Sponsoreret
01. dec. 2020 | 15:00 - Opdateret 24. dec. 2020 | 10:56

Anbefaling: Film og serier til julen

Foto | Melinda Sue Gordon
Den unge kvinde Kat (Elizabeth Debicki) kæmper for at slippe ud af kløerne på sin ondskabsfulde mand (Kenneth Branagh) i Christopher Nolans eksplosive actionfilm Tenet.

Vi anbefaler nogle af de bedste film og serier på Blockbuster, som kan sørge for underholdningen – i samværet med familien i juleferien.

Af Filmmagasinet Ekko

Julen bringer normalt velsignet bud. Men i år er det for manges vedkommende formentlig en mindre social begivenhed i skyggen af coronakrisen.

Det giver til gengæld tid og mulighed for at se nogle af de mange gode film og serier på Blockbuster, der ligger inde med over 10.000 fra alle verdens hjørner og genrer. Man betaler kun for de film, man ser, så der er ikke noget med et fast abonnement.

Her er et utal af perler, noget for enhver smag og både helt nye film og klassikere. Dermed skulle underholdningen være sikret resten af året – også i de hyggelige juledage, hvor familier vil samles i det omfang, det er tilladt.

Ekko har udvalgt en række filmoplevelser til julen!

 

Tenet


Christopher Nolans actionbrag af en hjernevridende thriller er film i sin reneste form, skrev Ekkos anmelder begejstret og gav fem stjerner, da Tenet fik premiere i biografen.

Fra 14. december kan den ses på Blockbuster.

Tiden bliver sprængt i stumper og stykker i filmen, der er så overrumplende ambitiøs, at man næsten glemmer at trække vejret undervejs. Nolan kan som ingen anden forene det intellektuelt udfordrende med hæsblæsende underholdning, så man bliver blæst bagover.

I Tenet lader han stjerneskuddet John David Washington spille en navnløs hovedperson, der bliver sat til en redde en verden, hvor tiden kan bøjes og manipuleres. Resultatet er original og modig filmkunst, som enhver cineast må unde sig selv at se!

Se filmen!

 

Emma

 

Det er altid interessant, når berømte romaner fra ældre dage tid filmatiseres i dag. Det gælder også Jane Austens udødelige klassiker om en forkælet kvinde i 1800-tallets England.

Titelrollen spilles af Anya Taylor-Joy, der er aktuel som skakgeni i Netflix-serien Dronninggambit. I Emma gestalter skuespilleren en figur, der bruger andre mennesker som skakbrikker og ikke er videre sympatisk.

Instruktør Autumn de Wilde indfanger tidsånden med kostumer og smukke omgivelser. Men hun giver også fortællingen et livligt, moderne twist fuld af humor, når Emmas forsøg på at lege Kirsten Giftekniv tvinger hende selv ud i sine følelsers vold.

Se filmen!

 

Wild Rose

 

Der er dejlig musik og stærke følelser på højkant i det følelsesladede drama Wild Rose. Filmen handler om en skotsk kvinde, der bliver løsladt efter at have afsonet en dom for at fragte narkotika. Hun beslutter sig for at udleve drømmen om en karriere som sanger i USA.

Et af tidens største unge talenter – Jessie Buckley – spiller rollen som Rose-Lynn, der kæmper for at vriste sig fri af fortidens problemer. Skuespilleren leverer en af den slags bevægende præstationer, som kan bære en hel film.

Man føler med den unge mor, som prøver at styre de gode og dårlige impulser i sin krop. Hun er til tider nævenyttigt provokerende, men når hun åbner munden og synger, åbenbarer der sig en enkel og skøn verden.

Se filmen!


Peninsula


Sydkoreanske speed-zombier hærger løs i fortsættelsen af gyser-succesen Train to Busan, hvor kødædende action og samfundskritisk satire mødes i skøn forening.

Der er stadig fuld fart over feltet i Peninsula. Og kampen for at overleve i en verden, hvor zombier har hærget i flere år, får i efterfølgeren tilføjet en ekstra dimension.

Hovedpersonen føler skyld over at have overlevet mareridtet, mens mange har mistet livet.

Det er et fascinerende perspektiv i en historie, hvor de resterende mennesker faktisk er blevet en større trussel end de blodtørstige zombier. Men bare rolig: De udøde monstre bliver stadig smadret på opfindsom vis!

Se filmen!

 

Den tid på året


Julefilm bliver ofte for sentimentale med ambitionen om at servere et næstekærligt budskab midt i den travle højtid.

Men Paprika Steens familiekomedie Den tid på året har med et knivskarpt manuskript styr på både de vigtige vendepunkter og den spidsfindige komik.

Det er morsomt på den alt for genkendelige måde, når en familie på juleaften skal få alle festdeltagerne til at fungere sammen.

En forrygende samling af landets bedste skuespillere får i en smuk kakofoni af syndigt kaos lov til at stråle med eksalterede præstationer og melodramatiske replikker, der er en farce a la Renoir værdig. Resultatet er noget så sjældent som en dansk komedie-klassiker!

Se filmen!

 

Jul på Vesterbro


Anders Matthesen har udviklet sig meget de seneste tyve år, men Jul på Vesterbro fra 2003 er stadig den sjoveste julekalender i nyere tid!

Danmarks morsomste mand har været på forsiden af Ekko #80 i forbindelse med Ternet Ninja og er begyndt at få mere seriøse roller i film som De frivillige og den kommende Afdeling Q-filmatisering Marco Effekten.

At komikeren er en alsidig skuespiller beviste han dog allerede i julekalenderen, hvor han brillerer som både øltørstige Onkel Stewart, hustlersønnen Danny, socialrådgiveren Arne og pølsevognsterroristen Kefir.

Serien vil være et kærligt gensyn for dem, som fulgte med dengang. Men et nyt publikum vil uden tvivl også kunne more sig over Matthesens politisk ukorrekte julekalender på 24 afsnit.

Se serien!

 

The Farewell


Ekkos anmelder gav begejstret fem stjerner til det amerikansk-kinesiske komediedrama, der dykker morsomt ned i familiære hemmeligheder og kulturelle forskelle.

Filmen kan ses på Blockbuster fra 21. december.

I The Farewell har instruktør Lulu Wang brugt sin egen familie som udgangspunkt for det kærlige portræt af en række mennesker, der er lige så elskelige som besværlige.

Hovedpersonen Billi spilles af komikeren Awkwafina i en gennembrudsrolle. Billi rejser fra hjemmet i USA til Kina for at besøge sin familie og sige farvel til bedstemoren, der er dødssyg. Det er livsbekræftende at overvære barnebarnets sidste tid med bedstemoren, der siger tingene, som de er.

Se filmen!

 

Diego Maradona


25. november døde en af de største fodboldspillere nogensinde i en alder af bare 60 år. Men Diego Maradona levede også et vildere liv end de fleste.

Hovedpersonen fortæller selv om højde- og lavpunkter i den hæsblæsende tilværelse i dokumentaren, der er instrueret af Asif Kapadia.

Den engelske filmskaber er kendt for eminente dokumentarer om sangeren Amy Winehouse og racerkøreren Ayrton Senna – Amy og Senna – der også begge kan ses på Blockbuster.

Foruden Maradona har Kapadia talt med en række mennesker, der kendte ham godt. Han krydrer portrættet med unikke klip fra Maradonas overmenneskelige præstationer på fodboldbanen – især tiden i Napoli – og får på den måde skabt en perfekt gravskrift over et ikon på godt og ondt.

Se filmen!

 

The Godfather Coda: The Death of Michael Corleone


Francis Ford Coppolas The Godfather-trilogi regnes med rette for at være et af de bedste filmværker – et storladent drama om den svære balance mellem pligt og begær.

Treeren fra 1990 opruller skæbnen for Al Pacinos hovedperson Michael Corleone, men den har aldrig fået samme anerkendelse som de to første film.

Fra den 8. december kan filmen imidlertid ses på Blockbuster i en helt ny udgave.

Coppola og forfatteren bag forlægget, Mario Puzo, har omskabt filmen, så den skulle være mere i tråd med deres oprindelige vision. Det skal blive spændende at se, om mesterinstruktøren har fået lavet en værdig afrunding på sit hovedværk.

Se filmen!

 

Vores mand i Amerika


Der er et sjældent og herligt internationalt udsyn for en dansk film i Christina Rosendahls Vores mand i Amerika.

Filmen fortæller den autentiske historie om Henrik Kauffmann (spillet af karismatiske Ulrich Thomsen), som var Danmarks ambassadør i USA, da Nazityskland rykkede ind og besatte Danmark i 1940.

Han nægtede at tage imod ordrer fra den danske regering, der samarbejdede med nazisterne, og lagde kimen til det historisk gode danske forhold til USA.

Det flotte periodedrama er iscenesat efter alle kunstens regler med imponerende scenografi og kostumer, der skaber en fuldstændig indlevelse af verden af i går. Den dramatiske fortælling giver historien luft under vingerne og kommer på Blockbuster 7. december.

Se filmen!

 

Undtagelsen


En stjerneparade af dansk films største kvindelige skuespillere står over for hinanden i filmatiseringen af Christian Jungersens berømte bog Undtagelsen.

Danica Curcic og Amanda Collin viser sig som to af landets dygtigste unge skuespillere i mødet med mere erfarne Sidse Babett Knudsen og Lene Maria Christensen. De spiller alle fire ansatte på et center, der informerer om folkedrab rundt omkring i verden.

Den store ondskab spejles i den lille, når de to yngre kvinder begynder at mobbe en af de ældre. Der er både spænding og gys i en psykologisk thriller, hvor alle bærer hver deres dybe sår på indersiden af kroppen.

Se filmen!


The Tax Collector


Shia LaBeouf er en kompromisløs skuespiller. Det har han vist ved at smide tøjet for Lars von Trier i Nymphomaniac og lukke publikum ind i sin egen fortid som barnestjerne med det hudløse drama Honey Boy.

Men den forvandling, LaBeouf gennemgik for at medvirke i The Tax Collector, er alligevel ud over det sædvanlige. Han fik tatoveret store dele af overkroppen til rollen som inkassator for de kriminelle kræfter i Los Angeles.

Og i rollen som den barske fyr Creeper, der ikke er bleg for at tage særdeles hårdhændede metoder i brug, får Shia LaBeouf rig lejlighed til at give prøver på sit fascinerende talent.

Se filmen!

 

Unhinged


Filmhistorien er fyldt med mesterværker om vrede mænd, der går amok og skaber kaos for deres omgivelser. Unhinged lægger sig i en eksplosiv tradition blandt mesterværker som Taxi Driver og Falling Down.

Men filmen med temperamentsfulde Russell Crowe i hovedrollen formår at være helt sin egen og folder sig nærmest ud som en gyser.

I et rødglødende vanvid går Crowe til kamp mod en kvinde og en række andre uskyldige mennesker på de amerikanske veje. Det leder tankerne hen på tidens skræmmende massedrab, men Unhinged er frem for alt en skildring af en knækket mand og en dragende thriller om voldens væsen.

Se filmen!

 

Greenland


Katastrofefilm føles måske lidt for genkendelige i det herrens år 2020, men man kan også vende den rundt: Er det ikke næsten rart at se dommedags-eskapisme, som ikke har noget med coronavirus at gøre?

Til det formål er actionfilmen Greenland et godt bud til at få stillet destruktive abstinenser. Her er det en altødelæggende komet med kurs mod Jorden, der truer med at smadre freden for en lille familie.

Filmen kan ikke anklages for at være et nuanceret indlæg i klimadebatten. Men hvis man er i humør til en gang sønderrivende drøn i hjemmebiografen med actionbøffen Gerard Butler som familiefar i midtlivskrise, er der godt med effektiv fornøjelse at hente i filmen.

Se filmen!


Det er herligt at leve


Vi slutter af med den største juleklassiker i filmhistorien. Den kan nydes alle tidspunkter på året, men julen passer bare særligt godt til historien om menneskers betydning for hinanden.

Frank Capras romantiske og humoristiske drama fra 1946 er feelgood-filmen over dem alle, og det er umuligt ikke at blive rørt over James Stewarts spil som sparekassemanden George Bailey.

Da han sætter sig for at tage sit eget liv, kommer skytsenglen Clarence til undsætning og viser George, at hans liv bestemt ikke er forgæves. Det er en smuk påmindelse, som er ekstra vigtig i en tid, hvor den menneskelige kontakt har sværere kår end normalt. Et træfsikkert valg, når familien er samlet i juledagene.

Se filmen!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kommentarer

Annoncørbetalt indhold

Denne artikel er sponsoreret af Blockbuster.

Filmene er udvalgt i samarbejde mellem Blockbuster og Filmmagasinet Ekko.

Teksterne er skrevet af Ekko.

© Filmmagasinet Ekko