Debat: Film om mobning fremmer mobning

Lige for tiden kan man se en dansk børnefilm i biografen. Selv om den har en snert fantasi over sig, så er Jeg er William sådan en rigtig socialrealistisk børnefilm, med en kær unge i hovedrollen, som bliver mobbet på den grove måde med skub og hån.

Som barn blev jeg selv mobbet, og det er selvfølgelig enormt rørende og styrkende, når den mobbede – underhunden, den udstødte – vokser trods modstanden og faktisk viser sig at være historiens helt.

Og den mobbede helt er en klassisk karakter i børnefilm og ungdomsfilm – både danske og udenlandske. Bare tænk på Antboy, Gummi Tarzan, Karate Kid, Tilbage til fremtiden, Lad den rette komme ind, Welcome to the Dollhouse og mange, mange flere.

Fredelige Ferdinand
Men så var det, at der blev lavet en genindspilning af Disneys klassiker om den fredelige tyr Ferdinand.

I den gamle kortfilmudgave fra 1938 er kalven Ferdinand sådan én, der bare har lyst til at sidde under et korktræ og glo på himlen. Hans mor spørger ham, om han ikke har lyst til at lege med de andre kalve, der løber rundt og stanger hinanden, men det har Ferdinand ikke lyst til.

Og moren synes – nu bliver det vildt – at det er helt okay. På intet tidspunkt ser man de andre kalve mobbe Ferdinand, fordi han er sådan en blød type, der bare vil snuse til blomster.

De passer sig selv. Og det gør de også, da de er voksne.

I den nye spillefilm, der går i biografen, vander Ferdinand en lille blomst, som har overlevet i kalvenes fold. Men nu bliver han groft mobbet af de andre kalve, for sådan en tøsekalv kan man ikke bare acceptere. Og han vil ikke stange de andre, han nægter at skade andre, som det forventes, at tyre gør.

Ferdinands far, der ellers virker meget omsorgsfuld, tænker ved sig selv, at det kommer Ferdinand nok til at lære, for sådan skal tyre jo opføre sig.

Kiksede hovedpersoner
Fra accept af hinanden går vi altså med Ferdinand til en historie, der godt nok priser den mobbede, men implicit antyder, at mobning er uundgåelig.

Det samme ser vi i Jeg er William, hvor ”homo” gøres til et acceptabelt skældsord.

Både børn og voksne forstår nok, at Williams onkel – der ytrer udtrykket, som var det skidt fra en spædekalv – ikke er én, man skal efterabe.

Men filmen er ikke desto mindre med til at godkende udtrykket. Og hvis man skal være lidt fræk og overskride grænser, som man ofte skal, når man er barn og ung, bruger man måske ordet homo. Uagtet at det rammer de homoseksuelle og dermed fortsat er med til at marginalisere dem.

Og når vi i film bliver ved med at se mobning som noget uundgåeligt i barndommen, er det med til at gøre det uundgåeligt.

Er det ikke muligt at forestille sig en børnefilm, hvor den kiksede, forældreløse, bebrillede, kvabsede eller hvad-det-nu-ku’-være-hovedperson bare blev accepteret, som vedkommende er?