Palæstinensisk debutant: Jeg er optimist

Bedstemoren er en fange i sit eget hjem. Det larmende hverdagsliv på Vestbredden går sin gang, mens den senile gamle dame vandrer modløs rundt i lejligheden, ignoreret og glemt af sine nærmeste.

Hun vil fortælle en historie, men ingen vil lytte. Hendes eneste middel i kampen mod overmagten er stædighed og små, symbolske protester.

Parallellen til den palæstinensiske kamp mod besættelsesmagten toner diskret frem i Maha Hajs debutfilm Personal Affairs, der vises på søndag den 10. september i Cinemateket. Den konflikt kommer man ikke udenom, siger instruktøren, der er i København under filmfestivalen Arabian Nights.

”Som palæstinensisk filminstruktør er det meget svært ikke at have et politisk udtryk med i sine film,” forklarer den palæstinensiske instruktør.

”Besættelsen er en realitet. Punktum. Spørgsmålet er, om vi tør behandle emnet på en måde, der skaber forståelse – eller om vi bliver unuancerede og bedriver propaganda,” siger hun.

Hverken skurke eller ofre
Maha Haj er på mange måder en atypisk filmskaber.

Hun er en del af det palæstinensiske mindretal i Israel, og har arbejdet mange år i filmbranchen som rekvisitør. Som 47-årig mor til to havde hun dog aldrig forestillet sig, at hun kunne få mulighed for at debutere som instruktør.

”Palæstinensisk film har det svært. Først og fremmest er det vanskeligt at få filmene finansieret. Og så døjer vi med, at mange film bliver spændt for en politisk vogn,” forklarer Maha Haj.

”Jeg kan ikke lide film eller andre former for kunst, der tackler politiske problemstillinger på en hård og direkte måde. Jeg synes ikke, at det er god filmkunst.”

Maha Haj har derfor nøjedes med at lade konflikten mellem Israel og Palæstina lure i baggrunden af et mere universelt familiedrama om kærlighed, skilsmisse og bristede drømme.

Et gammelt ægtepar slider hinanden op. En ung kvinde oplever ugengældt kærlighed. En bilmekaniker drømmer om at forlade Ramallah og se havet for første gang.

”Personerne går igennem livsfaser, som alle kan spejle sig i. For mig har det været ekstremt vigtigt, at palæstinenserne ikke fremstår ensidige. Film forfalder ofte til at fremstille os enten som hjælpeløse ofre for en brutal overmagt eller stenkastende fanatikere og rebeller.”

”Sandheden er jo, at langt størstedelen af alle palæstinensere døjer med mange af de samme personlige problemer som resten af verden. De er hverken skurke eller ofre, men forsøger på bedst mulig vis at navigere i en hverdag med familie, arbejde, grænsevagter og checkpoints,” siger hun.

For Maha Haj er kampen mod stereotyper den eneste mulighed for at blive hørt: ”Arabiske film viser næsten altid palæstinensere som ensidige ofre. Det bliver fladt og for nemt at ignorere.”

Stærke og bestemte kvinder
På Arabian Nights-festivalen, der slutter på søndag, er en række af hovednavnene markante kvindelige instruktører, for eksempel libanesiske Jihane Chouaib og saudiarabiske Fatima Al-Banawi. Deres film berører tematikker som kønsroller, frigørelse og ægteskabelige problemer.

Maha Haj er dog skeptisk, da hun bliver spurgt om denne kvindelige nybølge vil ændre noget i arabiske film.

”Det er vigtigt, at der kommer flere kvalitetsfilm fra den arabiske verden – særligt fra Palæstina. Og det er ligegyldigt, hvilket køn instruktøren har. Hverken kvinder eller mænd har patent på bestemte typer af historier. Ville min film have været anderledes, hvis den var lavet af en mand? Måske, måske ikke.”

”Kvinderne er meget stærke og bestemte i min film, og det er noget, journalister altid spørger ind til. Måske har de bare ikke mødt nok palæstinensiske kvinder,” siger hun med et grin.

”For sådan er vi altså bare!”

Blandet modtagelse i Israel
Personal Affairs har høstet stor ros på festivaler og var udtaget til sidekonkurrencen Un Certain Regard på sidste års Cannes-festival.

I Israel har modtagelsen imidlertid været mere blandet, på trods af Personal Affairs er langt mindre politisk end andre palæstinensiske film.

”Derfor er det også ærgerligt, hvis man hænger sig i modtagelsen. Og jeg har også modtaget enormt mange beskeder fra israelere, der er tydeligt begejstrede for filmen: ’Gud, er I også sådan? Det havde vi slet ikke forestillet os!’”

Det er den slags reaktioner, der får Maha Haj til at udtrykke håb om, at palæstinensisk film kan løsne en af verdens mest genstridige politiske hårdknuder.

”Som palæstinensere er vi tvunget til at væbne os med tålmodighed. Vi skal kæmpe for selvstændighed gennem uddannelse og kunst. Og ved at insistere på at leve livet på trods af de forhindringer, vi møder. Enhver anden form for modstand har spillet fallit.”

”Jeg er optimist. Jeg tror på, at vi kan blive bedre til at forstå hinanden og langsomt bevæge os mod bedre tider.”