Film om Monica Z overrasker dansk ven

Mellem sæderne i bilen ligger et rent, hvidt håndklæde.

”Det skal jeg huske at have med ind i biografen,” siger Alex Riel til mig.

Han er nemlig blevet advaret af nogle venner i filmbranchen, som allerede har set Per Flys film om Monica Zetterlund, Monica Z.

Håndklædet er til tårer, for vennerne fortæller, at det er en film, der får tårerne til at flyde.

”Og jeg har let til tårer,” smiler Alex Riel.

Opkald fra Bill Evans
Monica Z havde svensk premiere 13. september og fik gode anmeldelser. Men i Danmark kan den først ses fra 19. marts næste år.

Derfor har vi inviteret 73-årige Alex Riel en tur over sundet. Han kendte nemlig Monica rigtig godt, for de spillede sammen ved flere lejligheder og var gode venner.

I starten af den knap to timer lange film bor Monica hos sine forældre med sin lille datter. Hun passer et job som telefonomstiller om dagen, mens hun om natten tager bussen til Stockholm for at synge på jazzklubber.

Til sidst i filmen får Monica et opkald fra USA. Det er selveste Bill Evans, tidens største jazzpianist, der gerne vil indspille med den blonde skandinav. Filmen foregår over nogle få år, men i virkeligheden er de forskellige episoder plukket fra det meste af hendes liv.

I den svenske biografsal er en spændt Alex Riel i denne sammenhæng perfekt at være sædeven med: Han klapper, sætter sig ivrigt frem i sædet, trommer med på musikken og kan ikke lade være med at hviske-kommentere eller bare kigge på mig, når der sker noget særligt i filmen. Der kommer også nogle højlydte, impulsive udbrud.

Og øjnene: De er blanke en del gange, men håndklædet er overflødigt. Tårestrømmen udebliver.

Satsede på musikken
Filmen viser en både kynisk og ekstremt følsom ung kvinde. Karrieren var Monica Zetterlunds førsteprioritet, men det var ikke uden store kvaler, når hun for eksempel fravalgte at holde jul med sin datter, så hun kunne synge i New York.

Til at håndtere den splittelse og oven i købet synge Monica Zetterlunds sange har man valgt den svenske sangerinde Edda Magnasson. Hun har aldrig spillet skuespil før. Da Alex Riel – der for øvrigt ikke er portrætteret i filmen – hører det, udbryder han:

”Åhhhhr. Hold kæft mand. Fantastisk. Dét klarede hun godt!”

Et lignende udbrud kommer under filmens sidste scene.

”Ja! Sådan var hun!” lyder det i den ellers tyste biografsal.

”Hun gjorde det, faren ikke turde: Hun satsede på musikken. Livet skal sgu leves! Ellers går man igennem det som død. Det havde hun sateme ikke tænkt sig. Hun var et livsstykke,” mindes Alex Riel bagefter, og så kommer der fugt i øjenkrogene.

”Nu begynder jeg at græde. Hendes liv var sgu tungt.”

Monicas skjulte side
Filmen viser Monicas mange konflikter med den strenge far og problemer med, at hun valgte de forkerte mænd. Samtidig fester Monica på livet løs med rigelig sprut og smøger en masse.

Som følge er hun nær ved at kollapse på scenen i en af de revyer, der gjorde hende til svensk folkeeje med sange som Sakta gå hem genom stan og Trubbel.

”Hende har jeg aldrig hørt om,” hvisker Alex på et tidspunkt under forestillingen om Monicas datter Eva-Lena.

Det er ellers ikke, fordi Alex Riel ikke føler, han var nær ven med sangerinden. Men han har kendt en mere sober og glad side af Monica. Han genkender heller ikke drukorgierne fra filmen.

”Jeg lagde ikke mærke til, om hun drak. Den side har jeg ikke kendt. Jeg drikker ikke selv, og jeg har aldrig holdt fester med Monica Zetterlund. Vi var altid så skide trætte, når vi kom hjem i hendes hus. Jeg er A-menneske, så jeg skulle bare i seng. Men hun røg. Hold kæft, hvor hun røg.”

Røgen blev indirekte Monicas dødsårsag. Hun brændte inde i sin lejlighed i 2005. En cigaretglød antændte hendes seng, og på grund af rygsygdommen skoliose var hun ikke selv i stand til at komme ud af sengen.

Vidunderligt tungekys
Engang i starten af 1970’erne blev Alex Riel ringet op af Monica Zetterlund. Hun spurgte, om han ikke nok ville komme til Stockholm og spille trommer på hendes kommende LP Chicken Feather – ikke samme dag, men ret hurtigt efter.

Det passede egentlig dårligt, for han havde en ”særlig vigtig aften med kæresten”. Men han kunne ikke sige nej til at arbejde med Monica, så af sted tog han – med kærestens velsignelse.

I Sverige vidste Monica godt, at hun havde afbrudt noget vigtigt – og spurgte Alex, om alt var ok.

Ikke helt, svarede han. Reaktionen fra Monica er prompte.

”’Tak!’ sagde Monica. Så fik jeg verdens længste og vidunderligste tungekys, så du tror, det er løgn. Wow. Sådan var jeg ikke blevet kysset før,” mindes Alex Riel.

Men der var ikke noget romantisk i det.

”Det var bare ’tusind tak’. Og så har jeg måske også lignet én, der ikke var så mæt på den front hjemmefra …”

Den fortælling kommer Alex Riel ind på, fordi der er en scene i filmen, hvor Monica kysser sin bassist, selv om hun er i et forhold med filminstruktøren Vilgot Sjöman (der har instrueret Jeg er nysgerrig – gul). Det skal man ikke lægge så meget i, er Alex Riels syn på den sag. Hun var bare levende på den måde.

Ella Fitzgeralds råd
Hvis der er noget, filmen ifølge Alex Riel mangler, så er det den magi, der opstod omkring Monica:

”Når man spillede med hende, gik på scenen med hende, så var man ligesom noget. Det er ikke så tit, det sker. Hold da kæft. Det havde jeg det rigtig godt med,” siger Alex Riel og uddyber:

”Det kom fra hendes personlighed. Hun sang, som hun syntes, hun skulle. Ella Fitzgerald havde sagt til hende: ’Hvorfor synger du ikke som dig selv?’ Ej, det var ret fint. Hun var også rar at være sammen med. Rigtig varm.”

Efter Ella Fitzgeralds råd fik Monica Zetterlund den svenske digter Beppe Wolgers til at forsvenske blandt andet Bill Evans’ jazzperle Waltz for Debby. I hendes udgave kom den til at hedde Monicas Vals – og er nok hendes største hit.

Berømmelsens pris
Filmen vækker genkendelse og minder hos Alex Riel. Han bliver rørt, da man til sidst i filmen endelig ser Bill Evans. Inden han bliver præsenteret på lærredet, har Alex Riel hvisket: ”Det er ham! Det er Bill Evans.”

Særligt indtryk gør en scene i filmen, hvor Monica efter sit scenekollaps får en reprimande af en ven – og svarer: ”Jeg har fået alt det, jeg drømmer om.”

Succesen havde sin pris, forklarer Alex Riel stille, men Monica Zetterlund havde ikke ondt af sig selv. Og hun var noget helt særligt, ikke kun på grund af sin stemme og sit udseende, men også fordi hun havde en særlig ro og selvtillid, som adskilte hende fra tidens andre, mere teatralske sangerinder.

”Hun stillede sig op med det udtryk og den kunst, hun kunne lide. Hun stod stille og roligt og sang … kanongodt. Det er i sig selv hurra. Det er så sjældent, det sker.”