmerne er lagt på, og på den måde kan skuespillerne være med til at forme karaktererne.”  

Fra aber til dukker
Det opfindsomme og detaljerige univers, Jan Rahbek har skabt i Marco Macaco, stiller store krav til filmholdets ingeniørkundskaber.

Man kan blandt andet opleve en ”elevatorstol”, der skyder Marco op til præsidentens skrivebord, og som de fleste ældreboliger nok ville kigge misundeligt efter. 

”Generelt er jeg meget fascineret af mekanik og maskiner. Mekanikken er en måde at inddrage lyde, rytmik og timing på, som giver et spændende flow i filmen. Og så kan det selvfølgelig løse et praktisk problem: Præsidenten boede højt oppe, og jeg måtte jo finde en måde at få Marco derop på,” smiler instruktøren.

En dag vil Jan Rahbek gerne lave animationsfilm til voksne. Men det må vente lige nu. Mens Rahbek er spændt på at se, hvordan verden tager imod frugten af hans arbejde de seneste par år, pusler han med en ny kortfilm. Denne gang er abekaraktererne dog lagt på hylden for en stund. Nu skal den legesyge instruktør lave dukkefilm.

Marco Macaco vises under Buster-festivalen lørdag 15. september kl. 11 i CinemaxX, hvor instruktøren også vil være til stede. Filmen har dansk premiere 11. oktober.