Fra Aarhus til Ramallah
I august i år samledes fem danske og fem palæstinensiske unge filmfolk i Ramallah. I den efterfølgende måneds tid skulle de arbejde sammen to og to – én filmskaber fra hvert land – om at skabe en kort dokumentarfilm.
Konceptet er et samarbejde mellem Aarhus Filmværksted og det tætteste på en palæstinensisk pendant, Filmlab: Palestine. Samarbejdet har fået overskriften ”Empowering Storytellers” – et udtryk, der betyder noget i retning af at give magten til historiefortællerne.
Fredag aften blev resultatet af samarbejdet så vist i Det Danske Hus i Palæstina i Ramallah som en del af Days of Cinema. En vaskeægte verdenspremiere, som Aage Rais, direktør for Aarhus Filmværksted, stolt fortæller, inden vi skal se otte udvalgte af de små dokumentarer.
Mandag den 30. oktober bliver Empowering Storytellers-filmene så vist hjemme i Aarhus.
”Empowering Storytellers går ud på anspore filmtalenter til at tænke internationalt, for ellers kan de ikke klare sig i filmbranchen i længden,” fortæller Aage Rais, da vi mødes til en snak i Det Danske Hus i Palæstina efter filmvisningen.
De privilegeredes film
”Unge mennesker tænker i forvejen internationalt i så mange andre aspekter af deres liv, så de skal også gøre det i deres filmarbejde,” fortsætter Aage Rais.
”Empowering Storytellers handler også om diversitet. På Aarhus Filmværksted arbejder vi meget med at bevare dansk films rigdom. Vi mener, at hvis vi skal bevare dansk film, som den bette nation vi er, så kræver det, at vi kigger ud og får alle menneskers historier med. Som det er nu, skal man jo helst være privilegeret, hvid og veluddannet for at lave film i Danmark.”
Det er blandt andet det faktum, som samarbejdet mellem danske og palæstinensiske filmfolk skal gøre op med. Det ligger nemlig tydeligvis Aage Rais meget på sinde, at det ikke kun er den kreative klasse i København, der får lov at lave film og fortælle historier.
Forud for forløbet har både Aarhus Filmværksted og Filmlab: Palestine udvalgt fem talenter hver, som undervejs bliver sat sammen i par bestående af en dansk og en palæstinensisk filmskaber.
Efter en indledende fælles-workshop har hvert filmhold ti dage til optagelser og en uges tid til det første råklip af deres film. Derefter rejser danskerne hjem, og i den resterende postproduktion færdiggøres filmene i et langdistance-samarbejde mellem Palæstina og Danmark.
Filmene, vi ser fredag aften i Ramallah, varer ti-femten minutter hver og handler om alt fra livet i en flygtningelejr, over en pensioneret palæstinensisk lærer med amerikansk baggrund til en improviseret teaterleg mellem fremmede i en lille lejlighed i Ramallah.
Medierne svigter
Forbindelsen mellem dansk og palæstinensisk film opstod for alvor for et par år siden.
I 2015 indgik Det Danske Filminstitut en samarbejdsaftale med Filmlab: Palestine om konsulent- og udviklingshjælp for at fremme den lokale filmkultur. Fra dansk side blev samarbejdet især drevet frem af specialkonsulent ved Det Danske Filminstitut, Charlotte Giese, samt Morten Hartz Kaplers, der dengang var direktør for Aarhus Filmværksted.
Det er på den baggrund, at Empowering Storytellers opstod sidste år, og siden er fortsat med Aage Rais som direktør for det aarhusianske filmværksted.
”Det helt specielle ved Palæstina er, at næsten alle mennesker har en holdning til det, men ikke ved ret meget om det. Og kommer den holdning så fra nogle menneskelige erfaringer og fra kunsten? Eller kommer den i virkeligheden fra en presse, der lever af klik eller er bundet op på en bestemt politisk holdning?”
”På Aarhus Filmværksted har vi ikke en bestemt holdning til Palæstina. Men vi har en holdning til, at alle mennesker er ligeværdige, og det er det, vi ønsker at fremme med Empowering Storytellers. Hernede i Palæstina er der folk, som kun er vant til at blive fortalt om. Vi vil se, hvad der sker, hvis man rent faktisk giver dem redskaberne til selv at fortælle deres historier,” forklarer Aage Rais.
”Samtidig giver det noget til vores danske talenter. De vender klogere og mere beriget hjem.”
Ligeværdige liv
Efter filmvisningerne i Det Danske Hus i Palæstina fortæller nogle af de lokale filmskabere om deres film og erfaringer.
”Vi vil fortæller historier fra Palæstina – ikke om Palæstina,” siger en palæstinensisk klipper.
De vil nemlig ikke nødvendigvis lave film, der fokuserer specifikt på palæstinensiske forhold og handler om lokal kultur, men derimod mere almengyldige og universelle film fortalt af mennesker fra Palæstina.
”Hvis vi ønsker, at et liv i Hjørring eller i Ramallah er lige så meget værd som et liv i Holte eller på Nørrebro, så kræver det, at vi tager det alvorligt,” tilføjer Aage Rais.
”Det kræver, at man gør en indsats, så dem, der bor de steder, faktisk ved, at det er muligt at fortælle deres liv igennem film. At arbejde med historier om deres tilværelse og identitet og dermed skabe dem som mennesker.”
Aage Rais
Født 1967 i Aarhus.
Filminstruktør og direktør.
Har læst litteraturvidenskab på Aarhus Universitet.
Har instrueret børnefilmen Anton (1996) og ungdomsfilmen 2 ryk og en aflevering (2003).
I dag direktør for Aarhus Filmværksted, der arbejder for at fremme filmtalenter i Vestdanmark.
Kommentarer