The Current: Fiktion engagerer folk

Danske The Current – der betyder ”strømning” eller ”retning” – er et kollektivt projekt med otte frivillige. De fungerer som sparringspartner og distributionskanal for unge filmfolk, og for tredje sæson præsenterer de en række kortfilm, danske såvel som internationale, som løbende kommer på Ekko Shortlist.

The Currents krav for at distribuere en film er, at filmen skal have samfundsrelevans og sætte samfundstendenser til debat. De otte nye film behandler således hver især et tema: kropsidealer (Dreams or Demons), depression (The Black Dog), immigration (The One Race), døden (The Man Who Couldn’t Die), voksende fattigdom (Wide Armored Eyes), prostitution (Trafficking), køn (Transgender) og ungdomshjemløshed (Youth Homelessness).

Tre instruktører kommer fra Danmark, mens de øvrige instruktørers nationalitet er Belgien, Brasilien, Japan og Forenede Arabiske Emirater.

Attraktivt forum
Kristian Håskjold, kendt på Ekko Shortlist for Reception, er intern produktionskoordinator og dermed ansvarlig for instruktørerne. Han fortæller, at instruktørerne indtil videre er ulønnet, men The Current giver dem kunstnerisk sparring og sørger for relevant pr, der kan gøre filmene kendte.

”Vi har ikke finansiering endnu til at kunne give instruktørerne penge, men vi arbejder på det. Problemet indtil videre har været, at Det Danske Filminstitut og de fonde, vi har søgt, ikke har kunnet putte os i en boks, der gav mening i deres system,” siger Kristian Håskjold.

”Når det alligevel er attraktivt for instruktører fra hele verden at lave film hos os, skyldes det, at vi har værktøjer, der kan hjælpe dem i form af ambassadører og internationale mediekontakter. Og så synes de, at det er spændende at lave film med samfundsrelevante tematikker. I vores videnssamfund kan den journalistiske og objektive tilgang let udelukke folk, mens fiktionen derimod kan engagere folk.”

Lisa Svelmøe: Dream or Demons

Lisa Svelmøe er netop uddannet fra filmuddannelsen 18 Frames i Odense. I hendes Dreams or Demons ser man en drenget pige på et løbebånd i et fitnesscenter, mens computeren tæller hendes skridt. Undervejs vises billeder i splitscreen af slanke modeller og voksmannequiner i undertøj.

– Hvad handler filmen om?

”Den stiller spørgsmålstegn ved samfundets kropsidealer, der fortæller, at vi bør se ud på en bestemt måde. Den handler om den tilstand, når vores drømme eller stræben efter idealet bliver til vores dæmoner, så vi aldrig kan blive tilfredse.”

– Hvad er dit filmiske greb?

”Fitnesscentret bliver rammen for hovedpersonens dæmoner og symbolet på den evige stræben. Det er den evindelige tanke, at hvis jeg nu taber fire kilo mere, så vil jeg nå mine mål, men det sker aldrig. Man løber bare videre. Og det er jo lidt komisk, for man skulle gerne dyrke motion for at blive gladere og mere tilfreds med sig selv.”

”I forhold til klippeteknikken og splitscenerne har jeg forsøgt at efterligne et nyhedsmagasin eller en reklame, hvor vi bliver bombarderet med så meget som muligt, så hurtigt som muligt.”

– Hvad er filmens budskab?

”Jeg vil hellere sætte tanker i gang end at trække et budskab ned over filmen. Men jeg mener, at vi skal bruge mere energi på at acceptere os selv og løsrive os fra skønhedsidelerne. Modemaskinen handler om, at vi alle sammen skal se ens ud, og hvor spændende er det?

Marc Sutton: The Black Dog

Danske Marc Sutton har med The Black Dog fået et regulært hit på nettet, og den amerikanske skuespiller Ashton Kutcher har anbefalet den på de sociale medier.

Filmen skildrer om en dag i en ung mands liv. Han opretholder en lykkelig facade blandt venner, hos familien og i byens natteliv, men i virkeligheden er han dybt deprimeret.

– Hvad handler din film dybest set om?

”Den handler om depression. Mange har svært ved at udtrykke sit inderste væsen, fordi det er tabubelagt. Det er desværre en samfundsrelevant tendens. Jeg har mødt folk tæt på mig, som har svært ved at snakke om de her ting, og derfor ville jeg lave en film om det.”

– Hvad er dit filmiske greb?

”I filmen følger vi ham, mens vi på lydsiden hører hans tanker. På den måde finder vi ud af, at han mener noget andet, end det han gør. Jeg bruger håndholdt kamera for skabe nærhed og naturligt lys for at skabe realisme. Filmen er dyster for at vise hovedpersonens mørke og understrege, at han ikke kan slippe ud ad sine tanker.”

”Der er også lavet en del symbolske skud. I en mørk tunnel ser han op mod lyset. En pige smiler, men han ænser det ikke, og så er der scenen i køkkenet, hvor hans skygge bliver reflekteret. Det havde gjort min dansklærer stolt,” griner Marc Sutton.

– Hvad er filmens budskab?

”Vi skal råbe folk op og få dem til at tale om, hvordan de har det. Og mange har faktisk taget budskabet til sig, kan jeg se på fora på nettet.”

Nathan Horemans: The One Race

Nathan Horemans er 28 år, belgier og læser på filmskolen i Bruxelles.

I The One Race ser vi en sort mand, der løber langs bølgerne på stranden. Det minder om en Nike-reklame for løbesko, men da manden når frem til målstregen, bliver han afvist af en soldat, mens de hvide mennesker løber i mål.

– Hvis handler filmen kort fortalt om?

”Temaet er immigration. Der er kun én menneskerace, som titlen siger: The One Race. Vi er alle mennesker og bør få de samme chancer, uanset hvor vi kommer fra.”

– Hvad er dit filmiske greb?

”Jeg har lavet filmen som en vestlig reklame, fordi vi bliver draget af reklamer. Tilskuerne tror, at de ser et sportsløb, men pludselig opdager de, at det handler om humanisme. I reklamer ser vi verden, som vi gerne vil se den, men reklamer er falske.”

– Kan du sætte nogle flere ord på filmens budskab?

”I Europa bliver vi mere og mere nationalistiske, men i stedet bør vi åbne grænserne og vænne os til indvandringen. Du kan kalde det naivt, jeg er vokset op blandt hippieforældre, men mennesker har altid flyttet og bevæget sig. For 100 år siden rykkede vi fra land til by, og det klarede vi, så selvfølgelig kan vi også lære at leve sammen.”

Julius Telmer: The Man Who Couldn’t Die

Julius Telmer er 29 år og læser til filminstruktør på American Film Institute i Los Angeles.

The Man Who Couldn’t Die er et dokumentarportræt af en indvandrer fra Montenegro. Tatoveret og i bar overkrop fortæller Zdravko om sin voldsramte barndom og sine senere møder med døden som følge af stofmisbrug.

– Hvad handler filmen om?

”Hvis jeg skal være helt ærlig, ved jeg ikke, hvad den handler om. Jeg lavede et projekt med den her fyr, en skuespiller, og blev fascineret af hans historie. Gradvis begyndte han at fortælle om sig selv. En dag, hvor vi sad på en café, sagde han: ’Sidste gang jeg døde ...’”

”’Sidste gang du døde? What? Hvad snakker du om?’ spurgte jeg. Det er den vildeste sætning, jeg nogensinde har hørt. Der er så meget drama i den.”

– Hvad er dit filmiske greb?

”Publikum skal ikke have ondt af ham, man skal bare se ham, som han er. Det er ikke et interview, men snarere en form for bekendelse, og det skal lyde autentisk.”

– Hvad er filmens budskab? 

”Budskaber hører ikke til i film, vi gider ikke blive belært. Men jeg mener da, at når folk oplever noget voldeligt, skal de råbe op og fortælle om det. Jeg har hørt om så mange voldssager efterhånden, hvor dem, der er blevet ramt, fortier og fortrænger det skete, fordi familien presser dem til det.”