Film om brutal militærkultur vinder Cph:Dox
Tre kritikere i Ekkos internationale panel har peget på den afslørende dokumentar om overvågning af borgerne i Kina, Total Trust, som vinder af Dox:Award.
To andre kritikere i panelet havde den naturskønne norske Songs of Earth som vinder. Men som vi forudsagde, kunne det meget vel være en helt tredje film, som blev vinder af hovedkonkurrencen på Cph:Dox.
Og sådan blev det!
Alexander Mihalkovich og Hanna Badziaka kunne her til aften glæde sig over, at Motherland, der skildrer den brutale militærkultur og nationalismen i det post-sovjetiske Belarus, løb med sejren.
”Vinderen er en cinematisk og betydningsfuld film, der tager sig god tid til at udfolde kompleksiteten ved at leve i et undertrykkende og uretfærdigt system,” udtaler juryen og fortsætter:
”Den stiller spørgsmålstegn ved idéen om, at man har et individuelt valg i et indespærret samfund. Filmens titel er en måde at give magten tilbage til de kvinder, som står i spidsen for denne kamp.”
Iransk justitsmord
Juryen havde en såkaldt special mention til Nicolas Peduzzis On the Edge, der med juryens ord tager publikum med på en rejse gennem det menneskelige sinds labyrint.
Filmen har delt vandene i Ekkos panel, idet den var favoritten for Carmen Gray fra Modern Times Review, mens Lauren Wissot fra Filmmaker Magazine blot gav den en enkelt stjerne.
Prisen i New:Vision-konkurrencen – festivalens filmiske laboratorium – gik til Bo Wangs kortfilm An Asian Ghost Story, der fortæller Hongkongs moderne historie gennem eksporten af parykker!
Den journalistiske F:Act Award blev uddelt til Steffi Niederzolls Seven Winthers in Tehran, som handler om et forudsigeligt iransk justitsmord.
Ekkos anmelder mener ikke, at filmen gør os klogere på det patriarkalske samfund, men juryen på Cph:Dox er anderledes imponeret.
”Den viser ikke kun modet hos enkeltpersoner, der står op imod systematisk misbrug og vold, men minder os også om, at end ikke døden kan besejre ens vilje til at kæmpe,” lyder juryens begrundelse.
Her blev det til en special mention til Puk Damsgaard og Søren Klovborgs The Hostage Takers, som juryen fremhæver for ”dens journalistiske styrke og portrættering af både ofre og gerningsmænd”.
Ægte empati
”Rørende og samfundskritisk,” skrev Ekkos anmelder om Jelle Bethmanns Inger & det dårlige selskab, som her til aften blev belønnet med Nordic:Dox Award i konkurrencen for de bedste film fra vores eget verdenshjørne.
Filmen skildrer en 80-årig kvinde, der tager sig af alle dem, som samfundet ikke rigtigt vil kendes ved og derfor bliver overladt til sig selv.
”Medfølelse er en dyd, som ofte bliver fremkaldt, uden at man anerkender kernen i dens essens: ægte empati. Denne mesterlige film beskriver en hovedperson, der belyser dette ideal gennem hendes utrættelige arbejde, hendes omsorgsfulde ærlighed og hendes åbenhed over for livets enkelthed,” udtaler juryen.
I konkurrencen for debutanter og fremstormende talenter, Next:Wave, går prisen til Agnlia Galdanovas Queendom, som handler om en 21-årig queer-kunstner i Rusland.
Endelig gik Politikens Danish:Dox Award til Lea Globs dobeltportræt af to kvinder, Apolonia, Apolonia, som også Ekkos anmelder er helt vild med.
Her var der en special mention til Christian Einshøjs Bjergene, der er instruktørens opfølger til sin Ekko Shortlist-vinderen Hjemsøgelsen. Begge film tackler på original vis et familietraume.
Prisvindere på Cph:Dox 2023
Dox:Award
Motherland, instr. Alexander Mihalkovich & Hanna Badziaka
Special Mention: On the Edge, instr. Nicolas Peduzzi
F:act Award
Seven Winters in Tehran, instr. Steffi Niederzoll
Special Mention: The Hostage Takers, instr. Puk Damsgaard & Søren Klovborg
Nordic:Dox Award
Inger & det dårlige selskab, instr. Jella Bethmann
Special Mention: Lynx Man, instr. Juha Suonpää
New:Vision Award
An Asian Ghost Story, instr. Bo Wang
Special Mention: The Secret Garden, instr. Nour Ouayda
Special Mention: Pacific Club, instr. Valentin Noujaïm
Next:Wave Award
Queendom, instr. Agniia Galdanova
Special Mention: The Last Year of Darkness, instr. Benjamin Mullinkosson
Politikens Danish:Dox Award
Apolonia, Apolonia, instr. Lea Glob
Special Mention: Bjergene, instr. Christian Einshøj
Kommentarer