Film på vej om dronning Margrethe
Hundredevis af film får i disse dage verdenspremiere i Cannes, men festivalen er også en populær platform til at annoncere kommende projekter.
I dag inviterede det nordiske filmselskab SF Studios journalister på morgenmad, hvor der blev præsenteret nogle af de film, som er i støbeskeen.
En af dem er af Charlotte Sieling og har den engelske titel Margrethe – Queen of the North. Filmen handler om den danske dronning af samme navn, men der er ikke tale om vores nuværende regent, som er Margrethe 2.
Fokus bliver på Margrethe 1., der blev født i 1353 og etablerede Kalmarunionen, som skabte fredelige forhold mellem Danmark, Norge og Sverige.
”Margrethe den 1. var en fantastisk kvinde, der samlede Danmark, Sverige og Norge, men det gik op for os, at ingen snakker om den her kvinde. Hun skabte fred i Skandinavien, efter vi havde været i krig i mange år, men i historiebøgerne står der kun en smule,” forklarer instruktøren.
”Hun var en magtfuld kvinde og en mor, og det forstår jeg, for jeg er en mor og nogle gange en magtfuld kvinde. Hun talte med mændene omkring sig og kæmpede, som kvinder stadig gør i dag. Og hendes kamp ræsonnerer også i dag, fordi man kan se en relevant historie gennem tidens øjne.”
International satsning
Ved den uhøjtidelige pressesamling var også Charlotte Sielings producer på Margrethe, Lars Bredo Rahbek, til stede. Han har også produceret hendes to andre spillefilm, Mesteren og Over gaden under vandet.
Han kunne fortælle, at filmen arbejder med et for danske forhold stort budget på otte millioner euro – 60 millioner danske kroner – og at selskabet er i Cannes i håbet om at skaffe yderligere finansiering på en million euro til projektet.
”Jeg tror, at vi vil komme hjem fra Cannes med 70 procent af finansieringen på plads et års tid, før vi begynder optagelserne. Det siger noget om, hvor spændte finansiørerne er på filmen,” siger Lars Bredo Rahbek.
Repræsentanter fra SF Studios kunne også fortælle, at filmselskabet har startet et initiativ med at producere internationale film, hvor nordiske filmskabere står bag kameraet.
Den første er Horizon Line, der instrueres af svenske Mikael Marciman, som også styrede optagelserne af DR-serien Liberty.
Hovedrollerne indtages af Girls-skuespilleren Allison Williams og Alexander Dreymon, der er kendt fra tv-serien The Last Kingdom. De spiller tidligere kærester, som på vej i et fly til bryllup på en tropisk ø må kæmpe for deres liv, da piloten får et hjerteanfald.
Filmen er blevet optaget med et budget på tyve millioner dollars – 133 millioner kroner – og er planlagt at åbne stort i amerikanske biografer.
Nicki Bruun
Ekkos udsendte journalist i Cannes dækker dagligt festivalen.
Laver primært interviews og opstøver store og små nyheder.
Cannes-festivalen blev holdt første gang i 1946 og regnes for verdens mest prestigefyldte festival.
Årets festival er nummer 72 og løber fra 14. til 25. maj 2019.
Kommentarer