Streaming: Film om skelsættende dage
Der er dage, der føles, som om de aldrig vil slutte. Enten fordi de er så miserable, at de opleves som enden på verden, eller fordi vi med sommerfugle i maven ikke ønsker at lade et lykkeligt øjeblik forsvinde.
I den storroste Good Time har Connie (Robert Pattinson) mildest talt en skoddag, da broren fængsles. Den er netop kommet på Netflix – klar til streaming. Vi anbefaler den og fire andre film, der finder sted over én dag.
4 måneder, 3 uger og 2 dage
Rumænske Christian Mungiu er en af Europas største filmskabere.
Det slog han fast i Guldpalme-vinderen fra 2007, hvor en ung, gravid kvinde søger hjælp hos en veninde for at få en abort. Problemet er, at de lever i 80’erns kommunistiske Rumænien, hvor den slags operationer ses som mord af Ceausescus totalitære regering.
Ligesom i senere film leverer instruktøren en syngende systemkritik, hvor hjemlandets konservative værdier får på puklen.
Alt går galt på den skæbnesvangre dag, hvor operationen skal udføres. Mungiu driver en kile ind i hjertet på publikum i den tragiske historie om, hvor langt desperate mennesker er villige til at gå.
Kan streames på Filmstriben og lejes på Blockbuster og Filmlounge.
Dredd
En helt er fanget et sted omringet af skurke.
Det er handlingen i så mange actionfilm, at det kunne være en genre i sig selv. Men i Dredd er det skurkene, som er fanget i et gigantisk lejlighedskompleks med den dødsensfarlige Judge Dredd, som på én gang agerer dommer, jury og bøddel.
Kultfilmen fra 2012 om et dystopisk USA er fra start til slut brutal og afstumpet. Rullekanoner hviner, kranier eksploderer, og næver mødes, når den skræmmende gangsterboss Ma-Ma (Lena Headey) burer sig selv inde med Dredd for at gøre kål på ham.
Karl Urban er ultracool som den iskolde Dredd, mens hans lærling Anderson (Olivia Thirlby) giver filmen en humanistisk vinkel. Filmen blev i sin tid overset, fordi den var markedsført som en 3D-film. Men det er en af de bedste 3D-film på markedet.
Kan streames på Netflix og lejes på Blockbuster.
Before-trilogien
Richard Linklater har været den ubestridte indiekonge, siden han slog igennem med ungdomsfilmen Slacker fra 1991. Med Before-trilogien har han over en periode på atten år kortlagt et parforhold mellem amerikanske Jesse (Ethan Hawke) og franske Celine (Julie Delpy).
Hver film foregår over en enkelt dag – fra et passioneret engangsknald i Before Sunrise til de finder sammen ni år senere i Before Sunset og den foreløbige konklusion på forholdet i Before Midnight.
Igennem alle tre film vokser både de to skuespilleres talent og Richard Linklaters evner som en filmskaber. Få instruktører kan fortælle en hel livshistorie ud fra blot tre dage.
Kan streames på Filmstriben og lejes på Blockbuster.
Clerks
I 1994 revolutionerede Kevin Smith ungdomsgenren med Clerks, en sort-hvid og skæv komedie om to kasse-ekspedienter.
Randy nyder et liv uden ansvar, mens Dante vil væk fra New Jerseys sløve gader for at opleve den store verden. ”Jeg skulle ikke engang have været her i dag!” bliver han ved med at beklage sig. De får dagen til at gå med diskussioner om Star Wars og hockeyspil på taget af kiosken.
Imens sker den ene bizarre ting efter den anden. En kunde tjekker samtlige æg i kartonen, en kvinde har sex med en død mand, og Randy har en fætter, der gav sig selv et blowjob og døde undervejs.
Vi er i dag alle blevet godt trætte af ungdomsfilm, der handler om ingenting, men Clerks er stadig en udsøgt fornøjelse.
Kan streames på C More og lejes på Blockbuster.
Good Time
Selv om mange har rost Safdie-brødrenes nådesløst brutale Good Time, har der været alt for stille omkring den i prisuddelingssæsonen. Robert Pattinson giver sit livs præstation som forbryderen Connie.
Da hans udviklingshæmmede bror ender i brummen, har Connie kun en aften til at finde 10.000 dollars i kautionspenge.
Gør dig klar til at tabe pusten, når han løber ind i den ene sørgelige skikkelse efter den anden i New Yorks neon-belyste nat. Det her er nemlig alt andet end en ordinær actionfilm.
Safdie-brødrene giver en spiddende kritik af USA’s konstante svigt af landets mest udsatte borgere. Det sker til de intense toner fra en synthesizer og med et kamera, der aldrig ser væk fra de mange forfærdeligheder.
Kan streames på Netflix og lejes på Blockbuster og Filmlounge.
Hver uge giver Ekko fem bud på, hvad du skal streame.
Vi anbefaler både film og tv-serier.
Denne uge fokuserer vi på film om én skelsættende dag.
Kommentarer