Film om Kirsten Thorup på vej
Forfatter Kirsten Thorup udgav i 1967 debuten Indeni – udenfor og har dermed 50-års jubilæum i år.
I den forbindelse bliver hun den 7. marts fejret med forpremieren på en ny portrætfilm om hende, Hjemme i verden.
Forpremieren sker i Thorups fødeby, Gelsted på Fyn.
Filmen skildrer hendes rejse fra den lille stationsby til 1960’ernes København, hvor Thorup – der bliver 75 år den 9. februar – arbejdede på at blive forfatter.
”I begyndelsen var det lidt pinligt, at jeg beskæftigede mig med noget så udsigtsløst som at skrive digte. Det blev ikke betragtet som et rigtigt arbejde,” siger Kirsten Thorup i en pressemeddelelse udsendt af instruktør Linda Wendels produktionsselskab Babyfilm, som har taget initiativ til portrættet.
Hjemme i verden er instrueret af Torben Skjødt Jensen, der tidligere har lavet dokumentarerne Carl Th. Dreyer – Min metier og Den talende muse om skuespilleren Asta Nielsen.
En samfundshistorie
Kirsten Thorup har i sin 50-årige forfatterkarriere skrevet romaner, digte og noveller, men også arbejdet med film og tv-serier.
Hun var sammen med Klaus Rifbjergs datter, Synne Rifbjerg, manuskriptkonsulent på Linda Wendels Ballerup Boulevard fra 1986.
Samarbejdet mellem Kirsten Thorup og Linda Wendel fortsatte, og senest var Thorup i 2003 også manuskriptkonsulent på Wendels Baby, som er baseret på Thorups egen debutroman fra 1973.
Hjemme i verden viser Kirsten Thorup fortælle om sit liv og sin kunst i løbet af den lange karriere. Dermed spejler filmen også den store forandring, der er sket i samfundet de sidste 50 år.
Filmen er et grundigt nedslag til trofaste fans af Kirsten Thorups forfatterskab, men også en introduktion til en af de centrale stemmer på den danske kunstscene.
Kommentarer