Ekko Shortlist Awards 2020
13. nov. 2020 | 16:28

Film skal ses med ørerne

Foto | Jesper Christensen
Iført englevinger og til pulserende toner mindes Iris (Ella Solgaard) i Sort som Iris sin far (Kenneth M. Christensen), der er gået bort.

”Der er en sær længsel i mig,” siger August Fenger, der er medlem af Av Av Av og kendt som musikproduceren Eloq, men nu også nomineret til Ekko Shortlist Awards for filmmusik.

Af Casper Hindse

En dag sidder August Fenger i sit studie i København. Han har Eloq-kasketten på. Under dens skygge står der stifter af Cheff Records, producer bag Kidd, Klumben og TopGunn og ikke mindst en del af den succesfulde elektroniske musiktrio Av Av Av.

Men i de senere år er Eloq-kasketten mere og mere hyppigt blevet taget af. Den dag i studiet bliver den da også lagt på mikserpulten, da Fengers telefon ringer.

Det er Jonas Risvig.

Efterhånden lidt af en gammel kending ved Ekko Shortlist Awards og en af Fengers faste samarbejdspartnere, når det gælder filmmusik.

Risvig har lavet flere musikvideoer for Eloq, mens Fenger har stået for musikken til instruktørens filmprojekter og reklamer.

Denne dag spørger Jonas Risvig så sin musikmakker, om han ikke har noget, der passer til en film på lidt over syv minutter om en unge pige, der kæmper med livet og er lukket inde i sine selvdestruktive tanker.

Musik uden billeder
”Det er svært at sætte ord på, hvad det egentlig var, Jonas bad om,” siger August Fenger på en telefonlinje her godt et år senere.

Han er i sommerhus, hvor der bliver skrevet ny musik, men han er ikke sen til at finde mentalt tilbage til dagen i studiet.

”Jeg havde en musikbid, som Jonas havde hørt ved en tidligere lejlighed. Den var ikke så lang, så den skulle udvides,” husker han og tilføjer, at han straks satte sig og fik forlænget nummeret.

”Jeg havde ikke set et eneste billede fra Sort som Iris, men jeg miksede musikken sammen ud fra, hvad Jonas fortalte.”

Lydene er endt som selve historiens drivkraft i Sort som Iris, der er nomineret til prisen for bedste originale musik ved Ekko Shortlist Awards. Frem til 17. november kan brugere stemme på August Fenger og være med til at vælge den endelige vinder.

Kvasi-melankolsk
I Sort som Iris forstår man til en begyndelse ikke, hvem unge Iris taler med. Men langsomt går det op for én, at hendes far er død, og at kommunen er kommet for at hente hende.

Ordene flyder af sted på toner, der aldrig eksploderer, men hele tiden lader til at have lyst til det. Lydene er sørgmodige og efterhånden næsten skrigende i mol. På den måde afspejler de den unge kvindes sind.

”Jeg synes, det er lykkedes ret godt med musikken, men det er også, fordi Jonas byggede filmen op efter den musik, jeg sendte ham,” siger August Fenger.

”Jonas sendte nogle billeder, for at jeg kunne få en fornemmelse af filmens tempo, ja, så jeg kunne forestille mig, hvornår tempoet skulle gå op undervejs. Jeg greb ud efter noget kvasi-melankolsk. Der er en sær længsel i mig, og det er meget af det musik, jeg laver, også fyldt af. Jeg er ikke oppe at køre, men jeg er heller ikke ked af det.”

Mere rørt end skræmt
August Fenger er i de senere år gået filmvejen. Han blev nomineret til en Robert-statuette for musikken til Brakland i 2019 sammen med Av Av Av – og vandt!

Sammen med gruppen har han også stået bag musikken til den danske Netflix-serie The Rain.

”Jeg lærte meget af at lave musik til Netflix. Her tænker man virkelig i, hvem musikken skal ramme, og hvordan den gør det. Jo mere filmmusik jeg laver, jo mere føler jeg, at jeg skal gøre det til en del af min karriere,” siger han.

”Musik er med til at definere, hvad fortællingen er i en film. Derfor tror jeg også, du bliver mere rørt end skræmt af en kortfilm som Sort som Iris. Det er helt afgørende. At jeg ikke kunne se optagelserne betød faktisk, at jeg holdt grundstemningen og ikke skruede op for det ene eller det andet.”

”Min tanke var, at Sort som Iris skulle drive af sted i crescendo. Lyden tager til i styrke, men den overdøver ikke filmens følelser. Den påvirker nærmere følelserne, og den forbliver i stemningen.”

Stortrommen udebliver
Musikken i kortfilmen udvikler sig ikke synderligt meget. Den flyder bare af sted og driver filmen frem.

”Nummeret er bygget op af et synth-orgel, og så har jeg ellers siddet og samplet. Der spilles en rundgang, hvor der efterhånden kommer noget house-agtigt ind over,” forklarer han og tilføjer, at musikken bare skal slå filmens rytme an.

”Der kommer lange solo-leads, som svæver rundt og spiller op til handlingen. Det bliver større og større, men stortrommen udebliver. Det er ret vigtigt.”

”Musikken skal aldrig fylde mere end selve filmen, for så bliver det en musikvideo. Det var slet ikke, hvad vi ville lave. Når du finder det rette toneleje, lykkes du ofte med at fastholde folk i en følelse.”

Udvider værktøjskassen
Tilgangen til musik kan være vidt forskellig, når den bliver lavet i August Fengers studie. Mens studiealbums ofte er nørklede at få færdiggjort, er filmmusikken indtil videre mere frisættende.

”Det er befriende at lave noget andet end sange og plader. Filmmusik kan vare virkelig kort tid og virkelig lang tid. Der er ingen regler for, hvordan en idé forløses, og man kan lade en scene med en særlig tone og følelse,” siger August Fenger og griner lidt i røret, inden den næste betragtning kommer swingende.

”Det er nærmest mig, der bestemmer, hvordan en filmscene skal føles. Det er en ret vild magt at have.”

Derfor er han også stolt af at være nomineret ved Ekko Shortlist Awards.

”Det bekræfter mig i, at jeg skal gå efter min passion. Jeg nyder, at jeg kan udvide min værkstøjskasse. Det er en god følelse at fornemme, at jeg ikke kun skal leve af at lave Eloq-musik. Jeg er også August Fenger, og ham har jeg i det seneste år brugt mere og mere tid med i studiet.”

Kommentarer

August Fenger

Født 1991 i København.

Søn af sangeren Søs Fenger og guitaristen Henrik Jansson.

Brød tidligt igennem under producernavnet Eloq.

Har oplevet succes med sin gruppe Av Av Av.

Er nomineret under eget navn ved Ekko Shortlist Awards for musikken til Sort som Iris.

© Filmmagasinet Ekko